Klar til at give tilbage?

Jeg har i årevis været tiltrukket af muligheden for at bidrage med noget til det samfund jeg lever i, noget, som kun jeg kan give; min tid, min opmærksomhed, men har som så mange andre nøjedes med at give det jeg kunne uden at involvere mig direkte, typisk som pengedonationer. Engang imellem som indsamler.

I løbet af den seneste tid har jeg med stadig stigende interesse lyttet til mennesker, der omgiver mig, når de fortæller, at de har truffet en beslutning om at turde at involvere sig direkte.

Min fars kone, der er blevet frivillig hos Røde Kors og arbejder med flytgningebørn og giver dem mulighed for at få positive, sociale og kulturelle oplevelser, der kan bringe lidt barneglæde ind i deres liv.

Min veninde, som arbejder som rådgiver for selvmordstruede eller pårørende til mennesker, der har begået selvmord.

Min tidligere kollega, som arbejder som frivillig med børn med svære psykiske handikap, der har brug for stabile voksne rollemodeller for at kunne fungere.

Der er så mange muligheder for at involvere sig og jeg kan mærke, hvordan jeg sidder på kanten af den verden og blot behøver at læne mig lidt frem for at tilslutte mig. Jeg spørger mig selv, hvad der afholder mig fra at gøre det, og kommer frem til at bekymringen for at må gå på kompromis med mine egne behov holder mig tilbage. Dét er jeg ikke glad for.

Jeg har ingen forpligtelser i mit liv andet end få og små dagligdags gøremål. Jeg oplever, at jeg efterspørger mere livskvalitet og –indhold, men at jeg forventer, at det opstår uden, at jeg stiller mig selv i en ændret position.

Jeg ønsker mig en verden, hvor der er mere nærhed og mindre angst. Hvor der er mindre ulighed og færre tabuer. Hvor vores værdi som mennesker bliver baseret på det vi siger og det vi gør, mere end hvilket job vi har eller hvilket tøj vi går i. Hvor vi giver os tid til at lytte til hinanden og tør åbne op for dem vi er sammen med og bede om, at de gør det samme. Hvor vores fælles aktiviteter ikke skal begrænses af, hvor mange penge vi hver især kan bidrage med.

Jeg vil bruge den næste tid på at mærke, hvordan jeg kan gøre mit til at bidrage til den verden, jeg helst selv vil leve i. Og samtidig vil jeg arbejde med at turde. Turde give slip på min egen bekymring om at jeg ikke får tid til mig selv og mine egne sysler. At min involvering bliver vigtigere end mine egne personlige behov.

Det, der kunne have været

Jeg drømte i nat, at jeg var tilskuer til det liv jeg kunne have haft. Dem (altså liv) er der jo frygteligt mange af. Hver gang vi træffer en beslutning og vælger noget til, vælger vi også noget fra. Dertil kommer, at vi i mange andre tilfælde er den, der bliver valgt fra, når andre tager en anden vej. Det var det min drøm handlede om.

Da jeg var ny i byen for mange år siden var min omgangskreds lille og primært baseret på nogle gymnasievenner, der var tilflyttet år tidligere – og derfor havde deres egen nye omgangskreds, der, selvom det var søde mennesker, ikke var nogle jeg befandt mig vanvittigt godt med. Jeg var lidt menneskesky og havde det bedst når jeg kunne spille rollen som en anden, end den jeg følte mig indeni.

Jeg fik et arbejde og begyndte at omgås mine kolleger – nogle rigtig søde mennesker som jeg hyggede mig med på en måde, der var underholdende, men ikke særligt nærværende.

I løbet af mine første arbejdsår skiftede jeg en del internt i virksomheden og lærte en række mennesker at kende. Stemningen var høj og fuld af ungdommeligt overmod, øl, tjald og kyssen i krogene. Det var skønne tider og jeg følte, at jeg endelig var del af et fællesskab, som syntes jeg var fantastisk og sjov – jeg var ikke bare med som det tynde øl, der skulle kæmpe for at være med.

Et af de mennesker jeg mødte, var jeg helt og aldeles begejstret for. Han havde en fantastisk energi og selvsikkerhed og selvom jeg ikke turde gå helt ind for det, oplevede jeg en forelskelse, som jeg skjulte bag et venskab. Da han anbefalede mig en studieretning var det nok for mig til, at jeg søgte ind og blev optaget og alene det har været et af de bedste valg jeg har truffet. Jeg fik nye venner på mit studie, som idag er nogle af de næreste og kæreste jeg har. Mennesker, jeg har udviklet mig sammen med i 10 år. Mennesker, der har kendt mig som jeg var, og kender mig som jeg er.

I nat drømte jeg om min gamle kærlighed. Han sad i en bil en mørk nat med sin familie – en kone på bagsædet med 2 børn og han selv på forsædet med et barn. I drømmen var de på vej på skiferie og havde et fællesskab i bilen som var tæt og kærligt.

Da jeg vågnede havde jeg en længsel i kroppen, som jeg ofte oplever, når mine drømme skal tolkes udfra et følelsesperspektiv istedet for drømmesymboler eller historieforløb.

Så jeg mærkede efter, hvad det egentlig var jeg længtes efter.

Først var det en overfladelængsel efter de gamle følelser for ham – der var stærke og fordi de var ugengældte, så meget des do mere intense; når noget holdes skjult vokser det tit i egen betydning.

Idag er mine kærlighedsfølelser ikke skjulte, for jeg giver dagligt udtryk for min kærlighed til Kim – og intensiteten er slet ikke den samme. Det er ikke dårligt, men det er anderledes og jeg kan mærke i mit indre, at en del af det jeg savner, er følelsernes intensitet.

Den næste følelse jeg tog med mig ud af drømmen var længslen efter den familienærhed, som jeg kiggede ind i bilen og så. Sikkerheden i at have børns kærlighed. Trygheden i at have et fællesskab, fordi man har skabt noget sammen. Det lille lukkede rum, hvor fællesskabet mærkes stærkest fordi der ikke er nogen muligheder for at trække sig. Den oplevelse føler jeg ikke, at jeg har i mit liv. Jeg arbejder med accepten af, at en familie med børn ikke er noget der vil ske for Kim og jeg. Men det er ikke ensbetydende med at vi – og jeg -  ikke kan opleve nærheden på anden vis. Vi kan skabe fællesskabet gennem det liv vi deler og de oplevelser vi har sammen.

Når jeg mærker efter, her timer efter drømmen har sluppet sit tag i mig, kan jeg kun svagt mærke længslen efter tiden der var, og jeg kan lykkeligvis mærke, at jeg ikke har ønsket om at være hustruen i drømmen. Det er ikke mit liv, selvom jeg udefra kunne ønske mig nogle af de aspekter, jeg ser gennem bilruden.

Et lykkeligt liv er ikke bare noget man dumper ned i eller noget man træffer et enkelt valg om at få. Det er slet ikke noget, hvor man kan kigge på andres liv udefra og ønske sig at have det samme. Alles liv har positive og mindre positive elementer. Drømmefamilien i bilen havde noget jeg oplevede som positivt, men rent symbolsk var der et element jeg ikke ville trives med i mit liv. Familien var på vej på skiferie – en ferieform jeg ikke drages mod. Så for at sætte drømmen på spidsen fortalte min underbevidsthed mig, at det ikke er endegyldigt lykkeligt at leve et andet liv end det jeg lever.

Jeg tror, at et lykkeligt liv udgøres af en række valg som, hvis vi vælger med omtanke, hele tiden bringer os nærmere det sted vi helst vil være og der hvor vi bedst trives. Heldigt nok kan vi hele tiden træffe nye valg, hvis vi ikke bliver bare en lille smule lykkelige af at leve det liv vi lever lige nu. Det eneste det kræver er mod. Mod til at stoppe op og analysere, hvad det er der ikke fungerer og mod til at afslutte – og ikke mindst mod til at springe ud i et nyt liv med et andet indhold end det vi er vant til.

Ned og op...tilbage og frem

I løbet af den seneste uge har jeg oplevet, hvordan den euforiske tilstand jeg var i efter yogaretreat forsvandt som dug for solen og jeg uden særligt forvarsel befandt mig i euforiens modpol. Jeg var træt, trist, uden god kontakt til min krop og mit sind, energiforladt og ude af stand til at se ud over min egen næsetip endsige holde fast i gode vaner og sund livsstil.

Nu hvor jeg er ude på den anden side af tristessen er der nogle ting, der er gået op for mig.

Hvor kort tid jeg faktisk befandt mig i bøljedalen. Det varede kun en lille uges tid. Hvordan jeg selvom jeg havde det rædsomt og ikke følte mig i kontakt med mig selv godt kunne gennemskue, hvad der skete og godt kunne acceptere at det skete. Hvordan de vaner jeg har etableret faktisk var med til at bringe mig på ret køl igen og hvordan selv i nedgangstider er der vaner, der nu er faste holdepunkter i min hverdag, så jeg ikke behøver at kæmpe for at fastholde dem; de er på plads.

Så i min trælse uge accepterede jeg at jeg ikke følte mig som mit bedste jeg. Jeg strøg mig selv lidt med hårene og tog to sygedage, hvor jeg den første dag tillod mig selv en rigtig selvmedlidenhedsdag, hvor jeg måtte bryde med de gode vaner. Så jeg spiste kager, spiste en masse mad og drak en hel flaske vin (mine gamle copingmekanismer slog til og jeg lod dem gøre det). Jeg accepterede at jeg ikke havde lyst til noget som helst andet end at græmme mig og ligge på sofaen og have ondt af mig selv. Det var en befrielse. Ikke at gøre det – men at acceptere det. Jeg havde absolut tømmermænd næste dag, men de moralske tømmermænd var minimale fordi jeg ikke havde brugt dagen inden på at nedgøre de valg jeg traf.

Derfra gik det fremad og selvom det tog en hel uge, hvor jeg ikke lavede yoga, hvor jeg nok spiste flere usunde ting end jeg ellers ville have gjort og hvor jeg ikke var så stabil i mine vaner, så gik det dagligt lidt bedre.

En anden oplevelse, som gjorde min dårlige uge positiv var at jeg ikke lagde skjul på at jeg havde det skidt. Jeg fortalte om det. Igen en accept af at det var sådan jeg havde det. Det var ikke for at andre skulle synes det var synd for mig eller for at få medlidenhed, men for at klargøre for mig selv og mine omgivelser, hvad de kunne forvente af mig. Det betød at jeg ikke skulle underkende min tilstand afhængigt af hvem jeg var sammen med og hvis jeg ikke havde lyst til noget så var det mit ansvar at melde ud og melde fra. Det føltes godt og er uden tvivl med til at forløbet var så kort og at jeg trods alt nu kan se tilbage på det og og se at jeg har lært noget værdifuldt.

Min sandhed

Efter yoga retreat har min indre verden fået mere plads. Jeg har gødet jorden med 2½ års terapi og de seneste måneders yogapraksis, så mine oplevelser på retreatet, kunne ikke have fået bedre rum for udfoldelse.

Jeg tænker over sandhed i disse dage – ligesom jeg til stadighed tænker over, hvad det er, jeg rigtig gerne vil med mit liv. Ikke blot arbejdsmæssigt, selvom udgangspunktet alligevel ligger her og fokus nok primært er på at ændre den del af mit liv, så der kommer større overensstemmelse mellem mit arbejdsjeg og mit fritidsjeg. Så der bliver ét jeg, som kan rumme stadig mere kompleksitet. Flere sandheder, der alle er knyttet sammen til min sandhed. Det, der føles rigtigt for mig og der, hvor jeg kan stå inde for det, jeg bringer til verden.

Jeg er lykkelig for mange af de samtaler, jeg har haft med mennesker i min nærhed, den seneste tid. De samtaler, har været med til at få mig sporet i den rigtige retning. Jeg ved fra min psykoterapi, at jeg udvikles bedst og når dybest, når ord er integreret i forløbet. Mine drømme er dér, hvor jeg gør mit indre psykiske arbejde – men når det arbejde skal erkendes og reflekteres, skal jeg have ord på. Tanker er ikke nok. Ordene, kom tidligere bedst til mig på skrift. Dér kunne jeg følge processen og lade den frie association skabe forbindelsen mellem mit førbevidste plan og min bevidsthed.

Jeg er så utroligt glad for, at det arbejde nu også giver mig mulighed for at tage processen med i en samtale.

Jeg har oplevet siden retreatet, at jeg indgår i samtaler på en ny måde. At jeg ikke har brug for at have en flugtplan klar, hvis samtalen bliver for intens eller kedelig eller på anden måde skaber en følelse af ubehag hos mig. Jeg har et nærvær, der kommer af at have mødt min egen sandhed. Den sandhed, der på et overordnet plan fortæller mig, at jeg ikke behøver at være enig med min omverden for at kunne favne den. Og min omverden behøver ikke være enig med mig for, at jeg har lyst til at beskæftige mig med den. Vi – min omverden og jeg – kan sameksistere og interagere og der igennem få en forståelse for hinanden. Vi kan interessere os for hinanden uden at skulle være det samme, eller have samme udgangspunkt.

Det er stort for mig. Det er stort at turde være stille i et rum, der potentielt er konfliktfyldt og lytte til hvad det er, der sker i rummet. Uden først at positionere sig og skabe en strategi for, hvordan jeg skal komme væk, eller hvad jeg skal sige, eller hvordan jeg skal opføre mig for at kunne opholde mig i rummet. Jeg kan træde ind i rummet og bare observere. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er deltagende, men at min deltagelse sker på mine betingelser og med udgangspunkt i min sandhed.

Herfra tror jeg det bliver nemmere at vælge en vej – min vej. For jeg kan skære det udenomsoverflødige, der helst vil fortælle mig, hvad jeg burde tænke, mene og føle, bort. Søge indad mod det, der føles rigtigt for mig at tænke og mene og føle.

Det er nyt for mig. Jeg har kun oplevet det i 4 dage. Så kort tid har jeg været bevidst om, at min sandhed ligger i mig allerede. Min overbevidsthed og motorvejene i min hjerne hiver hele tiden fat i mig og prøver at få mig til at vende tilbage til mine gamle tankemønstre og vaner. Så det kræver øvelse at mærke den indre sandhed og stå ved den. Jeg glæder mig over, at jeg har muligheden nu. Yoga, meditation og fortsat psykisk arbejde i drømme, på skrift og i tale med nye og gamle venner skal hjælpe mig til at etablere den nye vane med at lytte til min sandhed – og hjælpe mig til at tage bivejene i hjernen i stedet for motorvejene.

Mens mit hjerte er åbent

I søndags oplevede jeg, at give efter for den gråd, der ligger i mig, og presser sig på, når mit hjerte åbner sig.

Faktisk var det ikke kun mit hjerte, der åbnede sig, for det startede faktisk i min venstre hofte. I en dobbeltdue. Hvor jeg aldrig har været før. Så dybt.

Det var ikke en gråd, der kom af fysisk smerte, selvom smerten var der; der gør ondt at gå dybt i en hofteåbning. Det var en gråd, der kom spontant, som ud af ingenting.

Jeg var på yoga retreat i weekenden, med en masse dejlige mennesker. Jeg tog afsted alene og selvom jeg inden afrejsen oplevede en bekymring for at skulle møde en masse nye mennesker uden den tryghed, der kommer af at have et kendt menneske ved min side, så var og er jeg dybt taknemmelig for at jeg turde rejse alene og gå ind i oplevelsen uden sikkerhedsline. Trygheden opstod hurtigt på yogamåtten. Den er min kendte verden, når verden udenfor er ukendt.

I løbet af weekenden blev mit hjerte mere og mere lydhør for de mennesker, der også kom til et ukendt sted og lod sig inspirere, gav af sig selv og delte nærvær og oplevelser. Jeg tror, at min gråd, der startede i Agnistambhasana tildels var båret frem af, at barikaderne og de sociale konventioner, der knytter sig til gråd i et fælles rum var blevet brudt. Jeg turde godt dele min gråd.

Vores hofter gemmer på alle de følelser vi har. Hvis vi har oplevet traumer eller smerte i vores liv – og hvem har ikke det; så sætter det sig i hofterne som stramhed. Lukkede hofter begrænser vores fysiske bevægelighed, men jeg tror på, at de samtidig også begrænser vores mentale og følelsesmæssige mobilitet. Når hofterne åbner sig, åbner sindet sig – og når sindet åbner sig og giver plads til følelser, så kan vi åbne vores hofter endnu mere. Jeg sad i en fuld dobbeltdue til venstre side. Jeg tror på at den gråd, der fulgte viste mig, at jeg er ved at hele. Og at jeg kan gå endnu dybere i mine følelser, hvis jeg tør. Hvis jeg deler med mine medmennesker. Hvis jeg anerkender mig selv. Hvis jeg fastholder min asanapraksis. Hvis jeg udforsker mit sind.

Jeg elsker mit åbne hjerte. Jeg ønsker det forbliver åbent.

Et mareridt er slut

Jeg havde en drøm i nat, som var en af de mest forløsende drømme jeg har haft, ikke mindst fordi den på smukkeste vis viser, atdet psykiske arbejde, jeg i løbet af de sidste år har gennemgået, har båret frugt.

Mit tilbagevende mareridt fra jeg var ganske lille har været en elevatordrøm, hvor jeg istedet for at køre opad, er endt i en elevator, der i afsindig fart er styrtet mod jorden - og langt under jorden i mange tilfælde. Jeg har haft maven i halsen og været stivnet i angst. Når elevatoren endelig var nået til bunden har jeg skulle kæmpe mig op gennem mørke rum, ødelagte trapper uden trin og gelændre og dybe afgrunde, små rum, hvor der ikke har været plads til at komme frem.

De mareridt har været nemme at tolke - og jo flere gange jeg har haft dem, jo bedre har jeg kunnet stille mig på sidelinjen og vide, at de var et udtryk for, at jeg ikke havde kontakt til mig selv, at min psykiske frihed var begrænset og at forbindelsen mellem krop og hoved var amputeret.

I nat stod jeg ind i en elevator med den angstfyldte distance, hvor jeg vidste, hvad der skulle ske og at jeg ikke kunne kontrollere mareridtet, men bare måtte gennemdrømme det.
Og så skete det ikke.
Elevatoren kørte op, dørene åbnede sig og jeg trådte ud i en gulvtæppebelagt korridor. Ingen afgrundsdybe trappegange uden gelændre og ingen små mørke, trange rum. Bare en veloplyst korridor, der hvor jeg havde bedt om at skulle hen.

Psykisk selvudviklingsarbejde er hårdt og tager tid. Det er to skridt frem og et tilbage og tit er successerne svære at registrere, fordi de sker på det ubevidste plan. En del af arbejdet er at mærke det ubevidste plan og de forløsninger, der finder sted. Jeg er så taknemmelig over, at jeg ved hjælp af mine drømme kan fortsætte det psykiske arbejde og jeg nyder, at mine drømme nu også kan være forløsende og formidle min nye psykiske frihed - udover at være problematiserende adgange til min indre bevidsthed.

Fornøjelsen ved at give det videre

Jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvilke vaner, der gør mig godt og hvilke, jeg stadig kan arbejde med, så jeg kan få det endnu bedre.
Jeg er glad for min morgengrød, der er krydret og varm og mættende. Jeg er glad for at gå i seng kl 22 og lægge mig til at sove ikke senere end 22:30 - jeg er endnu ikke så glad for at stå op kl 06; men det er planen - for jeg ved det vil gøre mig godt og forbedre mit søvnmønster, der lidt for ofte er præget af vågne timer midt på natten.
Jeg er glad for at være holdt op med at spise kød - det er fantastisk at se, hvad grøntsager og bælgfrugter kan; jeg er usikker på fremtiden som vegetar, så jeg tager det en dag af gangen og betragter i øjeblikket mig selv som grøntspiser mere end kødspiser - uden at sætte en etiket på.
Jeg er så glad for at lave både mad og søde sager fra bunden - og selvom den seneste uge har budt på uvaner og kunstigt slik, så har det ikke gjort andet end at forstærke min begejstring for de rene varer.
For jeg er også glad for at jeg er blevet bedre til at tilgive mig selv og acceptere at de gode vaner ikke bliver etableret på én dag - og at det er det de er; gode vaner - ikke doktriner eller en kur. Hvis jeg afviger fra det sædvanlige må jeg betragte afvigelsen som et udtryk for et behov og forsøge at undersøge, hvorfor behovet opstod.

Jeg har tit fornøjelsen af at tale med ligesindede om mad, kroppen og sindet og den udvikling vi hver især arbejder med. Men idag havde jeg en anden fornøjelse, som er lidt af en første gang. Jeg talte med en kollega, der for nylig har fået fjernet et modermærke i ansigtet og det har fået ham til at tænke på hvordan han har udsat sin krop for meget sol uden beskyttelse i sin ungdom. Vi talte videre om at det oftere og oftere er nogen man kender, der oplever, hvordan kroppen reagerer agressivt på ydre påvirkninger - bl.a. hudkræft bliver mere og mere almindeligt. Frygteligt men sandt. Jeg føler med de mennesker jeg kender, der har oplevet det på nært hold. De passer godt på sig selv - nogle gør en ekstra indsats, men er alligevel ikke sluppet for sygdom. Min kollega har anerkendt at han skal passe bedre på sig selv og foretage nogle for ham drastiske ændringer, hvis han skal gøre det bedste han kan for sig selv og sin krop.

Det var her jeg spurgte om jeg måtte komme med et indspark. Han sagde ja og jeg fortalte ham at jeg tror på at vi allesammen er under så megen ydre påvirkning som vi ikke kan bestemme over (luftforurening, stresset arbejdsmiljø og omverdenens forventninger til os, vores fortid, vores medmennesker) at vi er nødt til at gøre en ekstra indsats hvor vi faktisk kan træffe nogle valg. Vores krop og sind hænger sammen og er en del af et større hele - en del af universet som det er nu og som det har været. Vi kan ikke påvirke ret mange andre end os selv og vores allernærmeste - og når vi gør det bør vi træffe de bedste valg vi kan.

Jeg fortalte min kollega om de gode vaner jeg har etableret og hvordan de fungerer for mig, og jeg opfordrede ham til at bruge noget tid på at finde ud af, hvilke valg han kunne træffe, der ville være gode for ham - for så er jeg sikker på at de vil sprede sig til hans omverden og ud i universet. Jeg er SÅ glad for at han svarede positivt tilbage og syntes at for eksempel en kødfri dag om ugen ville være interessant og at han ville prøve at gøre en dyd ud af at mærke sig selv.

Rigtig god start synes jeg.

Mmmmm...kage

Sikkert fordi jeg har sovet relativt dårligt i nat og - som vanligt på en tirsdag (hvor jeg er til yoga fra kl 7 til 9, og idag, fordi jeg havde en dejligt snak med min yogainstruktør, først var hjemme kl 10) - sprang min gode morgengrys over, har jeg haft sukkertrang i eftermiddag.

Jeg startede med at falde i slikskålen..tak skæbne for, at det er sjældent at vi har kunstigt slik i huset.

Efter lidt for mange stykker skumslik erstattede jeg e-numrene og farvestofferne med en rugbrødsmad med stærk ost, men jeg følte ikke at jeg rigtigt blev tilfredsstillet.

 

Til sidst besluttede jeg mig for at bage en kage, så jeg kunne få mit sukkerfix med råvarer jeg selv var herre over.

Ud af køkkenskab og køleskab fandt jeg brun farin, æg, pekannødder, æbler, kanel og stødt ingefær, skyr, smør og peanutbutter, speltmel, grove ruggryn, kastagnemel, bagepulver og natron. Sammen blev det til en krydret, saftig og lækker kage, som jeg har spist med ekstra honning...det gjorde godt og jeg føler ikke mere trang til at kigge i skabet efter noget lækkert.

 

Hvis jeg bliver mere sukkertrængende tager jeg bare et stykke kage mere, men jeg tror at mængden af fibre og de gode krydderier har gjort tricket.

Foreningen af krop og sind

Jeg startede lørdag ud med at være frygtelig træt – jeg havde haft en veninde på besøg fredag aften, og selvom det hverken blev sent eller var meget aktivitetspræget sov jeg halvdårligt (typisk med at falde fint i søvn, men så vågne ved 3-4 tiden og ligge søvnløs nogle timer, for derefter at have svært ved at komme ud af sengen om morgenen). Jeg var træt lørdag og debatterede mentalt muligheden for at afmelde det 2 timers yoga-event jeg var tilmeldt til at deltage i om eftermiddagen.

Min krop bad mig melde afbud. Jeg havde ondt i ben og balder og var stiv i kroppen. Min tænkning sagde, at det ville være så godt for mig at tage til yoga og at jeg i øvrigt ikke kunne melde afbud; allerhøjest ikke dukke op (afmelding skulle ske mindst 8 timer inden start). Jeg endte med at tage min tænkning alvorligt og det viste sig at være det bedste jeg kunne gøre for mig selv. Yogaen var energigivende og udrensende og gav min trætte krop den fornødne opmærksomhed.

Det er en balancegang – hvornår skal jeg lytte til min krop og anerkende, hvad den fortæller mig – og hvornår skal mit rationelle jeg få lov at bestemme?

Jeg håber, at jeg kan og tør mærke rigtigt efter, hvornår kroppens signaler fortæller mig, at den fysiske udfordring ville være for meget, for der er en klar mulighed for, at det ikke er kroppen, men sindet, der istedet er årsagen til, at jeg trækker mig fra en udfordring. At kroppen bliver en undskyldning for noget, der i virkeligheden er et psykisk signal.

I lørdags oplevede jeg i løbet af yogapraksissen, at det der i virkeligheden havde fået mig til at overveje at blive væk var angst. Angsten for ikke at kunne følge med i øvelserne. Angsten for ikke at passe ind. Angsten for at skulle relatere til en masse ukendte mennesker. Angsten for at min krop ville skuffe mig.

Da jeg indtog min plads på måtten faldt jeg lynhurtigt på plads. Jeg oplevede en tilstedeværelse som jeg ikke oplever når jeg tager plads før yoga i fitnessworld. Jeg kunne abstrahere fra de andre deltageres kommen og gåen og småsludren. Jeg kunne mærke hvordan jeg pasasede ind, fordi jeg var tilpas i mig selv. Min yoga er heldigvis min. Min plads på måtten er der hvor min krop og mit sind forenes og jeg ved, at de signaler der bliver sendt er i overensstemmelse med mine ægte følelser – der, hvor jeg tør mærke og acceptere.

Den hvide dame

Jeg havde ikke lige regnet med en åbenbaring, da jeg tog til yoga forleden dag.

Jeg er et menneske, der lever meget med kontrol – både på den gode og den mindre gode måde. Kontrol i min hverdag manifesterer sig positivt som vedholdenhed, blandt andet i etableringen af de gode vaner. Når jeg oplever de mindre positive sider ved kontroludøvelse, handler det tit om, at jeg frygter at miste kontrollen eller føler at jeg har mistet den og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal forholde mig til det. Så bliver jeg angst eller agressiv over for mig selv eller min omverden.

Efter 2 timers yoga lå jeg i savasana og mærkede det, der havde presset sig på i løbet af den sidste halve time. En følelse af, at min krop var forgængelig og uden betydning. En følelse af, at kroppen og sjælen var adskilte og at sjælen havde plads. Rent konkret oplevede jeg en meget lille, hvid skikkelse, klædt i hvidt, uden ansigt, sovende i en lille hvid seng lige midt i min brysthule. Liggende, som jeg ligger i min yndlingsposition, når jeg lægger mig til at sove. Helt rolig lå skikkelsen der. Og min krop slappede af og jeg forsøgte at fastholde den ro, der skulle få skikkelsen til at blive i søvnen. Tårerne løb lige så stille ned af mine kinder og ind i mine ører og jeg vaklede mellem at give slip og tillade gråden at få fat – eller at holde den tilbage. Det endte med, at jeg holdt den tilbage. Sikkert fordi jeg frygtede at slippe kontrollen. Fordi jeg frygtede, hvad andre ville tænke, hvis de opdagede at jeg lå og græd. For, at jeg skulle forklare noget uforklarligt.

Jeg mærkede efter og for første gang mærkede jeg, at min sjæl er uafhængig af min krop.

Grunden til, at jeg skal passe på min krop er for at kunne komme i kontakt med min sjæl – jeg er sikker på, at en krop, der har det godt og er i balance, mere villigt lader mit sind slippe tanker om kroppens tilstand og det giver mulighed for at synke ind og passe på den lille skikkelse i min brysthule.

Det, der virker - for mig

I løbet af de sidste 3½ måned har jeg foretaget en række ændringer i min livsstil og i mit tankesæt. Jeg er nu ved at se frem til afslutningen af den periode, jeg i begyndelsen satte for mig selv. Jeg kan se at nogle af de forestillinger jeg havde, ikke er kommet til at fungere som antaget, andre har undergået forandring og atter andre er dukket op i løbet af processen.

Mit første indlæg var en liste over min vægt og mine kropsmål. De første 5 uger skrev jeg opdateringer ind og fulgte med. Derefter fulgte nogle uger, hvor jeg noterede mig udviklingen (der både gik frem og tilbage) på post-its og i de sidste mange uger har jeg sporadisk fulgt med – men har i stadig højere grad valgt at lade vægten stå og centimetermålet ligge.

Jeg føler mig tilpas i min krop de fleste dage og jeg har opdaget, at jeg er meget bedre til at lytte og være god ved mig selv, hvis det ikke grunder i det tallene siger mig.

Jeg har læst meget om den ayurvediske tilgang til naturlig vægt og jeg trives med at have det kropsfokus, der siger at vægt og krop finder sit naturlige leje, når krop – og sind - er sundt og i balance.

Mit mål for 3½ måned siden var at tabe 10 kg ved hjælp af kostomlægning, yoga og cykeltransport.

Det er til en hvis grad hvad jeg har gjort.

Jeg har dyrket yoga mellem 4 og 5 gange om ugen – en blanding af fysisk krævende flow yoga og dybe, udfordrende stræk i hatha yoga. Yogaen har givet mig styrke, indsigt og en større kropsforståelse. Men hvad mere er har yoga cementeret sig som min ’sport’. Jeg bryder mig ikke om sport – og yoga er fantastisk nok ikke hvad jeg betragter som sport. Det er indlevelse i kroppens muligheder.

Cykling har været dejligt i godt vejr og jeg har nydt både lange og korte ture – men det bliver aldrig andet og mere end transport for mig. Det er nogle gange mere praktisk på cykel og så cykler jeg – andre gange er det mere praktisk i bil og så biler jeg. Jeg kan dog mærke at der er ved at ske et miljøfunderet skifte i mig og det er ikke usandsynligt at det også vil være en faktor jeg tager med i betragtning når jeg i fremtiden skal vælge mellem cykel eller bil.

Jeg har ikke tabt 10 kg, men jeg har fundet ud af, at er det heller ikke længere mit fokus.

Kosten er nok der, hvor der er sket den største og mest interessante ændring. Jeg har ikke lavet madplaner – og vidste nok også godt, at det ikke ville blive en brugbar løsning for mig. Det er for begrænsende for mig, fordi jeg i den grad nyder at gøre mig de daglige overvejelser om menuen sammensætning og jeg nyder at finde på spændende og varierede måder at bruge det, der er i køleskabet på. Jeg har aldrig rigtig haft problemer med at købe usunde varer når jeg handler og derfor er indkøb ikke en faldgrube for mig. Jeg elsker at have kurven fuld af sunde varer.

Mit største problem har være portionstørrelse og hvad vores mad egentlig endte med at bestå af. Lidt for meget kød og sovs, lidt for få grøntsager – selvom vi stort set har fået grønt til hvert måltid har det været tilbehør og for lidt varieret.

Mine spisevaner har ændret sig, så jeg idag spiser, når jeg er sulten og indtil jeg ikke er sulten mere. Jeg øver mig i at spise langsomt. Jeg tager sjældent portion nummer to og portion nummer ét er altid kun to tredjedele af Kims portion – det er en nem og tilgængelig parameter. Jeg øver mig også i at nyde maden. I flere tempi. Mens den ligger på tallerkenen. Når jeg tager den på gaflen. Når jeg tygger, tygger jeg længe – tidligere var jeg mere forslugen. Og jeg lægger mærke til smagsnuancer og konsistenser.

Jeg starter dagen ud med grød. Det er også nyt. Jeg har altid syntes, at grød smagte temmelig meget af vådt pap. Men ikke mere. Min grød har nemlig konsistens, smag og masser af kerner og korn – og den første dosis af dagens olieforbrug. For jeg spiser en masse olie. Og jeg skammer mig ikke. Det er fremragende til at skabe ro i kroppen, glød i huden og en masse overskud (for ikke at tale om virkelig regelmæssig afføring).

Jeg har skåret kød ud af min kost, men nyder gerne fisk og mælkeprodukter – ost på en skive ristet rugbrød og mælk i min kaffe. Det er ikke her, jeg er klar til at være konsekvent og vegetar. Jeg havde bare brug for at have grøntsager som min primære fødekilde. Og kors, en nydelse. Jeg startede ud med at juice i sommer – nu er juiceren for en tid pakket væk og jeg spiser istedet rå grøntsager, stegte grøntsager, bagte, grillede og på alle mulige måder og i alle mulige kombinationer. Jeg har introduceret tang (arame) til mine salater og stegte grøntsager. Vi spiser stadig fra hele klodens køkken med masser af krydderier og smagsgivere.

Når den søde tand giver lyd får den enten frugt eller en frugtkugle, som er det, vi forkæler os selv med.

Alkohol er lagt på hylden i videst muligt omfang og kunstigt slik og færdigvarer har ingen plads i vores køkken (med undtagelse af en sød finsk lakrids, hvis nogen (Kim) bliver fristet og frister mig).

Jeg falder i engang imellem og vælger mad eller spisevaner, som ikke er gode for mig – men det vigtigste jeg har lært de sidste 3½ måned er at tilgive mig selv og lade være med at ønske en virkelighed, der er andeledes end den, der er lige nu. ”Bare jeg havde ladet være”, nytter intet.

Fremtiden er den samme som min nutid – når det handler om kost, krop og sind. Udvikling, nærvær og ægthed.

At turde turde

Jeg har måske fundet min fremtid. Der, hvor jeg kan og vil gøre mig gældende. Det er frygteligt skræmmende – men føles i disse dage, hvor muligheden har præsenteret sig, helt rigtigt. Så rigtigt, at jeg kan mærke, hvordan mit sind kæmper imod. Fordi det er bange for at vælge. Bange for at vælge forkert og stå til ansvar og måske opdage, at den fremtid alligevel ikke var rigtig. Endnu mere bange for at vælge rigtigt og stå til ansvar overfor mig selv, mine drømme og min egen lykke.

Angsten manifesterer sig ved, at jeg har lyst til at flygte og lade være med at vælge og prøve at opretholde det jeg har – selvom jeg ikke har lyst til det. Hvis jeg lukker øjnene forsvinder muligheden måske, presset tages af mig og jeg kan lade være med at vælge. Og det kan helt sikkert ende på den måde, som det er endt flere gange før. Jeg har sjældent turde mærke min egen entutiasme med henblik på at agere på den. Jeg har valgt til, på baggrund af andres entutiasme og andres drømme, fordi det har været mere trygt end at stå på egen hånd med mine egne drømme.

Men jeg ved, at jeg er stærkere nu end nogensinde før og jeg ved, at jeg kan vælge til. Jeg ved, at jeg skal lægge en plan for mig selv, fordi angsten for det ukendte forminskes, hvis jeg har en plan med delplaner og retningslinjer; støttepunkter. Jeg skal håndgribeliggøre min drøm, fordi jeg vil få nemmere ved at stå til ansvar for den – overfor mig selv og overfor andre. Jeg skal mærke mine følelser, når de prøver at hindre mig i at træffe valg, der vil bringe mig tættere på min drøm – og analysere dem, så jeg kan hjælpe mig selv til at komme over følelsernes barrikader.

Den første del af planen er at indsamle viden om mit fremtidige fagområde. Konkret viden. Oplevet viden. Kritiske betragtninger.

Anden del af planen er at få en personlig relation til fagområdet (teste det af) samt at komme i dialog med en, der er indenfor området.

Tredje del er at tage de forberedende kurser, som kvalificerer mig til at uddanne mig i faget.

Fjerde del er at tage uddannelse.

Sideløbende med det ovenstående skal jeg opspare til selvafprøving, forberedende kurser og selve uddannelsen.

Jeg skal også finde muligheder for at gøre brug af uddannelsen – enten som ansat et sted eller som selvstændig.

Hvis som selvstændig skal jeg sætte mig ind i, hvordan jeg griber det an.

Overordnet sætter jeg næste år (2013) af til første til tredje del af planen og året efter (2014) af til selve uddannelse. Det betyder, at jeg ved indgangen af 2015 vil være færdig med min uddannelse og kan træffe et valg vedr. hvordan den kan påvirke min fremtid.

Når jeg kan mærke mig selv – bliver jeg skuffet

I løbet af de sidste 4½ måned har jeg haft forøget fokus på min krop, mit helbred, min psyke, min fremtid – altsammen fordi jeg gerne vil leve et mere bevidst liv, hvor jeg skaber min egen sundhed og er ansvarlig for min egen udvikling.

Og langt hen ad vejen har jeg haft positive oplevelser. Det er blevet nemmere at mærke mig selv. Jeg kan se på min hud, at jeg spiser sundere, prioriterer min søvn og kropslige balance. Jeg kan mærke, at mine følelser er mere tilgængelige og at jeg kan sætte navn på det jeg føler. Det er ikke altsammen rare følelser, men selv de svære kan jeg mærke uden at skulle ty til dulmende midler. Jeg tør mere fysisk og mentalt – jeg kan overskride mine egne grænser, så jeg får nye grænser, der afspejler mit større mod og grad af bevægelsesfrihed både i hoved og krop. Men jeg kan også bedre mærke, hvornår grænseoverskridning føles ubehageligt – og jeg tør acceptere det, uden så ofte at underkende, at det er rimeligt.

Jeg har tabt mig, jeg er blevet stærkere, jeg er rankere og jeg spiser, når jeg er sulten og jeg stopper, når jeg er mæt. Jeg fordyber mig i min yogapraksis både på måtten og i læsning af indsigtsfulde, morsomme, interessante artikler og bøger om yogafilosofi og tilgang.

Jeg oplever en selvbevidsthed, som er bedre nu end nogensinde.

Men jeg er skuffet.

Jeg er skuffet over, at jeg oplever min krop som skrøbelig, som flygtig og som mere begrænset end jeg kunne tænke mig. Jeg er skuffet over, at mængden af gode olier, kål, hovedstand, positiv energi og nærvær ikke forskåner mig for at have tandpine, for at være så frustreret, at jeg skriger og for stadig at have lyst til at spise, til jeg er stopmæt.

Jeg er skuffet over at mit mentale overskud ikke giver mig en større oplevelse af sikkerhed – jeg bliver stadig overbekymret over at skulle drikke kaffe med en veninde eller stå blandt mennesker jeg ikke kender og tale med dem. Jeg er skuffet over, at jeg stadig ikke ved, hvad jeg skal med resten af mit liv. Jeg er så skuffet over, at jeg ikke kan mere end jeg kan. Jeg er skuffet over, at jeg ikke synes alt det gode arbejde giver pote. At jeg ikke bliver belønnet for at træffe gode valg.

Men jeg ved jo godt, at det er en del af mit liv. At jeg ikke skal belønnes, for det bliver jeg allerede – jeg kan bare ikke helt se det; jeg ser stadig de negative ting.

Jeg ved at min skuffelse vil være hos mig indtil jeg arbejder med den og det er ret svært. Jeg starter med at arbejde med de enkelte ting jeg er skuffet over – men det er kun symptombehandling. Selve arbejdet er med skuffelsen selv.

Skuffelsen er et produkt af alle de forestillinger om en virkelighed, der er anderledes end den virkelighed jeg står i. Virkeligheden, jeg står i, kan jeg ikke ændre, men jeg kan ændre min opfattelse af virkeligheden. Så den bliver til accept af det, der er. Accept af, at jeg er igang med at arbejde med mig selv, min krop og min sjæl. Selvom virkeligheden ikke står til at ændre, så kan jeg ændre fremtiden. Jeg kan bestemme, hvad min fremtid skal være og hvis jeg accepterer den virkelighed, der præsenterer sig, så vil skuffelsen ikke længere være en del af mit liv.

Jeg drømmer om at være i fuldstændig balance. Balance vil give mig overskud til at se bagom virkeligheden – fuldstændig som i matrix. Se bagom forestillinger og forventninger og rollespil. Jeg kan stå i en virkelighed, der ikke påvirker mig, for jeg er i balance. Det kommer nok til at tage rimeligt lang tid at nå dertil – men lige nu accepterer jeg, at virkeligheden er, som den er. At jeg er begrænset men arbejder med det og at det er godt.

Årets gang

Det er snart min fødselsdag og jeg tænker i disse dage over, hvad der er sket i årets løb og ikke mindst i de første 37 år af mit liv.

Den psykologiske udvikling jeg har gennemlevet i løbet af de sidste 2 år, i samarbejde med min fantastisk kloge og empatiske psykolog har betydet, at jeg har kunnet kigge tilbage på min fortid og forholde mig til den på godt og ondt. Jeg er kommet i kontakt med et selv, der har været pakket ind og pakket væk i angst for, hvad kontakten ville vise af skyggesider.

Når jeg nu føler et psykisk overskud ved jeg, at det er kommet på baggrund af hårdt arbejde i det bevidste og ikke mindst i det førbevidste – ofte i drømme og med refleksioner om drømmenes indhold bagefter. Og jeg er lykkelig for, at det har været hårdt arbejde, for det i sig selv har vist mig, at jeg kan tage et langt tungt og sejt træk og komme ud på den anden side som en menneske, der har det bedre.

I starten af min tid med psykologen drømte jeg om, at hun fortalte mig, hvad jeg led af, hvorfor jeg havde det dårligt, hvad jeg skulle gøre for at få det bedre – og troede sjældent på, at det nok skulle blive godt og at to skridt frem og et tilbage var et godt udviklingstempo. Det forekom mig, at jeg aldrig ville nå ind til mig selv – og at jeg bare kæmpede en halvhjertet kamp for at holde mit triste hoved oven vande; jeg kunne godt glemme drømmene om at flyde eller om at få retning på svømmeturen.

I løbet af det seneste år har jeg haft så mange gennembrud, at jeg ikke længere kan tælle dem eller huske dem. De er ikke perler på en snor, en efter den anden, men mere glimt af en selvforståelse og en oplevelse af, at der bag den facade, jeg har holdt op for mig selv og verden, er dybder i mig, som er fantastiske steder hvor jeg kan opholde mig. Hvor jeg mærker ro og velvære samtidig med, at jeg kan mærke, at formålet med min tilværelse er der. Helt hvad det formål er ved jeg ikke endnu, men bare det at vide, at mit liv ikke er formålsløst er noget af det største, der er sket for mig.

Jeg er snart ved at være færdig med mit psykiske arbejde gennem psykologisk bistand. Men jeg er under ingen omstændigheder færdig med mit psykiske arbejde på egen hånd. Jeg oplever hver dag, at jeg arbejder med mig selv – og en del af fornøjelsen er også, at jeg nu føler overskud til at lytte til andre og lade deres livssyn blande sig med mit og lade mine oplevelser komme til orde og dele ud af det jeg har lært.

I min fremtid kan jeg se, hvordan jeg kommer til at træffe nogle store beslutninger, som vil ændre på, hvem jeg hidtil har været. Der er plads og overskud til at lege med tanken om, at mit liv kan indeholde andet end det, jeg har prøvet indtil nu – og jeg tør snart, håber jeg, afprøve nogle af de drømme og ønsker jeg har for mig selv.

Jeg er ikke lykkelig for hvem jeg er – men jeg er lykkelig for at kunne mærke mig selv og at have lysten til at arbejde med at lære mig selv endnu bedre at kende; og i en fremtid blive lykkelig over, hvem jeg er på godt og ondt.

Kan man lede efter sin passion?

Jeg har hele mit liv drømt om at finde min passion – en passion af en eller anden slags. Jeg har beundret mennesker, der havde fundet deres – nogle med interesse og begejstring; nogle med misundelse. Jeg har kigget på passionen udefra og forsøgt at inkorporere den i mit liv; altså de seje passioner om at ville være moderigtig, at dyrke smart sport, at holde intellektuelle symposier, at rejse, musik, film, uddannelse.

Helt indlysende har min involvering i disse ting ikke varet ret længe, fordi de ikke har været oprigtige udtryk for noget har jeg interesseret mig for. Jeg har forsøgt, fordi jeg gerne ville sende signaler om, at jeg var på en bestemt måde, så jeg kunne se sej ud i de øjnene på de mennesker, hvis passionerede engagement jeg beundrede. Det jeg ikke har gjort er at anerkende, at passion ikke nødvendigvis er smart – det er faktisk tit enormt nørdet at være meget passioneret. Passion er tit så detaljeorienteret, ambitiøst og kompromisløst, at kun andre passionerede kan forstå. Passion kræver næsten altid hårdt arbejde.

Da jeg var barn havde min lillebror, der var dygtig med sine hænder og interesseret i mekanik, bygget en fjernstyret bil. Den var virkelig sej og han var med rette stolt – det samme var hans omgivelser og han fik en masse ros. Jeg var misundelig og synes også det var lidt pinligt, at han fik så meget ros for noget, jeg synes var temmeligt usmarte evner – hvad gad at kunne noget med ledninger? Så jeg kritiserede ham og fik ham til at græde fordi jeg var ondskabsfuld, og kaldte ham latterlig. Det er en frygtelig erindring at sidde tilbage med (min lillebror husker intet – det har heldigvis ikke gjort dybere skade). Men det er perspektiverende for min nuværende udvikling. Passion skal også stå mål for uforstående menneskers kritik uden, at det minimerer ens engagement. Også selv om passionen kun betyder noget for en selv. Måske især fordi passionen i sit udgangspunkt kun betyder noget for en selv. Man skal dyrke sin passion for sin egen skyld.

Jeg arbejder med at identificere min passion. Jeg har interesser, der betyder noget for mig.

Jeg holder af håndarbejde; jeg strikker og nyder garnet mellem mine hænder og følelsen af, at noget flyder fra mine fingre. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en passion – for jeg ved ikke, hvordan jeg skal måle en passion (når jeg ikke måler den udfra mine gamle, misforståede kriterier om coolness og andres beundring).

Jeg holder af at lave mad. Jeg bliver lidt trist, når jeg ikke skal lave mad i et par dage og jeg trives godt med at finde på noget vi skal spise. Jeg elsker at planlægge menuer og retter, og tænke deres udførelse igennem. Det er mit ’happy place’ at tænke på madlavning - når jeg er trist, ikke kan sove, er bange eller bekymret. Men jeg ved ikke, om det er min passion.

Jeg nyder at dyrke yoga – jeg glæder mig til det inden, elsker fordybelsen mens jeg udfører mine asanas og fuld af begejstring for den følelse af frihed jeg opnår når min praksis er overstået. Jeg er vild med at yoga giver mig en indre styrke og generøsitet i forhold til min omgang med verden – og min egenkærlighed. Men selvom det er en kæmpe fornøjelse at dyrke yoga ved jeg ikke om jeg er passioneret omkring det.

Jeg har en oplevelse af, at når jeg har identificeret noget som en passion, så er der også en forventning om, at jeg så skal gøre ’noget’ ved det. Det ’noget’ ved jeg ikke helt hvad er.

Jeg har på anbefaling af en veninde lånt en bog der handler om at finde sin passion på 4 uger. Der er øvelser og hun oplever, at den kan bruges i hendes liv. Men hun var overrasket over, at det faktisk ikke så meget handlede om at finde sin passion – men mere handlede om (ihvertfald i det afsnit der knyttede sig til den første uge) at finde ud af, hvad der gjorde en glad, tilfreds, lykkelig. Hvordan de følelser kom til fysisk udtryk i kroppen. Hvordan det var at tænke på forskellige ting – blev man bange eller vred eller glad eller forventningsfuld?

Jeg glæder mig til at arbejde med at identificere min passion –  måske jeg allerede ved, hvad det er, men bare skal anerkende den? Måske jeg ikke behøver at gøre noget ved min passion, andet end at fortsætte med at dyrke den for min egen fornøjelses skyld; selvom vi i vores samfund beundrer mennesker, der gør gør deres passion til deres job, er det ikke sikkert, at det er vejen frem for mig.

Jeg skal nok starte med at beundre mig selv for, at jeg dyrker min passion (når jeg finder ud af hvad den er).

At udfordre min angst

I weekenden var jeg til Copenhagen Yoga Festival på Amager. I ugevis havde jeg glædet mig til at deltage i noget helt særligt. Noget for alle yogainteresserede og føle jeg i endnu højere grad, end når jeg dyrker yoga i fitnessworld, læser yogablogs og bøger eller forsøger at meditere, er en del af et fællesskab.

Da vi nærmede os dagen kunne jeg mærke en genkendelig uro i kroppen. Det er den uro, der dukker op, når jeg er på vej ind til en situation, hvor omgivelserne er ukendte og hvor jeg ikke ved hvilke oplevelser jeg kommer til at få.

Jeg havde heldigvis en aftale med en veninde, som gjorde, at jeg ikke havde aflysning som mulighed. Hvis jeg havde skullet alene afsted havde jeg formodentlig fundet på tilstrækkeligt mange undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kunne komme afsted, at jeg var endt med at tro på dem (næsten) og havde siddet hjemme og nurset min uro og angst.

Istedet tog jeg afsted. Jeg holdt blikket rettet mod den umiddelbare handling lige foran mig. Først skulle jeg cykle til min veninde – det var genkendeligt og noget jeg uden problemer kunne udføre. Så drak vi kaffe og arbejdede med at oprette en blog til hende. Det var sjovt og det var ydermere noget, hvor jeg fik et lille selvtillidsboost af at kunne videregive min erfaring med blogs. Da vi skulle afsted havde jeg således en god ro i kroppen. Min veninde kørte – og det var lige præcis det, der skulle til for at fastholde roen. Jeg skulle bare lade mig transportere.

Ude på Ti-øren fandt vi festivalområdet og jeg skulle overkomme endnu en genkendelig følelse af at være malplaceret. Af at føle, at jeg havde for meget udstyr med, var usmart i mit yogatøj, ikke vide præcis, hvor vi skulle være til de to timers yoga med vores yndlingsinstruktør, som var lige dét vi var der for. Så vi stod lidt. Mødte en af dem vi dyrker yoga med i fitnessworld som koblede sig til os – og det gav lidt ro i kroppen. Da vi spottede instruktørerne på vej hen i det rigtige telt gav det endelig følelsen af at være på plads. Oplevelsen af at vide, hvad der skulle ske – mere eller mindre – gjorde mig tryg.

Min plads foran teltet valgte jeg selv – det var jeg klar til; istedet for passivt at vente til pigerne i mit følgeskab havde valgt for mig. Og nu var jeg klar. Jeg kunne mærke præcis det, som jeg har læst om og drømt om skulle ske for mig. At yogamåtten blev mit hjem og min trygge base, hvor jeg kunne se ind i mig selv og arbejde med mit indre, fremfor at agere og opleve mig selv på baggrund af verden og mennesker omkring mig.

I løbet af min yogapraksis havde jeg en række oplevelser som forandrede mig.

I trikonasana kiggede jeg direkte op i en blå himmel, med hvide skyer og en enlig svale, der kastede sig modigt rundt (ok, måske ikke mere modigt end svaler normalt kaster sig rundt – men synet kaldte på noget i mig, der gav mig en følelse af opløftethed og mod).

Det luftede og solen skinnede og følelsen af at arbejde med naturen, at læne sig ind i vinden og bruge den som støtte, at finde fordybningen i græsset under måtten, der gav ekstra støtte i balasana, så jeg kunne hvile dybt, gav ekstra energi til de styrkekrævende asanas.

Første gang, anden gang, tredje gang – var jeg oppe i urdhva dhanurasana. Jeg har aldrig turde begive mig op i den fulde bro – en frygt for at knække nakken. Frygt for ikke at kunne holde mig oppe i armene. Angsten for ikke at kunne klare det, har afholdt mig fra at udforske den stilling og når muligheden har budt sig, er jeg blevet i den velkendte Setu Bandha Sarvangasana – som faktisk aldrig har sagt mig særligt meget; det har været en overspringsstilling, som jeg ikke fandt nogen særlig glæde i. Men fuld bro! Åh! Fantastisk at se verden på hovedet. At svæve fordi armene var stærke nok til tre omgange.

Og til sidst. En savasana, der var helt unik. Vi lå så tæt, så tæt på græsset – jeg har aldrig dyrket yoga med ti centimeter mellem måtterne. Det i sig selv, gav mig en oplevelse af samhørighed og organisme – vi bevægede os sammen og gjorde plads til hinanden. Da vi nåede til den sidste hvilestilling var der kun plads til mine arme, hvis jeg bredte dem helt ud i skulderhøjde. Der lå jeg med græsset under armene, solen, der skinnede og varmede mit underliv og vinden der luftede mit ansigt. Og trak vejret. Og følte at jeg var nået til et helt særligt sted.

Efter den yogapraksis var jeg i en halv times tid en anden. Jeg bevægede mig med en lethed, der ikke kun var fysisk, men også mental – jeg havde ingen angst. Kun kærlighed til dem, der var omkring mig. Kun lyst til at udforske, opleve, suge ind. Ingen bekymring for, hvordan jeg passede ind – for jeg var en del af verden og havde min plads.

I de efterfølgende dage blev jeg mere og mere opmærksom på, at jeg anskuede dagenes indtryk igennem den følelse af min berettigede plads i verden. Oplevelsen af at turde gribe mulighederne, der kom til mig. Oplevelsen af, at verden har mere at give mig, hvis jeg giver noget igen – giver opmærksomhed. Jeg kan se nu, at jeg bliver mere og mere parat til at søge dybere. Finde ind i mig selv og løsne angstens greb, som nogle gange holder mig tilbage.

Alene hjemme

Kim tager til Esbjerg i aften på et 2 dages fyrværkerikursus – sådan noget skal man have check på, når der ikke sjældent affyres krudt indendørs på ens arbejdsplads. Hvorfor det så skal foregå i Esbjerg er ikke lige forståeligt; det er Falck der afholder det. Jeg regner med, at det giver ret meget mening når man sidder i Jylland – men os herovre fra Sjælland synes nu det er noget nemmere, hvis alle bare kom herover.

Jeg er ikke frygtelig god til at være alene hjemme; jeg er ikke angst, men jeg kommer hurtigt til at gå rundt om mig selv, uden at vide, hvad jeg skal tage mig til. Jeg har ikke sådan lyst til at have gæster eller tage på besøg; kedsomhed fjerner ikke min oplevelse af, at det er lidt anstrengende at være sammen med andre mennesker. Samvær med Kim er naturligvis noget andet – han er jo ikke et menneske, han er min mand, min anden halvdel og derfor er det lidt ligesom at være sammen med sig selv, bare meget rarere.

Jeg har lavet en liste over ting jeg kan fordrive tiden med indtil han er hjemme igen.

1)      Hente bestilt bog på biblioteket og låne flere Wexfordmysterier (jeg kørte to Ruth Rendell bøger om Inspector Wexford ned i weekenden og kan næsten ikke vente til jeg kan få fingrene i flere; det er genlæsning men sikken en fornøjelse – krimier er en af mine guilty pleasures)

2)      Strikke min mock-islandske sweater færdig (mock fordi den ikke har et rigtigt islandsk mønster, men er mit første strikkearbejde med to trådet mønster og jeg håber at opgradere til en ægte islænder inden længe)

3)      Udvælge en kogebog fra hylden, der skal arbejdes igennem i løbet af efteråret – lidt Julie/Julia Project wanna-be. Vi har en del kogebøger hjemme og det er ganske frustrerende, at de faktisk oftest er kigget igennem og beundret umiddelbart efter at de er købt. Herefter står de bare og samler støv og sender signal om, at vi godt kan lide mad.

4)      Og så skal jeg jo til yoga onsdag og torsdag aften – så faktisk når jeg dårligt at opdage at Kim ikke er hjemme.

Mine drømme taler til mig

Jeg er en drømmer – men mest om natten. Jeg har et livligt drømmeliv, kan som regel huske mine drømme i detaljer og det betyder, at jeg hen over årene er blevet bedre og bedre til at bruge mine drømme, som en forbindelse til mine følelser og min indre udvikling.

For mig handler drømmetydning meget om, hvilke følelser, der er i spil i drømmen. Først når jeg har identificeret dem kan jeg se på handling og karakterer og de relationer, der knytter sig til dem – kun i sjældne tilfælde ser jeg på konkrete symboler og deres betydning. En edderkop handler for mig mere om angst, kontrol og tab af samme, end om et symbol for kvindelighed, som ellers er en klassisk freudiansk fortolkning. Jeg drømmer sjældent abstrakt og drømmens grad af realisme hjælper mig ofte til at forholde mig til hvilke følelser, der er i spil, og hvad jeg kan bruge drømmens input til i min vågne verden.

I nat drømte jeg, at jeg var på en kro. Jeg skulle deltage i en fest, men inden skulle jeg finde et sted at gå i bad. Jeg havde lyst til at forkæle mig selv og finde et smukt badeværelse, med karbad og hastede igennem kroens værelser. Der var flere muligheder, men de var allesammen mørke, små, med brusebad, grimme eller utilgængelige. Endelig fandt jeg ét. Det var smukt og gyldent, med franske lysestager og et stort marmor karbad og bløde mokkafarvede håndklæder.

Jeg løb tilbage på mit værelse for at samle alle de ting, jeg følte jeg havde brug for, for at kunne opholde mig i badeværelset. Det var svært at få alting med. Jeg syntes hele tiden jeg manglede noget og da jeg endelig begav mig på vej tilbage til det smukke badeværelse kom jeg for sent. Det tilhørte en mand, der havde lovet det ud til en af mine arbejdskolleger. Hun var tilbage fra et møde og jeg gik hen for at tale med hende. Hun talte om sit møde – og jeg talte hende efter munden og håbede at skabe en stemning, der gjorde, at hun ville skynde sig at blive færdig på badeværelset med sit bad og derefter overlade det til mig.

Imorges lå jeg og tænkte drømmen igennem og arbejdede med de følelser, der var kommet til udtryk. Min tolkning viste mig to forskellige hovedfølelser.

Den ene; at jeg er tilbageholdende med at give mig hen til det jeg har identificeret som noget jeg gerne vil (ønsket om at tage bad i et smukt badeværelse) ved at holde fast i mere eller mindre konkrete ting i min fortid (behovet for at samle en masse ting jeg kunne tage med mig ind på badeværelset).

Den anden; at jeg har svært ved – eller er decideret bange for – at italesætte mine behov overfor andre (jeg fortæller ikke min kollega, at jeg gerne vil bruge badeværelset, men overlader det til ’stemningen’ at formidle mit behov).

Identifikationen af de to hovedfølelser kan jeg bruge i min hverdag. Jeg kan arbejde med at blive bedre til at anerkende mine behov for hvad de er; at turde at være tilstede i en forandret situation uden at holde fast i fortidens følelser (især af usikkerhed og angst) og desuden have tillid nok til, at mine følelser og behov er gode nok (for mig) til, at jeg kan tale om dem (til andre).

Udover de to hovedfølelser er der en masse andet fyld i drømmen – men for mig handler det om at se bagom dagsrester og mindre følelser eller bihandlinger; hvis jeg skal kunne bruge mine drømme aktivt er følelserne nødt til at have en vis størrelse. Så selvom badeværelsets indretning måske ville kunne fortælle mig noget om mine behovs karakter, eller de ting jeg samler sammen, kunne fortælle mig noget om, hvad det er jeg hænger fast i i min fortid; så er det ikke følelsesoplevelser; det er symboler og de er for diffuse til at kunne have transformativ værdi i min selvudvikling.

Jeg føler mig heldig, at jeg har god kontakt til det, der ligger i min underbevidsthed (eller før bevidsthed). Jeg er glad for, at jeg tør kigge på mine drømme og anerkende, at de kan give mig indsigt i mig selv.

Hurra hurra, jeg er en krage

Jeg bliver nogle gange overrasket over de forandringer, jeg oplever i min yogapraksis – både dem hvor jeg kan noget, jeg ikke før har kunnet og der, hvor jeg simpelthen ikke forstår, hvorfor jeg idag ikke kan det, jeg kunne igår.

Efter min sommerferie har jeg haft store problemer med min balance. Ikke bare i balancestillinger, men også når jeg har lavet solhilsner, foroverbøjninger og alt, der skete i hast. Jeg har væltet rundt på måtten, har været nødt til at afholde mig fra nogle asanas, fordi jeg fik det dårligt og blev svimmel eller fik kvalme. Det har været overraskende, fordi jeg ikke havde regnet med at en uges fravær på yogamåtten ville betyde tab af ellers ganske fine balanceevner.

Jeg tror, jeg har fundet ud af årsagen. Mit indre liv, mine følelser og mit sind er i konflikt. Jeg er i mit liv nået til et nyt ståsted. Jeg har ændret position fra barn til voksen. Jeg har en anden erkendelse omkring mig selv, mine valg, mine behov, mine ønsker. På ferien blev det på visse tidspunkter mere synligt for mig, at jeg har udviklet mig. I min hverdag er der så roligt, at det nye ståsted ikke er blevet udfordret, så det er faktisk ikke rigtig faldet på plads. Derfor har ferien skabt en indre uro, som er kommet til udtryk i mine drømme og på min yogamåtte. Der foregår et placeringsarbejde i mig, som udfordrer min balance.

Efter den forståelse og accepten af, at det er noget jeg skal tillade, som et udtryk for et nødvendigt stykke arbejde, istedet for at kæmpe for at genvinde min balance har jeg oplevet, at jeg istedet for at fokusere på det jeg plejede at kunne og være begejstret for mit overskud i balancestillingerne, har kunnet arbejde med min styrke.

Jeg har haft et fysisk, muskulært overskud som har bragt mig dybere ind i asanas, der tidligere har været en kæmpe udfordring. Sideplanke nyder jeg nu at kunne finjustere istedet for bare at overleve. Krigerstillingerne, som brænder mine lår bliver jeg i længere end jeg før gjorde og bruger min vejrtrækning til at synke dybere i stillingen.

Igår kom den store overraskelse så. Kombinationen af balance og styrke. Jeg stod i kragen. Stabilt. I 10 sekunder med begge fødder løftet og uden at føle, at jeg var ude af balance. Bagefter stod jeg i halv hovedstand. Stabilt. I 2 minutter uden at føle, at min nakke ville knække under mig.

Så min oplevelse er, at hvis jeg tillader mig selv at arbejde på både det indre og ydre plan på den måde, som mit jeg bedst selv ved, hvis mit overjeg ikke tager styringen – så kan jeg komme meget længere i samarbejdet mellem krop og sind. Yogaen har i denne uge virkelig handlet om forening.

Ryd op – ryd ud

Jeg gjorde noget i sidste weekend, som jeg måske først kommer til at forstå betydningen af om noget tid. Jeg har længet villet det. Har længe prøvet på det uden held. Har udskudt det totale indgreb mange gange. Endelig gjorde jeg det.

Jeg ryddede op i mit klædeskab.

Ikke bare en lille smule, hvor jeg lagde ting pænt sammen og i rette bunker. Eller kiggede på tøjet og prøvede at tænke en situation, hvor jeg faktisk ville iklæde mig det givne stykke tøj – så jeg kunne slippe for at komme af med det.

Næh, jeg foretog en gennemgribende udrensning, hvor jeg skar så meget ind til benet, så jeg nu godt kan blive lidt trykket af at kigge ind i det råbende tomme skab eller blive grebet af en smule angst i forhold til at have skilt mig af med noget, jeg faktisk kommer til at savne.

Det er ikke sket endnu, at jeg har haft brug for et eneste stykke tøj eller tørklæde eller bælte. Jeg har endda forsøgt at tvinge et afsavn frem, men uden held.

Så mon ikke det betyder, at jeg faktisk er færdig med det? At jeg faktisk har accepteret, at jeg ikke kommer til at bruge det tøj, der er for småt – eller ikke er min stil (og nok heller ikke bliver det).

Nu har jeg et skab, der kun indeholder ting jeg bruger regelmæssigt og som jeg føler mig godt tilpas i. Der er ingen grund til at holde fast ved ting, der kun frustrerer mig, fordi de fastholder mig i et syn på mig selv, der ikke gør mig glad eller stemmer overens med virkeligheden.

Jeg endte med at fordele tøjet i 4 kategorier.

Det, jeg bruger, trives i og som jeg synes er et godt stykke tøj – gik tilbage i skabet og er nu en del af min garderobe

Det, jeg ikke bruger fordi det er for småt eller ikke min stil – blev lagt pænt sammen og skal til gennemsyn hos en veninde; måske hun kan bruge det, eller noget af det – eller kender nogen der kan

Det, jeg synes har særlig affektionsværdi som jeg vil forsøge at sælge

Det, jeg synes er for slidt – blev pakket i poser og afleveret til genbrug, hvor der måske er nogen, der alligevel kan se muligheder

Gennemgangen var hurtig, sjovere end jeg havde regnet med – men også lidt svær; især affektionsværdibunken.

Dér fandt jeg de fede jeans med høj talje og brede ben som jeg købte i New York for 4 år siden. Som allerede dengang var lige rigeligt små til mig. Som jeg lige siden har drømt om at kunne være i på den rare måde. Fordi jeg godt kunne se mig selv i rollen som boho-chic.

Eller den til hudløshed brugte genbrugskjole, som jeg kortede af fra gulvlang til mini 60’kjole for mindst 10 år siden – men som jeg faktisk ikke trives i længere (den er lige lidt for kort til at mine 37 år gamle knæ er pæne i den).

Lidt mærkevarer, som jeg mest købte fordi det var mærkevarer og jeg regnede med, at det ville give mig stil. Men mærket er jo lige meget, hvis man faktisk ikke ser godt ud eller føler sig godt tilpas.

Nu håber jeg, at oprydningen i skabet også betyder noget på det indre plan. At jeg lærer at være bedre til at give slip på det, der ikke er godt for mig; at jeg bliver bedre til at simplificere og begrænse mig. At jeg lytter mere til mig selv og mine behov istedet for at leve efter en forestilling om, hvordan jeg præsenterer mig selv i andres øjne i forsøget på at vise noget andet end det jeg er. At jeg kan stå ved mine valg (både min tøjstil og min livsstil). Det hjalp ihvertfald på overblikket at få ryddet ud.

Efteråret kommer

Jeg kan mærke sommeren gå på held og jeg kan mærke hvordan min krop vækkes til live. Jeg er et menneske, der trives allerbedst om efteråret. September er min yndlingsmåned (uden, at det hænger sammen med, at det er min fødselsdag – for den har i mange år mest båret præg af at være en udfordring af de svære og en dag jeg helst så overstået hurtigst muligt). Men septembers blå himle, farverne, der bliver dybe og lyset, der ikke er helt så skarpt. Temperaturen, der har en snert af kølighed og forventningen om dage med regn og rusk og indetid. Dét elsker jeg. Efterårets pragt og magt og ro.

I dette efterår vil jeg udnytte, at jeg har haft et år, der bærer præg af en fysisk og mental udvikling og derfor kan jeg dedikere den kommende tid til at fordybe mig indenfor to onmråder, der har vakt min interesse i årets løb.

Den ene interesse er yogaen, der har været en genopvågning i mig – jeg kan ikke mindes, at jeg har mærket min krop helt lige så meget og haft den oplevelse af, at jeg arbejder med den istedet for at betvinge den. Mit hoved er så meget med, at jeg tør være åben for, hvad kroppen vil og jeg kan hjælpe den til at ville noget godt.

Den anden interesse er keramik. Jeg tog et weekendkursus i foråret og faldt pladask for processen og materialet. At blive beskidt og skabe noget, der er helt unikt (selvom mit indre gerne vil lave gentagelser af det unikke). At se forandringen ske. At give slip og tillade at produktet tager de sidste skridt alene og måske forandrer sig til noget uventet, som jeg skal lære at holde af – selvom det ikke var som jeg troede det ville blive.

Jeg har meldt mig til et efterårskursus – hver mandag i 4 timer i 12 uger. Jeg glæder mig til at give endnu mere slip og mærke om kreativiteten kan blive befriet i mig. Jeg tror ønsket om at producere og genproducere den samme skål vil ændre sig. Når teknikken bliver bedre er jeg sikker på, at det giver tryghed som igen giver plads til frihed til at skabe noget, der går lidt over stregen.

Jeg har oplevet det med yoga. Når jeg prøver at skabe noget smukt – det perfekte træ, så giver det ikke nær så dyb en kontakt med mit indre, som hvis jeg forsøger at strække og åbne træet lidt mere end hvad trygt er.

Jeg glæder mig til at sidde i en keramikhule på Østerbro i efterårets regn og rusk og mærke leret arbejde med mig. Og jeg glæder mig til at praktisere yoga i efteråret og mærke at kroppen er knyttet til naturen, der centrerer sig mod sig selv og bygger den styrke, der skal bære den igennem vinteren.

Jeg glæder mig til efteråret.

Når gode vaner er på stand-by

I ferien har jeg taget på – både kilogram og centimenter. Jeg er sat 4 uger tilbage – så nu er mine tal de samme som i uge 28.

Det var forventeligt, for ferien var sat sammen af den ene gode middag med vin efter den anden og ikke meget bevægelse (et par cykleture og en enkelt halvtimes yoga).

Jeg havde håbet, at yogaen, som jeg inden ferien havde praktiseret over 20 dage i streg kunne oppebære egen-praksis selv på en ferie, der ikke var centreret om yoga – men det kunne den ikke; den gode vane var ikke helt så stærk.

Jeg havde overvejet, om nul-alkohol-politiken som kørte på 5. uge skulle fastholdes under ferien – men valgte det fra og benyttede mig istedet af, at der til nogle af middagene var sammensat vinmenuer, der om ikke begrænsede indtaget, så ihvertfald var en oplevelse, som jeg ikke ville have undværet. Det var noget helt særligt.

Jeg havde også håbet, at jeg ville kunne sige ja til det, der virkelig betød noget og nej til det, der grundliggende var ligegyldigt rent madmæssigt; den forhåbning kom ikke til at holde stik og af alle de udfordringer er det kun her, jeg ærgrer mig over resultatet.

Jeg nød at holde ferie fra det mere strenge regime, selvom jeg nyder min morgenjuice, mine begrænsede portionsstørrelser og mine motionsvaner. Det var fantastisk at svælge i lækker mad, der var tilberedt med omhu og kærlighed og spist i dejligt selskab. Jeg nød vinen, fordi det er så lang tid siden jeg har smagt den. Jeg stressede ikke over, at jeg ikke fik dyrket motion, for tiden var ikke til det og det fik mig blot til at glæde mig til at skulle igang igen i denne uge.

Men æv. Træls at spise det, der grundliggende var unødvendigt, som ikke smagte særligt godt og som ikke var knyttet til en oplevelse. Men det gjorde jeg. Fordi jeg henover ugen mange gange endte med at spise for meget og mere vil have mere. Kroppen bad om at blive fodret oftere og oftere – og med underlødig mad, når der ikke var noget andet på programmet.

Dét kommer jeg til at kæmpe med i denne uge; en krop, der har fået lige hvad den pegede på. Nu skal den genopdrages. Men jeg satser på, at det bliver med gulerod istedet for pisk – bogstaveligt talt.

Jeg skal nok give kroppen mad, når den mener den har brug for det – ellers ved jeg det bliver endnu sværere; men det bliver mad i form af rå grøntsager, så den skal arbejde for det.

Det glæder jeg mig til – for jeg kan heldigvis tydeligt huske en uge tilbage og den kropsfølelse jeg havde der vil jeg gerne have igen.

Ferie, frihed og forventninger – giv slip

Jeg så frem til en uges ferie med alle mulige forventninger – og nogle bange anelser. De bange anelser blev i nogen grad reduceret ved at jeg ret nøjagtig vidste, hvad ferien rent logistisk ville indeholde; jeg havde lagt minutiøse planer for transport og destinationer, for selvom vi blot har været væk hjemmefra en uge har vi oplevet meget og været mange steder.

Vi startede rejsen med at køre til Sjællands Odde og sejle til Ebeltoft; kørte til Randers og spiste frokost hos min moster og onkel, kørte videre til Limfjorden, hvor vi skulle være 2 dage i sommerhus hos min onkel og tante, sammen med min kusine, min bror, svigerinde og niece.

To dage senere kørte vi forbi min mormor til formiddagskaffe og videre til Kokkedal Slot nord for Limfjorden.

Dagen efter videre til Århus gennem Aalborg (med stop ved Lindholm Høje og Lille Vildmose). En overnatning på B&B i Århus og dagen efter videre til Sønderjylland og overnatning på Aarøsund Badehotel.

Næste dag sejlede vi fra Als til Fyn og kørte forbi min far og hans kone til eftermiddagskaffe og aftensmad og afsluttede ferien med tre dage i sommerhuset på Nordfyn.

Så meget transport og så mange ophold. Mange mennesker, som vi ikke ser så ofte – for Kim var det første gang han mødte min moster og onkel; selv har jeg ikke besøgt min mormor i hendes hjem i 10 år. Nordjylland ligger ikke lige for.

Forventningerne til at skulle på besøg hos familie brugte jeg inden vi tog afsted en del tid på at forholde mig til. Jeg har tidligere brugt mange kræfter på at kæmpe mod et forhøjet angstniveau, når jeg nærmede mig en situation, hvor der var en relation jeg var usikker på. Og her var der mange; hvordan ville Kim opleve min moster og onkel; hvordan ville jeg selv opleve det – min moster er den, der siger ting, der nogle gange er ubehagligt direkte (og som især handler om relationer; relationen til min mor, relationen til min mormor, relationen til min familie).

Hvordan ville det være at skulle være 2 dage i sommerhus med min onkel og tante og alle de andre; ville jeg føle at jeg skulle stå til rådighed på en bestemt måde, ville det blive afslappet eller anstrengende; hvordan ville min relation til min niece være – ville hun hygge sig med mig; ville jeg hygge mig med hende – ville det blive en test af om vi ville trives som forældre?

Hos Natascha dagen inden vi rejste afsluttede vi med at tale om muligheden af at give slip. At bruge ’giv slip’ som det mantra, der kunne sikre at jeg ikke havde angst og at jeg faktisk accepterede de situationer og relationer som var, istedet for at have forventninger, der skulle indfries; frygten for, at det ikke skete – og analysen af hvad der gik galt, når jeg uundgåeligt blev skuffet.

Jeg har givet slip flere gange på denne ferie end jeg har tal på. Men da ferien nærmede sig sin afslutning, oplevede jeg, at jeg bare skulle sige mantraet et par gange for at opnå en virkning.

Det var en øvelse i at acceptere, at virkeligheden er lige her og nu og at jeg skal gøre mit bedste; men også en accept af, at jeg kun kan gøre det, der er bedste for mig, eller ihvertfald udfra mit perspektiv.

Situationer, hvor jeg følte angstniveauet stige, fordi jeg ikke havde kontrol over hvad der ville ske løste sig med giv slip – fremtiden er ukendt.

Situationer, hvor andre havde ansvar, blev håndteret med et giv slip – det er ikke mit ansvar. Situationer, hvor andres reaktioner havde betydning for om noget blev en god oplevelse eller ej kunne tidligere fremprovokere et behov hos mig for at forklare, hjælpe, tage ansvaret på mig. Ikke denne gang. Jeg sagde giv slip så mange gange, at jeg kunne acceptere, at det er folks eget ansvar, hvordan de reagerer, og hvorvidt noget ender godt.

Giv slip har givet mig en anderledes ferie. Jeg har hygget mig mere end jeg forventede. Jeg har været mere tilstede fordi jeg ikke var angst. Jeg er kommet tættere på min familie fordi jeg faktisk har accepteret situationerne for hvad de var uden at forsøge at kontrollere dem. Det har givet en helt fantastisk følelse af frihed hos mig. Jeg har smidt en frygtelig tung kappe af kontrol og frygt – jeg kan bedre mærke mig selv når jeg giver slip og den frihed er ikke kun på ferie; den er også når ferien er slut. Det er næsten bedre end ferien i sig selv, selvom den var nødvendig for at jeg kunne øve mig.

Mit skrøbelige selvværd

Jeg kæmper, åh, hvor jeg synes jeg kæmper. Jeg spiser sundt, jeg dyrker motion, jeg går tidligt i seng, jeg drikker ingen alkohol og spiser ikke kød, jeg har et sundt tarmsystem, jeg behandler mig selv med omsorg og tænker meget over min sindstilstand og gør tit det der gør mig glad.

Men pokker stå mit selvværd, som kan slås ud af kurs så let. Og som er utrænet i ægte selvanerkendelse. Som tror egen ros er falsk (som om jeg faktisk prøver at narre mig selv – men hvis sandheden skal frem, er det noget jeg har gjort i mange år; prøvet at lade som om jeg var glad, stolt, dygtig, begejstret, initiativrig).

Jeg var til to timers yoga igår; en flowtime efterfulgt af en hathatime.

Jeg cyklede til Valby på en smuk solskinsvarm sommereftermiddag og ankom i god tid. Jeg faldt til ro på måtten. Min veninde kom og viste billeder af den yndigste baby, hun har været med til at forløse – sådan en smuk historie og sådan et smukt barn. Flowtimen var fuld af energi, jeg havde faktisk flow, og det er ikke så ofte det sker. Jeg koncentrerede mig om min praksis. Min vejrtrækning, mit flow (også selvom det nogle gange var lidt bagud i forhold til resten af holdets). Det var hårdt, for igår var en rigtig varm dag. Men jeg kunne godt mærke et overskud, der kommer af, at min krop kender de asanas vi står i og kan koncentrere sig om at udføre dem bedst muligt, med fokus på detaljerne. Ved timens slut kunne jeg vælge at bruge 5 minutter på at arbejde på min hovedstand (noget jeg rigtig gerne vil mestre) – eller jeg kunne ligge i barnets stilling og trække vejret. Jeg valgte det sidste og nød at have fuld fokus på at trække vejret ind og lade det gå ud igen. Mærke dybden. Mærke, at mit hjerte slog og at pulsen kom ned igen.

I løbet af flowtimen havde jeg udfordret mig selv og havde set at det nytter; jeg bliver bedre af at gøre mig umage og prøve noget, der ligger lige på den anden side af, hvad jeg kan. Men også at vide når nok er nok.

Fordi jeg kunne mærke et fysisk overskud, prøvede jeg at følge med i upward dog istedet for at lave kobra – det kunne jeg efter halvdelen af timen godt mærke, at min lænd ikke var vant til og ikke syntes jeg skulle fortsætte med i resten af timen. Så jeg skiftede til kobra og var okay tilfreds med at have udfordret mig selv noget af tiden.

Jeg var usikker på om jeg skulle blive til hathatimen; min lænd gjorde faktisk rigtig ondt og jeg kender min krop; min ryg er min akilleshæl – det er ALTID her mine skader udspringer...et eller andet sted i tilknytning til min rygsøjle.

Men som Tanja, min yogainstruktør sagde igår; de gamle yogamestre siger at kroppen kun er så gammel som rygsøjlen er smidig; så det er præcis derfor jeg gør noget godt for mig selv, ved at sikre at min rygsøjle ikke skal blive min begrænsning.

Jeg blev til en fantastisk hathatime, hvor min varme krop, den varme sal og de mange yogier samlet skabte en energi, der forplantede sig til mig og gav mig en smidighed, der nåede nye højder (det er her jeg har min force – men det er skønt at mærke, at jeg kan give mig endnu mere, når kroppen er varm).

Til slut var der igen mulighed for at arbejde med hovedstand – og fordi min krop var afslappet og energien var der, gjorde jeg forsøget. Halv hovedstand. Jeg kunne mærke fra det øjeblik jeg lagde armene i måtten i skulderbreddes afstand og foldede hænderne, så der var plads til mit hoved og placerede toppen af hovedet mellem hænderne, at det var helt rigtigt. Det føltes rigtigt. Der var overskud i overarmene, der var styrke i nakken. Jeg kom op i en næsten halv hovedstand to gang. En kvart hovedstand. Jeg balancerede med vægten af min krop på mit hoved. Det var overraskende – og så er det man enten bliver overmodig eller bange. Jeg blev bange. For at jeg ville vælte, for at min nakke ikke kunne holde, for at jeg ikke havde styrke nok. Så jeg stoppede og gav istedet kroppen en befriende omvendt stilling i skulderstand.

Da jeg cyklede hjem burde jeg således have været ovenud begejstret – jeg prøvede at minde mig selv om, hvad det lige var jeg havde opnået; jeg havde haft en af de bedste yogapraksisser jeg nogensinde har haft; rent fysisk og nærværsmæssigt. Men mit sind ville ikke lade sig begejstre. Jeg fokuserede mere på min lænd og min aftensmad end på min sejr.

Her til morgen stod jeg op og stod på vægten. Det er ikke min vejedag – men jeg havde brug for et boost og en bekræftelse af mig selv. Det fik jeg ikke. Jeg vejede mig og målte mig og begge dele viste mig, at jeg lå et godt stykke over status for uge 30.

Et eller andet sted, var det en følelse jeg kunne kende og som jeg kunne forholde mig til. Skuffelse over det ydre. Tal, der ikke viser hvad de bør. Istedet for at mærke efter. Hvorfor er jeg utilfreds? Hvorfor kan jeg ikke glæde mig over det der er godt istedet for at søge, det der gør mig ked af det og skuffet? Hvorfor er her og nu ikke godt nok?

Mit selvværd er i træning. Det ægte selvværd. Der tror på det gode i mig selv og passer på mig selv. Stryger mig selv med hårene og lytter til de ægte følelser der er, uden at dømme dem og forsøge at presse dem til at føle noget de ikke gør. Det selvværd, der er mig selv. Uden pynt. Åh, det tager tid.

Det tager tid fordi jeg arbejder på to fronter, der godt kan finde på at modarbejde hinanden. Den ydre, der påvirkes af kost og motion og vægtens tal; og den indre, der skal finde sin tilfredshed uafhængigt af den ydre, men bliver så frygteligt tilfredsstillet af det ydre når det går godt, og rædsomt såret når det går dårligt.

Så prøver det indre at fraskrive sig det ydre på den forkerte måde – ved at afvise istedet for at favne. Det er en sjov tanke. At den rigtige måde at finde sit selvværd uanset påvirkeningen fra de eksterne faktorer er ved at acceptere de eksterne faktorer og arbejde med at de ikke skal fremkalde følelser. Det er ikke på baggrund af det ydre, at glæden skal findes.

Jeg skal nok nå dertil – men vejen er målet.