I løbet af de sidste 4½ måned har jeg haft forøget fokus på min krop, mit helbred, min psyke, min fremtid – altsammen fordi jeg gerne vil leve et mere bevidst liv, hvor jeg skaber min egen sundhed og er ansvarlig for min egen udvikling.
Og langt hen ad vejen har jeg haft positive oplevelser. Det er blevet nemmere at mærke mig selv. Jeg kan se på min hud, at jeg spiser sundere, prioriterer min søvn og kropslige balance. Jeg kan mærke, at mine følelser er mere tilgængelige og at jeg kan sætte navn på det jeg føler. Det er ikke altsammen rare følelser, men selv de svære kan jeg mærke uden at skulle ty til dulmende midler. Jeg tør mere fysisk og mentalt – jeg kan overskride mine egne grænser, så jeg får nye grænser, der afspejler mit større mod og grad af bevægelsesfrihed både i hoved og krop. Men jeg kan også bedre mærke, hvornår grænseoverskridning føles ubehageligt – og jeg tør acceptere det, uden så ofte at underkende, at det er rimeligt.
Jeg har tabt mig, jeg er blevet stærkere, jeg er rankere og jeg spiser, når jeg er sulten og jeg stopper, når jeg er mæt. Jeg fordyber mig i min yogapraksis både på måtten og i læsning af indsigtsfulde, morsomme, interessante artikler og bøger om yogafilosofi og tilgang.
Jeg oplever en selvbevidsthed, som er bedre nu end nogensinde.
Men jeg er skuffet.
Jeg er skuffet over, at jeg oplever min krop som skrøbelig, som flygtig og som mere begrænset end jeg kunne tænke mig. Jeg er skuffet over, at mængden af gode olier, kål, hovedstand, positiv energi og nærvær ikke forskåner mig for at have tandpine, for at være så frustreret, at jeg skriger og for stadig at have lyst til at spise, til jeg er stopmæt.
Jeg er skuffet over at mit mentale overskud ikke giver mig en større oplevelse af sikkerhed – jeg bliver stadig overbekymret over at skulle drikke kaffe med en veninde eller stå blandt mennesker jeg ikke kender og tale med dem. Jeg er skuffet over, at jeg stadig ikke ved, hvad jeg skal med resten af mit liv. Jeg er så skuffet over, at jeg ikke kan mere end jeg kan. Jeg er skuffet over, at jeg ikke synes alt det gode arbejde giver pote. At jeg ikke bliver belønnet for at træffe gode valg.
Men jeg ved jo godt, at det er en del af mit liv. At jeg ikke skal belønnes, for det bliver jeg allerede – jeg kan bare ikke helt se det; jeg ser stadig de negative ting.
Jeg ved at min skuffelse vil være hos mig indtil jeg arbejder med den og det er ret svært. Jeg starter med at arbejde med de enkelte ting jeg er skuffet over – men det er kun symptombehandling. Selve arbejdet er med skuffelsen selv.
Skuffelsen er et produkt af alle de forestillinger om en virkelighed, der er anderledes end den virkelighed jeg står i. Virkeligheden, jeg står i, kan jeg ikke ændre, men jeg kan ændre min opfattelse af virkeligheden. Så den bliver til accept af det, der er. Accept af, at jeg er igang med at arbejde med mig selv, min krop og min sjæl. Selvom virkeligheden ikke står til at ændre, så kan jeg ændre fremtiden. Jeg kan bestemme, hvad min fremtid skal være og hvis jeg accepterer den virkelighed, der præsenterer sig, så vil skuffelsen ikke længere være en del af mit liv.
Jeg drømmer om at være i fuldstændig balance. Balance vil give mig overskud til at se bagom virkeligheden – fuldstændig som i matrix. Se bagom forestillinger og forventninger og rollespil. Jeg kan stå i en virkelighed, der ikke påvirker mig, for jeg er i balance. Det kommer nok til at tage rimeligt lang tid at nå dertil – men lige nu accepterer jeg, at virkeligheden er, som den er. At jeg er begrænset men arbejder med det og at det er godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar