Ej, det kan man nok ikke rigtigt - ihvertfald ikke på tal og fakta.
Siden mandag har jeg haft fokus på en udrensende diæt (kogte grøntsager, lidt koldpresset jomfruolivenolie, vand, knækbrød af den groveste slags - og så 2 syndefulde kopper cafe latte på arbejde) og på at få lavet yoga og cyklet. Det er jo de gode vaner jeg skal have indkorporeret i en almindelig livsstil.
Der er mange meninger om hvor lang tid det tager at etablere en ny vane - nogle kilder siger 21 dage, andre siger at det tager 30 dage at bryde en dårlig vane (er det det samme som at etablere en god vane?) og så er der dem der siger at man skal prøve noget nyt bare 10 gange for at vænne sig til det (men er det det samme som at det bliver en vane?)
Rent personligt har jeg igennem de sidste 2 år arbejdet med min psykiske udvikling ved ugentlige samtaler med en psykolog - og jeg har oplevet hvor lang tid der går med at ændre de motorvejsspor i hjernen, der gør at man vælger (mere eller mindre bevidst) at handle på en bestemt måde. At skabe gode vaner står for mig som noget der skal ske i en iterativ process for at det kan virke - jeg skal arbejde både med min psyke, for at sikre at jeg forstår, hvad der sker, hvad det giver mig af følelser, hvad jeg oplever, når jeg ændrer noget, når jeg fravælger noget, når jeg påvirker min krop anderledes; og jeg skal også arbejde med min fysik på et praktisk plan - så jeg præger den gennem gentagelser; jo flere gange min krop har gjort noget, jo lettere er det for den at gentage og gentage og gentage...
Der er tryghed og sikkerhed i at køre på en rutine, men hvis rutinen skal gøres til noget ubevidst (som vaner jo er) så skal det gøres gennem bevidstliggørelse - ellers er jeg sikker på at ryge tilbage i den firsporsmotorvej jeg har i hjernen, der fortæller mig at jeg plejer at sætte mig på sofaen når jeg kommer hjem fra arbejde, jeg plejer at hygge mig med Kim og drikke et glas rødvin (eller en flaske), jeg plejer at spise resten af flødeosten fordi den skal spise, jeg tager et stykke kage mere/portion aftensmad mere/en håndfuld bland-selv-slik mere, når det regner/blæser/er koldt plejer jeg at tage bilen istedet for cyklen.
Processen skal være til stadig genforhandling - hvordan gør jeg det her så det virker bedst og føles bedst; jeg kan lynhurtigt trække et paradigme ned over hovedet på mig selv og påstå at det er den eneste vej frem; at jeg skal leve efter det regelsæt og hvis det ikke virker, så forkaster jeg det hele og står på bar bund. Istedet har jeg lært (gennem det psykologiske arbejde) at jeg skal mærke efter. Mærke efter det der virker, mærke det der ikke virker og modificere indtil det virker. Så det lykkes ikke at tage cyklen hver gang jeg skal noget...helt ok; hvis det pisser ned eller stormer en halv pelikan og jeg skal til yoga, så er det ok at jeg ikke cykler. Jeg skal anerkende de gode gerninger, de gode oplevelser, de gode følelser for anerkendelsen er i den grad med til at motivere mig til at blive ved.
Jeg gik på vægten her til morgen - jeg synes jeg kunne se det nederste bildæk (der er 3 at tage af - gradueret i størrelse; den nederste anseelig) var blevet lidt mindre. Jeg havde en følelse af at være stærkere. Jeg har spist efter foreskrifterne (og har aldrig sultet). Jeg har cyklet, dyrket mere yoga en forventet (og hårdere end forventet - ikke kun hatha, men også flowyoga så sveden har sprunget). Men vægten viste 74.6 kg. 100 gr mere end udgangspunktet. Min første tanke var WTF?! Rationelt ved jeg godt at muskler er tungere end fedt og at kroppen kan tilbageholde væske og at cyklus betyder noget og at en halv uge ikke er et målepunkt og at 100 gr ikke er en katastrofe - og ikke mindst at jeg er på rette spor! At det er det rigtige jeg gør, for det føles godt og rigtigt og ikke som et afsavn, snarere som en fornøjelse og et rart og spændende projekt - men for pokker hvor mine følelser fortæller mig at det hele kan være lige meget; at jeg jo gør mere skade end gavn, at jeg lige så godt kan vende tilbage til motorvejssporet for det ved jeg hvad er.
Det er ikke tiden at tage en re-iteration endnu. Rationaliteten må berolige de neurotiske følelser og stryge dem med hårene og fortælle dem at alt ikke er tabt, at det nok skal gå og at ting tager tid. Men det er godt nok at teste følelserne; der skal ikke skjules noget for dem, fordi de er så vigtig en parameter at have indbygget i de gode vaner. Body and mind forledes jeg til at tænke; helt centralt i livet.
Kram til mig selv. Stort kram.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar