onsdag den 18. juli 2012

Sur, sur, sur

Jeg er stor fan af godt rugbrød – i mange år har jeg ikke brudt mig om smagen eller konsistensen af rugbrød; det var for surt, for tørt og der skulle ret meget pålæg til at skjule den fabriksfremstillede skive. Min aversion ændrede sig til fuldkommen begejstring, da jeg begyndte at købe rugbrød hos en god bager eller bage det selv. Selv hvis det var en rugbrødsblanding, hvor jeg bare skulle tilsætte gær og vand, kunne jeg sagtens nyde både smag og konsistens og eksperimenterede med revne grøntsager og krydderier som smagsgivere.

Den der nybagte endeskive med tandsmør er helt på højde med et stykke kage.

Selvom jeg har flyttet mig fra poseblandingerne, til selv at stå for blandingsforhold og indhold, har jeg aldrig bagt rugbrød med surdej. Det er jeg igang med at ændre nu. Igår blandede jeg (efter Camilla Plums anvisninger) 200 gr groft rugmel, 1 tsk honning, ½ tsk salt og vand nok til at lave en lind grød i en beholder og satte den i udestuen med et viskestykke over. En snuseprøve her til morgen fortalte mig ikke andet end, at det dufter af rugmel. Det er med andre ord ikke syrnet endnu – og fordi jeg gruer for at udestuens temperaturudsving er for store (det bliver 12-15 grader om natten, men kan godt blive mellem 35 og 40 grader om dagen) så har jeg nu flyttet surdejen ind på spisebordet (det siger Camilla Plum nu altså også...så overnatningen i udestuen står for egen regning).

Jeg er så spændt på om det lykkes; surdej har ry for at være besværligt og har en næsten mytisk status, hvor den gærede grød er ansvarlig for at puste ikke bare liv i brød, men også for, at være sundere. Sundhedsfordelene skyldes blandt andet den lange hævetid, der er nødvendig når man bruger surdej og som betyder, at kernernes indhold af næringsstoffer gøres mere tilgængelige. Desuden gør brugen af surdej at mængden af gær mindskes (gær kan skabe ubalance i tarmfloraen) og forskning viser at brød bagt på surdej ikke i samme grad som andet brød, giver kraftige blodsukkerudsving.

Hvorom alting er, glæder jeg mig ihvertfald til at se om det lykkes - og om min surdej ender med at give mig både rugbrød og lyse surdejsbrød med masser af smag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar