mandag den 18. februar 2013

Grøntsagsudrensning


Siden jeg i september 2012 mere bevidst valgte at lade være med at spise kød, har jeg nydt at opdage og udforske grøntverdenen. Jeg har spist flere grøntsager end nogen sinde før og jeg har eksperimenteret med smage og konsistenser både i varme og kolde retter.

Det er gået op for mig, at jeg er gladere og lettere, når jeg ikke spiser kød – men jeg betragter ikke mig selv som vegetar. Jeg spiser gerne fisk og selvom det ikke er så ofte, så forsøger jeg at spise fisk 2-3 gange om ugen; nogle gange frisk fisk fra fiskemanden og nogle gange fisk på dåse (uhm stegt torskerogn) eller røget fisk. Jeg er henover en periode siden sidste efterår også holdt op med at drikke komælk – men jeg spiser gerne smør og bruger fløde og creme fraiche, ligesom ost også er en del af min menu.

Jeg bager selv brød og forsøger at få så mange kerner som muligt ind, og undgår så vidt muligt hvidt mel – men rugbrødet fra min mands arbejde smager fantastisk, så det er også en fast bestanddel af min kost.

Lige i begyndelsen af kostomlægningen tabte jeg mig nogle kilo. Jeg regner med, at det skyldes, at energifordelingen i min kost ændrede sig, så jeg kunne spise kvantitativt mere for lidt færre kalorier – der skal meget kål til kaloriemæssigt at opveje en smørstegt nakkekotelet.

Her på det seneste er vægttabet dog mindsket og jeg oplever, at min kost ikke længere er helt så sund og fokuseret på grønt, som den var i starten. Det er både fordi nyhedens interesse har fortaget sig og fordi det ikke længere er helt lige så spændende at finde på nye kombinationer; jeg vender tilbage til kendte og testede klassikere, som ikke nødvendigvis er lige så kalorielette, som andre retter jeg kunne lave. Det at skære kødet væk, betyder nemlig ikke, at man ikke kan spise tungt, usundt og fedende (og med fedende mener jeg ikke forbruget af gode, sunde olier – men jeg mener, at den anden spiseskefuld mayonnaise måske ikke behøver at toppe sildemaden, end ikke selvom mayonnaisen er hjemmerørt).

Jeg har besluttet mig for, at denne uge skal være en genopdagelse af grøntsagernes potentiale – samtidig med, at det bliver en uge med udrensning. Så jeg skærer alt det væk, der ikke kommer i form af frugt eller grønt – med et supplement af god olivenolie og min daglige dosis MK olie. Dét vil jeg ikke undvære og jeg tror heller ikke det er sundt; nogle grøntsager har netop brug for olie for at kunne frigive deres vitaminer til kroppen, og jeg har brug for at smøre led og give huden næring indefra.

Her idag er jeg startet med urtete (jo, den er med i frugt og grønt) og her til formiddag den flotteste orange juice presset af gulerod, sød kartoffel, rød peber, en halv rød chili for lidt kick, ingefær, et æble og knoldselleri, smagt til med MK olie og citronsaft. Pulpen fra juicen har jeg inkluderet i en suppe til senere idag. Jeg tror det er vigtigt for mit velbefindende og for, at det er sjovt, at jeg ikke hænger mig alt for meget i spisetider og hvad mine måltider består af – jeg kan godt spise varm suppe til morgenmad og jeg kan godt nøjes med en kop til til aftensmad, hvis jeg har spist bagt kartoffel kl 17.

Jeg glæder mig. Jeg kan allerede mærke overskudet og begejstringen.

onsdag den 30. januar 2013

Intet nyt er godt nyt

Jeg arbejder i øjeblikket mere uproblematisk med min psykiske udvikling – og nogle gange bliver jeg bekymret for, at det er ensbetydende med, at jeg enten ikke arbejder rigtigt, eller at der ingen udvikling er.
Det er dejligt når livet og hverdagen kører. Når søvnen indfinder sig regelmæssigt, når vægten holder sig indenfor en minimal udsvingsramme, når jeg kan se på min hud, om jeg har spist ordentligt – og den svarer igen med det samme, hvis jeg ikke respekterer, at den ikke trives på sukker og komælk. Så ved jeg, at jeg har fundet en formel, der passer til mig og at jeg er nær den stabilitet og kropslige ro og renhed, som jeg lige nu evner at være.

I et stykke tid har min yndlingsyogalærer været andetsteds og min yogapraksis har svinget i hyppighed. Det er sådan en glæde at opleve, at jeg også har udviklet mig yogisk både i asanas, spirituelt og mentalt mens hun har været væk, for det betyder for mig, at yogaen er indeni mig og jeg ikke er afhængig af ydre påvirkning for at kunne fordybe mig og udvikles. Men jeg glæder mig alligevel til hun er tilbage, for det kan kun blive endnu bedre.

Min hverdag har fundet et fundament og jeg kan mærke, at de vaner jeg lige så stille har bygget op fungerer. Det har været en rejse at finde ud af, at gode vaner ikke opbygges på baggrund af regler, men med udgangspunkt i et ønske om forandring og en stille strøm af ændringer, som hver især skal fungere før en ny lille ændring kan finde sted – enten som en overbygning eller som et videre skridt.

Helt konkret har jeg for eksempel gjort lørdag til rengøringsdag. Tidligere har jeg troet, at reglen om at tage lidt hver dag, og når jeg så det, ville fungere. Det gjorde det ikke. Jeg fik aldrig lige hevet støvsugeren frem og jeg følte konstant, at der næsten var for mange opgaver til, at det kunne lade sig gøre at få noget gjort. Jeg havde time management problemer – og havde svært ved at tage fat i en opgave, fordi jeg følte at noget andet skulle gøres, før jeg var klar til at udføre en given udfordring. Også noget så simpelt som at vaske gulv i køkkenet. Det fordrede, at jeg havde en klud, der alligevel skulle til vask, og at der skulle fejes, og at jeg skulle have tid og lyst og ingen planer om at svine det hele til igen lige med det samme. Så jeg endte med at have dårlig samvittighed hele tiden og føle, at jeg burde gøre mere end jeg gjorde – samtidig med, at jeg faktisk mistrivedes i mit hjem, der ikke var så rent og pænt som jeg gerne ville have.

Rengøringslørdag fungerer. Fredag aften skriver jeg en liste over de opgaver jeg gerne vil udføre på rengøringslørdag. Det er mit ansvar at udføre opgaverne på listen og det er min beslutning at tilføje noget eller udelade andet. Når jeg så føler, at jeg er færdig lørdag, så er jeg afklaret med, at jeg ikke skal gøre rent igen før næste uge. Hvis der så sniger sig en ekstra fejning, gulvvask, afstøvning eller andet sted, så er det bare bonus. Det glædelige er, at jeg ikke har dårlig samvittighed. Jeg ved, at mit hjem i hvertfald en gang om ugen bliver gjort grundigt rent og jeg ved, at det er noget jeg trives med. Der er hverken brug for pisk eller gulerod (måske især fordi jeg faktisk nyder at gøre rent efter en liste; sådan en fornøjelse at strege ting ud).

Der er stadig forandringsmuligheder i mit liv – men mange grundliggende ting er på plads og jeg har lært mange ting i processen. Det betyder for mig, at jeg har ro i mit indre til at tage fat på nogle større emner og udfordringer – og skabe yderligere rum til forandring.
I februar måned har jeg meldt mig til en udfordring – 15 minutters daglig meditation. Dét glæder jeg mig til. Det er overskueligt for mig og jeg er spændt på, hvad jeg kan opdage om mig selv. Jeg håber meditationen åbner for nogle dybere lag, der gerne må handle om fremtiden og hvordan jeg kan lære mig selv bedre at kende. Måske kan jeg finde den passion jeg gerne vil gøre mere fremtrædende i min hverdag – eller måske kan jeg anerkende, at passionen allerede er tilstede, men kan blive yderligere belyst.

torsdag den 10. januar 2013

Larmen i mit hoved


Hele mit liv – så længe jeg kan huske -  har jeg levet med stemmer i mit hoved. Ikke som en personlighedsspaltning (går jeg ud fra) med krav om at jeg skulle hoppe i en sø eller skyde nogen, men en konstant fortælling eller tankevirkesomhed, hvor hullerne imellem de bevidste tanker blev fyldt ud af underbevidstheden med musik og sang.

Mange kender nok godt til at have hovedet fuldt af tanker, eller at have en sang på hjernen, som ikke vil gå væk, samme refræn igen og igen. Man bliver nogle gange irriteret (hvis det er træls sang er det rigtig slemt), men som oftest slutter det og man bliver igen herre over sit hoved.

Meditation kan for nogle være en løsning, fordi man aktivt arbejder med at tømme hovedet for tanker, at acceptere de tanker, der triller ind og venligt sende dem videre.

Det er endnu ikke lykkedes for mig at meditere. At slukke for tankerne eller den indbyggede sanger. Jeg har svært ved at være i kroppen fordi der hele tiden foregår noget i mit hoved. Selv når jeg sover er der fuld aktivitet og mit drømmeliv er rigt og umådeligt detaljeret og gerne noget jeg husker ikke bare den overordnede historie, men detaljerne i og de følelser jeg havde i drømmen. Jeg elsker mine drømme, fordi de er et direkte indblik i hvad min underbevidsthed fortæller mig, jeg skal arbejde med. Det er her min frygt, mine bekymringer, mine ønsker først viser sig – i drømme.

Men åh, hvor jeg gerne ville kunne slukke for lydene bare engang imellem. Trække stikket ud og mærke stilheden sænke sig så jeg kan få lidt fred. Jeg havde ikke troet, at det skulle ske så spontant som det gjorde imorges og jeg blev overrasket og lidt bange.

Lige pludselig var der HELT, HELT stille. Tomt. Jeg kunne godt tænke og jeg gjorde det også – jeg forsøgte endda at starte en sang op bare for at få normaliteten tilbage. Men der var intet der fængede. Der var ingen baggrundsstøj. Jeg tror det varede et minuts tid og så kunne jeg ikke helt holde det ud og stod op. Skabte aktivitet.

Det var en kæmpe oplevelse.

Jeg har den seneste uges tid været fokuseret på at gøre noget meningsfuldt hver dag. Det betyder for mig at mærke efter om det jeg gør giver mening og rette ind, hvis det ikke gør. Meningen er ikke, at jeg ikke må gøre noget meningsløst, men at jeg skal være opmærksom på dét, der giver mening. Det viser sig i det ganske små.

Jeg er begyndt at gå ind af bagdøren hjemme, for at jeg nemt kan stille mine støvler og hænge min jakke, istedet for at gå ind af hoveddøren, hvor der faktisk ikke er plads til at stille hverken støvler eller hænge taske. Det fungerer, og det tog ikke mange dage før turen fra indkørslen nemt blev vænnet til at gå rundt til bagindgangen.

Jeg mærker det også ved, at jeg i en uges tid ikke har drukket mælk. Jeg har været irriteret over at min hud har været så dårlig og min yogalærer, der har haft samme problem, har igen og igen i talesat muligheden for, at jeg reagerer på de hormoner, der er i komælk. Jeg drak tidligere omkring ½ liter sødmælk i min kaffe. Det er nu skåret væk til fordel for plantemælk – indtilvidere soyamælk. Og min hud har det fremragende.

Jeg har droppet koffeinkaffen og drikker decaf. Det har betydet, at jeg har sovet helt fantastisk i flere nætter. Selvom min nattesøvn har været afbrudt af den sædvanlige tur på badeværelset har jeg uden problemet kunne falde i søvn igen og har sovet igennem og haft lyst til at stå op om morgenen. Tidligere har min nattesøvn varet fra 22 til 02:30, hvorefter jeg så har ligget vågen enten resten af natten eller til ved 5 tiden for så at slumre lidt. Når vækkeuret så ringede havde jeg så ondt af mig selv, at jeg ikke kunne komme ud af sengen, for ’hvem ved’ om jeg ikke ville kunne falde i søvn, hvis jeg nu bare blev liggende. Der har også været deciderede søvnløse nætter, hvor jeg har været lysvågen (med selskab af larmen i mit hoved) fra jeg er gået i seng til morgenstunden oprandt. De har ikke været sjove, mest fordi jeg dagen efter oplever min krop, som havde den tømmermænd.

Jeg har skiftet min morgengrød ud med frugt. Efter jul blev jeg opmærksom på, at jeg faktisk ikke spiste ret meget frugt, og selvom jeg spiser masser af grønt (jeg har skåret kød ud af min kost siden september) så var der en helt utrolig mangel på frugt. En clementin i ny og næ, eller en pære, hvis den blev vasket og skåret og præsenteret for mig. Om sommeren har jeg lettere ved det og elsker vandmelon og bær. Det har jeg nu lavet om på og er begyndt at lave morgenfrugtsalat, som efterfølgende er blevet videreudviklet, så jeg nu, på samme måde, som med min morgengrød, helt rituelt laver mig en skål med blandet frugt, nødder, avokado og olie. Det ligger let i maven og i følge ayurvediske principper er frugt som morgenmåltid den helt rigtige balance til en pitta person, som mig.

Yogaen har efter jul fundet sin rytme igen, selvom min elskede yogalærer har holdt ferie og nu skal til Thailand og undervise, så jeg har måtte udvide min horisont og finde andre instruktører. Jeg shopper rundt og prøver forskellige stilarter og bruger januar på at mærke, hvad der føles rigtigt. Og prøver også at mærke, hvorfor noget føles forkert – er det måske min indstilling eller er det fordi kroppen bliver udfordret på nye måder? Det giver mening at finde andre undervisere, der kan guide mig, og så i øvrigt huske, at det tager tid at vænne sig til noget nyt.

Jeg prøver at få kreativitet ind hver eneste dag. Jeg har syet og strikket og hæklet, pakket gaver smukt ind, leget med min påklædning, lagt neglelak, lavet om i boligindretningen. Det handler ikke om at tvinge kreativiteten frem, men om at tage fat, der hvor jeg føler, der er noget, der kan ændres og forbedres istedet for at vente til et belejligt tidspunkt - og det handler om at kreativitet avler kreativitet. Jeg oplever at det bliver meditativt for mig fordi fokus bliver rettet mod den opgave jeg er igang med.

Jeg øvre mig i ikke at være tv-orienteret, for jeg kan mærke, at de hurtige skift (ikke mindst fordi jeg er en frygtelig zapper) og den konstante guidede underholdning har gjort mit tankemylder værre. Når jeg ser tv i disse dage, så er det som aktivt tilvalg, hvor jeg vælger en udsendelse eller film ud. Tænder når det starter. Går, hvis der er reklamer. Slukker når programmet er slut. I løbet af tv-tiden kan jeg godt sidde med håndarbejde, for jeg har det bedst med noget mellem hænderne, og det kan være det ender med, at jeg dropper tv til fordel for håndarbejdet, hvis jeg kan mærke at jeg pludselig ikke kan følge med i begge dele. Jeg afholder mig fra at have flere medier kørende af gangen. Tidligere så jeg tv, strikkede, spillede word-feud på min telefon og læste blogs og checkede mail og facebook på iPad – samtidig med jeg måske lavede mad.

Der er ikke noget at sige til, at jeg oplever, at mit hoved har svært ved at slukke, når jeg konstant fodrer det med stimulanser, både fysisk og mentalt. Det mest meningsfulde jeg føler, jeg kan gøre for mig selv er at holde fokus på en eller to ting af gangen og sikre, at jeg nyder, det jeg gør.

Nærvær. Opmærksomhed. Dedikation. Belønningen er, at larmen i mit hoved tager sig en pause.

onsdag den 2. januar 2013

Noget meningsfuldt hver dag


Jeg havde til nytårsaften ikke noget forsæt, selvom jeg egentlig holder meget af tanken om både taknemmelighed for det år, der er gået og at sætte en intention for det år, der kommer. Men jeg kender mig selv og ved, at jeg hurtigt kan komme til at falde i patosfælden, hvis jeg forcerer den verbaliserede taknemmelighed og mine ønsker for fremtiden. Istedet for at arbejde intentionelt med mine ønsker fungerer det godt at lade min underbevidsthed arbejde indtil det helt rigtige pludselig bobler op til overfladen. Kunsten består i at anerkende den intention, der føles helt rigtig og stoppe op, når den dukker op og give sig tid til at tænke over den uden at falde i selvsamme patosfælde.

Jeg elsker de store følelser og noget, der rummer uudtalte toner, men det bliver desværre lidt for diffust, så jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg egentlig vil med intentionen.
Ord kan for mig desværre godt blive det vigtigste. Vigtigere end handling. Og når det er noget, der skal være hele året så skal det være mere end lavpraktisk at ville tabe 5 kg eller holde badeværelset rent – men det skal heller ikke være det uhåndgribelige ønske om at finde meningen med tilværelsen eller blive et bedre menneske.

Jeg vil hverdag gøre noget meningsfuldt.

Noget, der giver mening for mig. Eller noget der giver mening for mig, fordi det giver mening for en anden, giver meningsfuldhed for en anden. Jeg glæder mig til at blive mere opmærksom på, hvordan meningsfuldheden kan findes i det små og hvordan den både kan etableres som en beslutning, men også opstå spontant. Jeg tror meningsfuldheden har det med at vokse når den bliver brugt og med den følger glæde og taknemmelighed.

Meningsfulde handlinger er små nok til at kunne tage at føle på, men betydningsfulde nok til at være et helt års opmærksomhed værdig.

Meningsfuld 2013.

torsdag den 20. december 2012

Klar til at give tilbage?


Jeg har i årevis været tiltrukket af muligheden for at bidrage med noget til det samfund jeg lever i, noget, som kun jeg kan give; min tid, min opmærksomhed, men har som så mange andre nøjedes med at give det jeg kunne uden at involvere mig direkte, typisk som pengedonationer. Engang imellem som indsamler.

I løbet af den seneste tid har jeg med stadig stigende interesse lyttet til mennesker, der omgiver mig, når de fortæller, at de har truffet en beslutning om at turde at involvere sig direkte.
Min fars kone, der er blevet frivillig hos Røde Kors og arbejder med flytgningebørn og giver dem mulighed for at få positive, sociale og kulturelle oplevelser, der kan bringe lidt barneglæde ind i deres liv.
Min veninde, som arbejder som rådgiver for selvmordstruede eller pårørende til mennesker, der har begået selvmord.
Min tidligere kollega, som arbejder som frivillig med børn med svære psykiske handikap, der har brug for stabile voksne rollemodeller for at kunne fungere.

Der er så mange muligheder for at involvere sig og jeg kan mærke, hvordan jeg sidder på kanten af den verden og blot behøver at læne mig lidt frem for at tilslutte mig. Jeg spørger mig selv, hvad der afholder mig fra at gøre det, og kommer frem til at bekymringen for at må gå på kompromis med mine egne behov holder mig tilbage. Dét er jeg ikke glad for.
Jeg har ingen forpligtelser i mit liv andet end få og små dagligdags gøremål. Jeg oplever, at jeg efterspørger mere livskvalitet og –indhold, men at jeg forventer, at det opstår uden, at jeg stiller mig selv i en ændret position.

Jeg ønsker mig en verden, hvor der er mere nærhed og mindre angst. Hvor der er mindre ulighed og færre tabuer. Hvor vores værdi som mennesker bliver baseret på det vi siger og det vi gør, mere end hvilket job vi har eller hvilket tøj vi går i. Hvor vi giver os tid til at lytte til hinanden og tør åbne op for dem vi er sammen med og bede om, at de gør det samme. Hvor vores fælles aktiviteter ikke skal begrænses af, hvor mange penge vi hver især kan bidrage med.

Jeg vil bruge den næste tid på at mærke, hvordan jeg kan gøre mit til at bidrage til den verden, jeg helst selv vil leve i. Og samtidig vil jeg arbejde med at turde. Turde give slip på min egen bekymring om at jeg ikke får tid til mig selv og mine egne sysler. At min involvering bliver vigtigere end mine egne personlige behov.

tirsdag den 11. december 2012

Det, der kunne have været


Jeg drømte i nat, at jeg var tilskuer til det liv jeg kunne have haft. Dem (altså liv) er der jo frygteligt mange af. Hver gang vi træffer en beslutning og vælger noget til, vælger vi også noget fra. Dertil kommer, at vi i mange andre tilfælde er den, der bliver valgt fra, når andre tager en anden vej. Det var det min drøm handlede om.

Da jeg var ny i byen for mange år siden var min omgangskreds lille og primært baseret på nogle gymnasievenner, der var tilflyttet år tidligere – og derfor havde deres egen nye omgangskreds, der, selvom det var søde mennesker, ikke var nogle jeg befandt mig vanvittigt godt med. Jeg var lidt menneskesky og havde det bedst når jeg kunne spille rollen som en anden, end den jeg følte mig indeni.

Jeg fik et arbejde og begyndte at omgås mine kolleger – nogle rigtig søde mennesker som jeg hyggede mig med på en måde, der var underholdende, men ikke særligt nærværende.
I løbet af mine første arbejdsår skiftede jeg en del internt i virksomheden og lærte en række mennesker at kende. Stemningen var høj og fuld af ungdommeligt overmod, øl, tjald og kyssen i krogene. Det var skønne tider og jeg følte, at jeg endelig var del af et fællesskab, som syntes jeg var fantastisk og sjov – jeg var ikke bare med som det tynde øl, der skulle kæmpe for at være med.

Et af de mennesker jeg mødte, var jeg helt og aldeles begejstret for. Han havde en fantastisk energi og selvsikkerhed og selvom jeg ikke turde gå helt ind for det, oplevede jeg en forelskelse, som jeg skjulte bag et venskab. Da han anbefalede mig en studieretning var det nok for mig til, at jeg søgte ind og blev optaget og alene det har været et af de bedste valg jeg har truffet. Jeg fik nye venner på mit studie, som idag er nogle af de næreste og kæreste jeg har. Mennesker, jeg har udviklet mig sammen med i 10 år. Mennesker, der har kendt mig som jeg var, og kender mig som jeg er.

I nat drømte jeg om min gamle kærlighed. Han sad i en bil en mørk nat med sin familie – en kone på bagsædet med 2 børn og han selv på forsædet med et barn. I drømmen var de på vej på skiferie og havde et fællesskab i bilen som var tæt og kærligt.

Da jeg vågnede havde jeg en længsel i kroppen, som jeg ofte oplever, når mine drømme skal tolkes udfra et følelsesperspektiv istedet for drømmesymboler eller historieforløb.
Så jeg mærkede efter, hvad det egentlig var jeg længtes efter.

Først var det en overfladelængsel efter de gamle følelser for ham – der var stærke og fordi de var ugengældte, så meget des do mere intense; når noget holdes skjult vokser det tit i egen betydning.
Idag er mine kærlighedsfølelser ikke skjulte, for jeg giver dagligt udtryk for min kærlighed til Kim – og intensiteten er slet ikke den samme. Det er ikke dårligt, men det er anderledes og jeg kan mærke i mit indre, at en del af det jeg savner, er følelsernes intensitet.

Den næste følelse jeg tog med mig ud af drømmen var længslen efter den familienærhed, som jeg kiggede ind i bilen og så. Sikkerheden i at have børns kærlighed. Trygheden i at have et fællesskab, fordi man har skabt noget sammen. Det lille lukkede rum, hvor fællesskabet mærkes stærkest fordi der ikke er nogen muligheder for at trække sig. Den oplevelse føler jeg ikke, at jeg har i mit liv. Jeg arbejder med accepten af, at en familie med børn ikke er noget der vil ske for Kim og jeg. Men det er ikke ensbetydende med at vi – og jeg -  ikke kan opleve nærheden på anden vis. Vi kan skabe fællesskabet gennem det liv vi deler og de oplevelser vi har sammen.

Når jeg mærker efter, her timer efter drømmen har sluppet sit tag i mig, kan jeg kun svagt mærke længslen efter tiden der var, og jeg kan lykkeligvis mærke, at jeg ikke har ønsket om at være hustruen i drømmen. Det er ikke mit liv, selvom jeg udefra kunne ønske mig nogle af de aspekter, jeg ser gennem bilruden.
Et lykkeligt liv er ikke bare noget man dumper ned i eller noget man træffer et enkelt valg om at få. Det er slet ikke noget, hvor man kan kigge på andres liv udefra og ønske sig at have det samme. Alles liv har positive og mindre positive elementer. Drømmefamilien i bilen havde noget jeg oplevede som positivt, men rent symbolsk var der et element jeg ikke ville trives med i mit liv. Familien var på vej på skiferie – en ferieform jeg ikke drages mod. Så for at sætte drømmen på spidsen fortalte min underbevidsthed mig, at det ikke er endegyldigt lykkeligt at leve et andet liv end det jeg lever.

Jeg tror, at et lykkeligt liv udgøres af en række valg som, hvis vi vælger med omtanke, hele tiden bringer os nærmere det sted vi helst vil være og der hvor vi bedst trives. Heldigt nok kan vi hele tiden træffe nye valg, hvis vi ikke bliver bare en lille smule lykkelige af at leve det liv vi lever lige nu. Det eneste det kræver er mod. Mod til at stoppe op og analysere, hvad det er der ikke fungerer og mod til at afslutte – og ikke mindst mod til at springe ud i et nyt liv med et andet indhold end det vi er vant til.

onsdag den 5. december 2012

Ned og op...tilbage og frem


I løbet af den seneste uge har jeg oplevet, hvordan den euforiske tilstand jeg var i efter yogaretreat forsvandt som dug for solen og jeg uden særligt forvarsel befandt mig i euforiens modpol. Jeg var træt, trist, uden god kontakt til min krop og mit sind, energiforladt og ude af stand til at se ud over min egen næsetip endsige holde fast i gode vaner og sund livsstil.

Nu hvor jeg er ude på den anden side af tristessen er der nogle ting, der er gået op for mig.
Hvor kort tid jeg faktisk befandt mig i bøljedalen. Det varede kun en lille uges tid. Hvordan jeg selvom jeg havde det rædsomt og ikke følte mig i kontakt med mig selv godt kunne gennemskue, hvad der skete og godt kunne acceptere at det skete. Hvordan de vaner jeg har etableret faktisk var med til at bringe mig på ret køl igen og hvordan selv i nedgangstider er der vaner, der nu er faste holdepunkter i min hverdag, så jeg ikke behøver at kæmpe for at fastholde dem; de er på plads.

Så i min trælse uge accepterede jeg at jeg ikke følte mig som mit bedste jeg. Jeg strøg mig selv lidt med hårene og tog to sygedage, hvor jeg den første dag tillod mig selv en rigtig selvmedlidenhedsdag, hvor jeg måtte bryde med de gode vaner. Så jeg spiste kager, spiste en masse mad og drak en hel flaske vin (mine gamle copingmekanismer slog til og jeg lod dem gøre det). Jeg accepterede at jeg ikke havde lyst til noget som helst andet end at græmme mig og ligge på sofaen og have ondt af mig selv. Det var en befrielse. Ikke at gøre det – men at acceptere det. Jeg havde absolut tømmermænd næste dag, men de moralske tømmermænd var minimale fordi jeg ikke havde brugt dagen inden på at nedgøre de valg jeg traf.

Derfra gik det fremad og selvom det tog en hel uge, hvor jeg ikke lavede yoga, hvor jeg nok spiste flere usunde ting end jeg ellers ville have gjort og hvor jeg ikke var så stabil i mine vaner, så gik det dagligt lidt bedre.

En anden oplevelse, som gjorde min dårlige uge positiv var at jeg ikke lagde skjul på at jeg havde det skidt. Jeg fortalte om det. Igen en accept af at det var sådan jeg havde det. Det var ikke for at andre skulle synes det var synd for mig eller for at få medlidenhed, men for at klargøre for mig selv og mine omgivelser, hvad de kunne forvente af mig. Det betød at jeg ikke skulle underkende min tilstand afhængigt af hvem jeg var sammen med og hvis jeg ikke havde lyst til noget så var det mit ansvar at melde ud og melde fra. Det føltes godt og er uden tvivl med til at forløbet var så kort og at jeg trods alt nu kan se tilbage på det og og se at jeg har lært noget værdifuldt.