Den hvide dame

Jeg havde ikke lige regnet med en åbenbaring, da jeg tog til yoga forleden dag.

Jeg er et menneske, der lever meget med kontrol – både på den gode og den mindre gode måde. Kontrol i min hverdag manifesterer sig positivt som vedholdenhed, blandt andet i etableringen af de gode vaner. Når jeg oplever de mindre positive sider ved kontroludøvelse, handler det tit om, at jeg frygter at miste kontrollen eller føler at jeg har mistet den og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal forholde mig til det. Så bliver jeg angst eller agressiv over for mig selv eller min omverden.

Efter 2 timers yoga lå jeg i savasana og mærkede det, der havde presset sig på i løbet af den sidste halve time. En følelse af, at min krop var forgængelig og uden betydning. En følelse af, at kroppen og sjælen var adskilte og at sjælen havde plads. Rent konkret oplevede jeg en meget lille, hvid skikkelse, klædt i hvidt, uden ansigt, sovende i en lille hvid seng lige midt i min brysthule. Liggende, som jeg ligger i min yndlingsposition, når jeg lægger mig til at sove. Helt rolig lå skikkelsen der. Og min krop slappede af og jeg forsøgte at fastholde den ro, der skulle få skikkelsen til at blive i søvnen. Tårerne løb lige så stille ned af mine kinder og ind i mine ører og jeg vaklede mellem at give slip og tillade gråden at få fat – eller at holde den tilbage. Det endte med, at jeg holdt den tilbage. Sikkert fordi jeg frygtede at slippe kontrollen. Fordi jeg frygtede, hvad andre ville tænke, hvis de opdagede at jeg lå og græd. For, at jeg skulle forklare noget uforklarligt.

Jeg mærkede efter og for første gang mærkede jeg, at min sjæl er uafhængig af min krop.

Grunden til, at jeg skal passe på min krop er for at kunne komme i kontakt med min sjæl – jeg er sikker på, at en krop, der har det godt og er i balance, mere villigt lader mit sind slippe tanker om kroppens tilstand og det giver mulighed for at synke ind og passe på den lille skikkelse i min brysthule.

Det, der virker - for mig

I løbet af de sidste 3½ måned har jeg foretaget en række ændringer i min livsstil og i mit tankesæt. Jeg er nu ved at se frem til afslutningen af den periode, jeg i begyndelsen satte for mig selv. Jeg kan se at nogle af de forestillinger jeg havde, ikke er kommet til at fungere som antaget, andre har undergået forandring og atter andre er dukket op i løbet af processen.

Mit første indlæg var en liste over min vægt og mine kropsmål. De første 5 uger skrev jeg opdateringer ind og fulgte med. Derefter fulgte nogle uger, hvor jeg noterede mig udviklingen (der både gik frem og tilbage) på post-its og i de sidste mange uger har jeg sporadisk fulgt med – men har i stadig højere grad valgt at lade vægten stå og centimetermålet ligge.

Jeg føler mig tilpas i min krop de fleste dage og jeg har opdaget, at jeg er meget bedre til at lytte og være god ved mig selv, hvis det ikke grunder i det tallene siger mig.

Jeg har læst meget om den ayurvediske tilgang til naturlig vægt og jeg trives med at have det kropsfokus, der siger at vægt og krop finder sit naturlige leje, når krop – og sind - er sundt og i balance.

Mit mål for 3½ måned siden var at tabe 10 kg ved hjælp af kostomlægning, yoga og cykeltransport.

Det er til en hvis grad hvad jeg har gjort.

Jeg har dyrket yoga mellem 4 og 5 gange om ugen – en blanding af fysisk krævende flow yoga og dybe, udfordrende stræk i hatha yoga. Yogaen har givet mig styrke, indsigt og en større kropsforståelse. Men hvad mere er har yoga cementeret sig som min ’sport’. Jeg bryder mig ikke om sport – og yoga er fantastisk nok ikke hvad jeg betragter som sport. Det er indlevelse i kroppens muligheder.

Cykling har været dejligt i godt vejr og jeg har nydt både lange og korte ture – men det bliver aldrig andet og mere end transport for mig. Det er nogle gange mere praktisk på cykel og så cykler jeg – andre gange er det mere praktisk i bil og så biler jeg. Jeg kan dog mærke at der er ved at ske et miljøfunderet skifte i mig og det er ikke usandsynligt at det også vil være en faktor jeg tager med i betragtning når jeg i fremtiden skal vælge mellem cykel eller bil.

Jeg har ikke tabt 10 kg, men jeg har fundet ud af, at er det heller ikke længere mit fokus.

Kosten er nok der, hvor der er sket den største og mest interessante ændring. Jeg har ikke lavet madplaner – og vidste nok også godt, at det ikke ville blive en brugbar løsning for mig. Det er for begrænsende for mig, fordi jeg i den grad nyder at gøre mig de daglige overvejelser om menuen sammensætning og jeg nyder at finde på spændende og varierede måder at bruge det, der er i køleskabet på. Jeg har aldrig rigtig haft problemer med at købe usunde varer når jeg handler og derfor er indkøb ikke en faldgrube for mig. Jeg elsker at have kurven fuld af sunde varer.

Mit største problem har være portionstørrelse og hvad vores mad egentlig endte med at bestå af. Lidt for meget kød og sovs, lidt for få grøntsager – selvom vi stort set har fået grønt til hvert måltid har det været tilbehør og for lidt varieret.

Mine spisevaner har ændret sig, så jeg idag spiser, når jeg er sulten og indtil jeg ikke er sulten mere. Jeg øver mig i at spise langsomt. Jeg tager sjældent portion nummer to og portion nummer ét er altid kun to tredjedele af Kims portion – det er en nem og tilgængelig parameter. Jeg øver mig også i at nyde maden. I flere tempi. Mens den ligger på tallerkenen. Når jeg tager den på gaflen. Når jeg tygger, tygger jeg længe – tidligere var jeg mere forslugen. Og jeg lægger mærke til smagsnuancer og konsistenser.

Jeg starter dagen ud med grød. Det er også nyt. Jeg har altid syntes, at grød smagte temmelig meget af vådt pap. Men ikke mere. Min grød har nemlig konsistens, smag og masser af kerner og korn – og den første dosis af dagens olieforbrug. For jeg spiser en masse olie. Og jeg skammer mig ikke. Det er fremragende til at skabe ro i kroppen, glød i huden og en masse overskud (for ikke at tale om virkelig regelmæssig afføring).

Jeg har skåret kød ud af min kost, men nyder gerne fisk og mælkeprodukter – ost på en skive ristet rugbrød og mælk i min kaffe. Det er ikke her, jeg er klar til at være konsekvent og vegetar. Jeg havde bare brug for at have grøntsager som min primære fødekilde. Og kors, en nydelse. Jeg startede ud med at juice i sommer – nu er juiceren for en tid pakket væk og jeg spiser istedet rå grøntsager, stegte grøntsager, bagte, grillede og på alle mulige måder og i alle mulige kombinationer. Jeg har introduceret tang (arame) til mine salater og stegte grøntsager. Vi spiser stadig fra hele klodens køkken med masser af krydderier og smagsgivere.

Når den søde tand giver lyd får den enten frugt eller en frugtkugle, som er det, vi forkæler os selv med.

Alkohol er lagt på hylden i videst muligt omfang og kunstigt slik og færdigvarer har ingen plads i vores køkken (med undtagelse af en sød finsk lakrids, hvis nogen (Kim) bliver fristet og frister mig).

Jeg falder i engang imellem og vælger mad eller spisevaner, som ikke er gode for mig – men det vigtigste jeg har lært de sidste 3½ måned er at tilgive mig selv og lade være med at ønske en virkelighed, der er andeledes end den, der er lige nu. ”Bare jeg havde ladet være”, nytter intet.

Fremtiden er den samme som min nutid – når det handler om kost, krop og sind. Udvikling, nærvær og ægthed.

At turde turde

Jeg har måske fundet min fremtid. Der, hvor jeg kan og vil gøre mig gældende. Det er frygteligt skræmmende – men føles i disse dage, hvor muligheden har præsenteret sig, helt rigtigt. Så rigtigt, at jeg kan mærke, hvordan mit sind kæmper imod. Fordi det er bange for at vælge. Bange for at vælge forkert og stå til ansvar og måske opdage, at den fremtid alligevel ikke var rigtig. Endnu mere bange for at vælge rigtigt og stå til ansvar overfor mig selv, mine drømme og min egen lykke.

Angsten manifesterer sig ved, at jeg har lyst til at flygte og lade være med at vælge og prøve at opretholde det jeg har – selvom jeg ikke har lyst til det. Hvis jeg lukker øjnene forsvinder muligheden måske, presset tages af mig og jeg kan lade være med at vælge. Og det kan helt sikkert ende på den måde, som det er endt flere gange før. Jeg har sjældent turde mærke min egen entutiasme med henblik på at agere på den. Jeg har valgt til, på baggrund af andres entutiasme og andres drømme, fordi det har været mere trygt end at stå på egen hånd med mine egne drømme.

Men jeg ved, at jeg er stærkere nu end nogensinde før og jeg ved, at jeg kan vælge til. Jeg ved, at jeg skal lægge en plan for mig selv, fordi angsten for det ukendte forminskes, hvis jeg har en plan med delplaner og retningslinjer; støttepunkter. Jeg skal håndgribeliggøre min drøm, fordi jeg vil få nemmere ved at stå til ansvar for den – overfor mig selv og overfor andre. Jeg skal mærke mine følelser, når de prøver at hindre mig i at træffe valg, der vil bringe mig tættere på min drøm – og analysere dem, så jeg kan hjælpe mig selv til at komme over følelsernes barrikader.

Den første del af planen er at indsamle viden om mit fremtidige fagområde. Konkret viden. Oplevet viden. Kritiske betragtninger.

Anden del af planen er at få en personlig relation til fagområdet (teste det af) samt at komme i dialog med en, der er indenfor området.

Tredje del er at tage de forberedende kurser, som kvalificerer mig til at uddanne mig i faget.

Fjerde del er at tage uddannelse.

Sideløbende med det ovenstående skal jeg opspare til selvafprøving, forberedende kurser og selve uddannelsen.

Jeg skal også finde muligheder for at gøre brug af uddannelsen – enten som ansat et sted eller som selvstændig.

Hvis som selvstændig skal jeg sætte mig ind i, hvordan jeg griber det an.

Overordnet sætter jeg næste år (2013) af til første til tredje del af planen og året efter (2014) af til selve uddannelse. Det betyder, at jeg ved indgangen af 2015 vil være færdig med min uddannelse og kan træffe et valg vedr. hvordan den kan påvirke min fremtid.

Når jeg kan mærke mig selv – bliver jeg skuffet

I løbet af de sidste 4½ måned har jeg haft forøget fokus på min krop, mit helbred, min psyke, min fremtid – altsammen fordi jeg gerne vil leve et mere bevidst liv, hvor jeg skaber min egen sundhed og er ansvarlig for min egen udvikling.

Og langt hen ad vejen har jeg haft positive oplevelser. Det er blevet nemmere at mærke mig selv. Jeg kan se på min hud, at jeg spiser sundere, prioriterer min søvn og kropslige balance. Jeg kan mærke, at mine følelser er mere tilgængelige og at jeg kan sætte navn på det jeg føler. Det er ikke altsammen rare følelser, men selv de svære kan jeg mærke uden at skulle ty til dulmende midler. Jeg tør mere fysisk og mentalt – jeg kan overskride mine egne grænser, så jeg får nye grænser, der afspejler mit større mod og grad af bevægelsesfrihed både i hoved og krop. Men jeg kan også bedre mærke, hvornår grænseoverskridning føles ubehageligt – og jeg tør acceptere det, uden så ofte at underkende, at det er rimeligt.

Jeg har tabt mig, jeg er blevet stærkere, jeg er rankere og jeg spiser, når jeg er sulten og jeg stopper, når jeg er mæt. Jeg fordyber mig i min yogapraksis både på måtten og i læsning af indsigtsfulde, morsomme, interessante artikler og bøger om yogafilosofi og tilgang.

Jeg oplever en selvbevidsthed, som er bedre nu end nogensinde.

Men jeg er skuffet.

Jeg er skuffet over, at jeg oplever min krop som skrøbelig, som flygtig og som mere begrænset end jeg kunne tænke mig. Jeg er skuffet over, at mængden af gode olier, kål, hovedstand, positiv energi og nærvær ikke forskåner mig for at have tandpine, for at være så frustreret, at jeg skriger og for stadig at have lyst til at spise, til jeg er stopmæt.

Jeg er skuffet over at mit mentale overskud ikke giver mig en større oplevelse af sikkerhed – jeg bliver stadig overbekymret over at skulle drikke kaffe med en veninde eller stå blandt mennesker jeg ikke kender og tale med dem. Jeg er skuffet over, at jeg stadig ikke ved, hvad jeg skal med resten af mit liv. Jeg er så skuffet over, at jeg ikke kan mere end jeg kan. Jeg er skuffet over, at jeg ikke synes alt det gode arbejde giver pote. At jeg ikke bliver belønnet for at træffe gode valg.

Men jeg ved jo godt, at det er en del af mit liv. At jeg ikke skal belønnes, for det bliver jeg allerede – jeg kan bare ikke helt se det; jeg ser stadig de negative ting.

Jeg ved at min skuffelse vil være hos mig indtil jeg arbejder med den og det er ret svært. Jeg starter med at arbejde med de enkelte ting jeg er skuffet over – men det er kun symptombehandling. Selve arbejdet er med skuffelsen selv.

Skuffelsen er et produkt af alle de forestillinger om en virkelighed, der er anderledes end den virkelighed jeg står i. Virkeligheden, jeg står i, kan jeg ikke ændre, men jeg kan ændre min opfattelse af virkeligheden. Så den bliver til accept af det, der er. Accept af, at jeg er igang med at arbejde med mig selv, min krop og min sjæl. Selvom virkeligheden ikke står til at ændre, så kan jeg ændre fremtiden. Jeg kan bestemme, hvad min fremtid skal være og hvis jeg accepterer den virkelighed, der præsenterer sig, så vil skuffelsen ikke længere være en del af mit liv.

Jeg drømmer om at være i fuldstændig balance. Balance vil give mig overskud til at se bagom virkeligheden – fuldstændig som i matrix. Se bagom forestillinger og forventninger og rollespil. Jeg kan stå i en virkelighed, der ikke påvirker mig, for jeg er i balance. Det kommer nok til at tage rimeligt lang tid at nå dertil – men lige nu accepterer jeg, at virkeligheden er, som den er. At jeg er begrænset men arbejder med det og at det er godt.