onsdag den 29. august 2012

Kan man lede efter sin passion?

Jeg har hele mit liv drømt om at finde min passion – en passion af en eller anden slags. Jeg har beundret mennesker, der havde fundet deres – nogle med interesse og begejstring; nogle med misundelse. Jeg har kigget på passionen udefra og forsøgt at inkorporere den i mit liv; altså de seje passioner om at ville være moderigtig, at dyrke smart sport, at holde intellektuelle symposier, at rejse, musik, film, uddannelse.

Helt indlysende har min involvering i disse ting ikke varet ret længe, fordi de ikke har været oprigtige udtryk for noget har jeg interesseret mig for. Jeg har forsøgt, fordi jeg gerne ville sende signaler om, at jeg var på en bestemt måde, så jeg kunne se sej ud i de øjnene på de mennesker, hvis passionerede engagement jeg beundrede. Det jeg ikke har gjort er at anerkende, at passion ikke nødvendigvis er smart – det er faktisk tit enormt nørdet at være meget passioneret. Passion er tit så detaljeorienteret, ambitiøst og kompromisløst, at kun andre passionerede kan forstå. Passion kræver næsten altid hårdt arbejde.

Da jeg var barn havde min lillebror, der var dygtig med sine hænder og interesseret i mekanik, bygget en fjernstyret bil. Den var virkelig sej og han var med rette stolt – det samme var hans omgivelser og han fik en masse ros. Jeg var misundelig og synes også det var lidt pinligt, at han fik så meget ros for noget, jeg synes var temmeligt usmarte evner – hvad gad at kunne noget med ledninger? Så jeg kritiserede ham og fik ham til at græde fordi jeg var ondskabsfuld, og kaldte ham latterlig. Det er en frygtelig erindring at sidde tilbage med (min lillebror husker intet – det har heldigvis ikke gjort dybere skade). Men det er perspektiverende for min nuværende udvikling. Passion skal også stå mål for uforstående menneskers kritik uden, at det minimerer ens engagement. Også selv om passionen kun betyder noget for en selv. Måske især fordi passionen i sit udgangspunkt kun betyder noget for en selv. Man skal dyrke sin passion for sin egen skyld.

Jeg arbejder med at identificere min passion. Jeg har interesser, der betyder noget for mig.
Jeg holder af håndarbejde; jeg strikker og nyder garnet mellem mine hænder og følelsen af, at noget flyder fra mine fingre. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en passion – for jeg ved ikke, hvordan jeg skal måle en passion (når jeg ikke måler den udfra mine gamle, misforståede kriterier om coolness og andres beundring).
Jeg holder af at lave mad. Jeg bliver lidt trist, når jeg ikke skal lave mad i et par dage og jeg trives godt med at finde på noget vi skal spise. Jeg elsker at planlægge menuer og retter, og tænke deres udførelse igennem. Det er mit ’happy place’ at tænke på madlavning - når jeg er trist, ikke kan sove, er bange eller bekymret. Men jeg ved ikke, om det er min passion.
Jeg nyder at dyrke yoga – jeg glæder mig til det inden, elsker fordybelsen mens jeg udfører mine asanas og fuld af begejstring for den følelse af frihed jeg opnår når min praksis er overstået. Jeg er vild med at yoga giver mig en indre styrke og generøsitet i forhold til min omgang med verden – og min egenkærlighed. Men selvom det er en kæmpe fornøjelse at dyrke yoga ved jeg ikke om jeg er passioneret omkring det.
Jeg har en oplevelse af, at når jeg har identificeret noget som en passion, så er der også en forventning om, at jeg så skal gøre ’noget’ ved det. Det ’noget’ ved jeg ikke helt hvad er.


Jeg har på anbefaling af en veninde lånt en bog der handler om at finde sin passion på 4 uger. Der er øvelser og hun oplever, at den kan bruges i hendes liv. Men hun var overrasket over, at det faktisk ikke så meget handlede om at finde sin passion – men mere handlede om (ihvertfald i det afsnit der knyttede sig til den første uge) at finde ud af, hvad der gjorde en glad, tilfreds, lykkelig. Hvordan de følelser kom til fysisk udtryk i kroppen. Hvordan det var at tænke på forskellige ting – blev man bange eller vred eller glad eller forventningsfuld?

Jeg glæder mig til at arbejde med at identificere min passion –  måske jeg allerede ved, hvad det er, men bare skal anerkende den? Måske jeg ikke behøver at gøre noget ved min passion, andet end at fortsætte med at dyrke den for min egen fornøjelses skyld; selvom vi i vores samfund beundrer mennesker, der gør gør deres passion til deres job, er det ikke sikkert, at det er vejen frem for mig.
Jeg skal nok starte med at beundre mig selv for, at jeg dyrker min passion (når jeg finder ud af hvad den er).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar