Efteråret kommer

Jeg kan mærke sommeren gå på held og jeg kan mærke hvordan min krop vækkes til live. Jeg er et menneske, der trives allerbedst om efteråret. September er min yndlingsmåned (uden, at det hænger sammen med, at det er min fødselsdag – for den har i mange år mest båret præg af at være en udfordring af de svære og en dag jeg helst så overstået hurtigst muligt). Men septembers blå himle, farverne, der bliver dybe og lyset, der ikke er helt så skarpt. Temperaturen, der har en snert af kølighed og forventningen om dage med regn og rusk og indetid. Dét elsker jeg. Efterårets pragt og magt og ro.

I dette efterår vil jeg udnytte, at jeg har haft et år, der bærer præg af en fysisk og mental udvikling og derfor kan jeg dedikere den kommende tid til at fordybe mig indenfor to onmråder, der har vakt min interesse i årets løb.

Den ene interesse er yogaen, der har været en genopvågning i mig – jeg kan ikke mindes, at jeg har mærket min krop helt lige så meget og haft den oplevelse af, at jeg arbejder med den istedet for at betvinge den. Mit hoved er så meget med, at jeg tør være åben for, hvad kroppen vil og jeg kan hjælpe den til at ville noget godt.

Den anden interesse er keramik. Jeg tog et weekendkursus i foråret og faldt pladask for processen og materialet. At blive beskidt og skabe noget, der er helt unikt (selvom mit indre gerne vil lave gentagelser af det unikke). At se forandringen ske. At give slip og tillade at produktet tager de sidste skridt alene og måske forandrer sig til noget uventet, som jeg skal lære at holde af – selvom det ikke var som jeg troede det ville blive.

Jeg har meldt mig til et efterårskursus – hver mandag i 4 timer i 12 uger. Jeg glæder mig til at give endnu mere slip og mærke om kreativiteten kan blive befriet i mig. Jeg tror ønsket om at producere og genproducere den samme skål vil ændre sig. Når teknikken bliver bedre er jeg sikker på, at det giver tryghed som igen giver plads til frihed til at skabe noget, der går lidt over stregen.

Jeg har oplevet det med yoga. Når jeg prøver at skabe noget smukt – det perfekte træ, så giver det ikke nær så dyb en kontakt med mit indre, som hvis jeg forsøger at strække og åbne træet lidt mere end hvad trygt er.

Jeg glæder mig til at sidde i en keramikhule på Østerbro i efterårets regn og rusk og mærke leret arbejde med mig. Og jeg glæder mig til at praktisere yoga i efteråret og mærke at kroppen er knyttet til naturen, der centrerer sig mod sig selv og bygger den styrke, der skal bære den igennem vinteren.

Jeg glæder mig til efteråret.