tirsdag den 10. juli 2012

Hvad jeg giver ud kommer hundredefold tilbage

Jeg prøver at være et godt menneske, der lader tvivlen komme de fleste folk til gode, der prøver at favne forandring og acceptere, at andres ideer er lige så gode eller måske bedre end mine egne, og jeg prøver at lade være at lade mig påvirke af andres negative energi – måske endda påvirke dem med noget positiv energi.

Når jeg møder nogen, der gør noget uhensigtsmæssigt og jeg føler mig ramt, øver jeg mig i at tænke, at de ikke ser verden fra mit udsigtssted – de ved ikke, at de generer mig og de prøver ikke bevidst på at gøre det. Nogle gange kræver det nogle ekstra dybe vejrtrækninger at lade noget fare – og nogle gange er det bare helt umuligt.
Jeg kan mærke, at yoga hjælper mig til at håndtere udfordringer i relationer til andre mennesker, så de ikke får mig op i det røde felt.

Jeg oplever ofte, at jeg har svært ved at anerkende andres gode forslag – især hvis jeg ikke har haft tid til at danne min egen mening om noget. Så føles det at sige ja, til andres gode ideer, som et overgreb og som et commitment jeg ikke kan slippe ud af; jeg modarbejder og kritiserer, så jeg genvinder følelsen af kontrol.
Det er en skrækkelig oplevelse – både for den, der kom med den gode idé, og for mig. Jeg arbejder med at anerkende uden, at det føles, som om der går noget af mig. Jeg arbejder med at lytte uden at dømme og uden at engagere mig følelsesmæssigt. Og så øver jeg mig på ærlighed, så jeg kan sige til den anden – ”det lyder som noget du har tænkt over/brænder for/ved noget om – men jeg har ikke haft tid til at danne mig min egen mening, så lige nu lytter jeg bare til, hvad du har at sige”. Og lade det være godt med det.

Når jeg oplever nogen, der kommer med negative udsagn eller dårlig energi prøver jeg at lade være med at lade mig trække med. Deres oplevelser af en given situation er ikke den samme som min – selvom vi har samme holdning, kan vi godt udtrykke den forskelligt. Hvis vi ikke har samme holdning prøver jeg at lade være med at fremture med min holdning. Hvis jeg bliver spurgt eller føler at jeg skal etablere min position, forsøger jeg at gøre det enkelt og kun én gang. Jeg vil gerne undgå, at jeg opildner en konflikt – indre eller ydre – ved at være forcerende i mit ståsted.

Det kan godt give skrammer at være den, der er positiv – især når det mest er noget jeg øver mig på; jeg er endnu ikke så god til det og jeg glæder mig til, at det også bliver en god vane.
Agressive mennesker ser tit rødt, når nogen vælger at være stille og passivt vende den anden kind til; men i det mindste går jeg ud af konflikten uden indre skrammer (jeg synes nemlig det er værre at være blevet rigtig vred end det er at blive kaldt kryster).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar