Foreningen af krop og sind

Jeg startede lørdag ud med at være frygtelig træt – jeg havde haft en veninde på besøg fredag aften, og selvom det hverken blev sent eller var meget aktivitetspræget sov jeg halvdårligt (typisk med at falde fint i søvn, men så vågne ved 3-4 tiden og ligge søvnløs nogle timer, for derefter at have svært ved at komme ud af sengen om morgenen). Jeg var træt lørdag og debatterede mentalt muligheden for at afmelde det 2 timers yoga-event jeg var tilmeldt til at deltage i om eftermiddagen.

Min krop bad mig melde afbud. Jeg havde ondt i ben og balder og var stiv i kroppen. Min tænkning sagde, at det ville være så godt for mig at tage til yoga og at jeg i øvrigt ikke kunne melde afbud; allerhøjest ikke dukke op (afmelding skulle ske mindst 8 timer inden start). Jeg endte med at tage min tænkning alvorligt og det viste sig at være det bedste jeg kunne gøre for mig selv. Yogaen var energigivende og udrensende og gav min trætte krop den fornødne opmærksomhed.

Det er en balancegang – hvornår skal jeg lytte til min krop og anerkende, hvad den fortæller mig – og hvornår skal mit rationelle jeg få lov at bestemme?

Jeg håber, at jeg kan og tør mærke rigtigt efter, hvornår kroppens signaler fortæller mig, at den fysiske udfordring ville være for meget, for der er en klar mulighed for, at det ikke er kroppen, men sindet, der istedet er årsagen til, at jeg trækker mig fra en udfordring. At kroppen bliver en undskyldning for noget, der i virkeligheden er et psykisk signal.

I lørdags oplevede jeg i løbet af yogapraksissen, at det der i virkeligheden havde fået mig til at overveje at blive væk var angst. Angsten for ikke at kunne følge med i øvelserne. Angsten for ikke at passe ind. Angsten for at skulle relatere til en masse ukendte mennesker. Angsten for at min krop ville skuffe mig.

Da jeg indtog min plads på måtten faldt jeg lynhurtigt på plads. Jeg oplevede en tilstedeværelse som jeg ikke oplever når jeg tager plads før yoga i fitnessworld. Jeg kunne abstrahere fra de andre deltageres kommen og gåen og småsludren. Jeg kunne mærke hvordan jeg pasasede ind, fordi jeg var tilpas i mig selv. Min yoga er heldigvis min. Min plads på måtten er der hvor min krop og mit sind forenes og jeg ved, at de signaler der bliver sendt er i overensstemmelse med mine ægte følelser – der, hvor jeg tør mærke og acceptere.