onsdag den 29. august 2012

At udfordre min angst

I weekenden var jeg til Copenhagen Yoga Festival på Amager. I ugevis havde jeg glædet mig til at deltage i noget helt særligt. Noget for alle yogainteresserede og føle jeg i endnu højere grad, end når jeg dyrker yoga i fitnessworld, læser yogablogs og bøger eller forsøger at meditere, er en del af et fællesskab.

Da vi nærmede os dagen kunne jeg mærke en genkendelig uro i kroppen. Det er den uro, der dukker op, når jeg er på vej ind til en situation, hvor omgivelserne er ukendte og hvor jeg ikke ved hvilke oplevelser jeg kommer til at få.
Jeg havde heldigvis en aftale med en veninde, som gjorde, at jeg ikke havde aflysning som mulighed. Hvis jeg havde skullet alene afsted havde jeg formodentlig fundet på tilstrækkeligt mange undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kunne komme afsted, at jeg var endt med at tro på dem (næsten) og havde siddet hjemme og nurset min uro og angst.

Istedet tog jeg afsted. Jeg holdt blikket rettet mod den umiddelbare handling lige foran mig. Først skulle jeg cykle til min veninde – det var genkendeligt og noget jeg uden problemer kunne udføre. Så drak vi kaffe og arbejdede med at oprette en blog til hende. Det var sjovt og det var ydermere noget, hvor jeg fik et lille selvtillidsboost af at kunne videregive min erfaring med blogs. Da vi skulle afsted havde jeg således en god ro i kroppen. Min veninde kørte – og det var lige præcis det, der skulle til for at fastholde roen. Jeg skulle bare lade mig transportere.

Ude på Ti-øren fandt vi festivalområdet og jeg skulle overkomme endnu en genkendelig følelse af at være malplaceret. Af at føle, at jeg havde for meget udstyr med, var usmart i mit yogatøj, ikke vide præcis, hvor vi skulle være til de to timers yoga med vores yndlingsinstruktør, som var lige dét vi var der for. Så vi stod lidt. Mødte en af dem vi dyrker yoga med i fitnessworld som koblede sig til os – og det gav lidt ro i kroppen. Da vi spottede instruktørerne på vej hen i det rigtige telt gav det endelig følelsen af at være på plads. Oplevelsen af at vide, hvad der skulle ske – mere eller mindre – gjorde mig tryg.

Min plads foran teltet valgte jeg selv – det var jeg klar til; istedet for passivt at vente til pigerne i mit følgeskab havde valgt for mig. Og nu var jeg klar. Jeg kunne mærke præcis det, som jeg har læst om og drømt om skulle ske for mig. At yogamåtten blev mit hjem og min trygge base, hvor jeg kunne se ind i mig selv og arbejde med mit indre, fremfor at agere og opleve mig selv på baggrund af verden og mennesker omkring mig.

I løbet af min yogapraksis havde jeg en række oplevelser som forandrede mig.
I trikonasana kiggede jeg direkte op i en blå himmel, med hvide skyer og en enlig svale, der kastede sig modigt rundt (ok, måske ikke mere modigt end svaler normalt kaster sig rundt – men synet kaldte på noget i mig, der gav mig en følelse af opløftethed og mod).
Det luftede og solen skinnede og følelsen af at arbejde med naturen, at læne sig ind i vinden og bruge den som støtte, at finde fordybningen i græsset under måtten, der gav ekstra støtte i balasana, så jeg kunne hvile dybt, gav ekstra energi til de styrkekrævende asanas.
Første gang, anden gang, tredje gang – var jeg oppe i urdhva dhanurasana. Jeg har aldrig turde begive mig op i den fulde bro – en frygt for at knække nakken. Frygt for ikke at kunne holde mig oppe i armene. Angsten for ikke at kunne klare det, har afholdt mig fra at udforske den stilling og når muligheden har budt sig, er jeg blevet i den velkendte Setu Bandha Sarvangasana – som faktisk aldrig har sagt mig særligt meget; det har været en overspringsstilling, som jeg ikke fandt nogen særlig glæde i. Men fuld bro! Åh! Fantastisk at se verden på hovedet. At svæve fordi armene var stærke nok til tre omgange.
Og til sidst. En savasana, der var helt unik. Vi lå så tæt, så tæt på græsset – jeg har aldrig dyrket yoga med ti centimeter mellem måtterne. Det i sig selv, gav mig en oplevelse af samhørighed og organisme – vi bevægede os sammen og gjorde plads til hinanden. Da vi nåede til den sidste hvilestilling var der kun plads til mine arme, hvis jeg bredte dem helt ud i skulderhøjde. Der lå jeg med græsset under armene, solen, der skinnede og varmede mit underliv og vinden der luftede mit ansigt. Og trak vejret. Og følte at jeg var nået til et helt særligt sted.

Efter den yogapraksis var jeg i en halv times tid en anden. Jeg bevægede mig med en lethed, der ikke kun var fysisk, men også mental – jeg havde ingen angst. Kun kærlighed til dem, der var omkring mig. Kun lyst til at udforske, opleve, suge ind. Ingen bekymring for, hvordan jeg passede ind – for jeg var en del af verden og havde min plads.

I de efterfølgende dage blev jeg mere og mere opmærksom på, at jeg anskuede dagenes indtryk igennem den følelse af min berettigede plads i verden. Oplevelsen af at turde gribe mulighederne, der kom til mig. Oplevelsen af, at verden har mere at give mig, hvis jeg giver noget igen – giver opmærksomhed. Jeg kan se nu, at jeg bliver mere og mere parat til at søge dybere. Finde ind i mig selv og løsne angstens greb, som nogle gange holder mig tilbage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar