Den hvide dame

Jeg havde ikke lige regnet med en åbenbaring, da jeg tog til yoga forleden dag.

Jeg er et menneske, der lever meget med kontrol – både på den gode og den mindre gode måde. Kontrol i min hverdag manifesterer sig positivt som vedholdenhed, blandt andet i etableringen af de gode vaner. Når jeg oplever de mindre positive sider ved kontroludøvelse, handler det tit om, at jeg frygter at miste kontrollen eller føler at jeg har mistet den og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal forholde mig til det. Så bliver jeg angst eller agressiv over for mig selv eller min omverden.

Efter 2 timers yoga lå jeg i savasana og mærkede det, der havde presset sig på i løbet af den sidste halve time. En følelse af, at min krop var forgængelig og uden betydning. En følelse af, at kroppen og sjælen var adskilte og at sjælen havde plads. Rent konkret oplevede jeg en meget lille, hvid skikkelse, klædt i hvidt, uden ansigt, sovende i en lille hvid seng lige midt i min brysthule. Liggende, som jeg ligger i min yndlingsposition, når jeg lægger mig til at sove. Helt rolig lå skikkelsen der. Og min krop slappede af og jeg forsøgte at fastholde den ro, der skulle få skikkelsen til at blive i søvnen. Tårerne løb lige så stille ned af mine kinder og ind i mine ører og jeg vaklede mellem at give slip og tillade gråden at få fat – eller at holde den tilbage. Det endte med, at jeg holdt den tilbage. Sikkert fordi jeg frygtede at slippe kontrollen. Fordi jeg frygtede, hvad andre ville tænke, hvis de opdagede at jeg lå og græd. For, at jeg skulle forklare noget uforklarligt.

Jeg mærkede efter og for første gang mærkede jeg, at min sjæl er uafhængig af min krop.

Grunden til, at jeg skal passe på min krop er for at kunne komme i kontakt med min sjæl – jeg er sikker på, at en krop, der har det godt og er i balance, mere villigt lader mit sind slippe tanker om kroppens tilstand og det giver mulighed for at synke ind og passe på den lille skikkelse i min brysthule.