torsdag den 22. november 2012

Min sandhed


Efter yoga retreat har min indre verden fået mere plads. Jeg har gødet jorden med 2½ års terapi og de seneste måneders yogapraksis, så mine oplevelser på retreatet, kunne ikke have fået bedre rum for udfoldelse.
Jeg tænker over sandhed i disse dage – ligesom jeg til stadighed tænker over, hvad det er, jeg rigtig gerne vil med mit liv. Ikke blot arbejdsmæssigt, selvom udgangspunktet alligevel ligger her og fokus nok primært er på at ændre den del af mit liv, så der kommer større overensstemmelse mellem mit arbejdsjeg og mit fritidsjeg. Så der bliver ét jeg, som kan rumme stadig mere kompleksitet. Flere sandheder, der alle er knyttet sammen til min sandhed. Det, der føles rigtigt for mig og der, hvor jeg kan stå inde for det, jeg bringer til verden.

Jeg er lykkelig for mange af de samtaler, jeg har haft med mennesker i min nærhed, den seneste tid. De samtaler, har været med til at få mig sporet i den rigtige retning. Jeg ved fra min psykoterapi, at jeg udvikles bedst og når dybest, når ord er integreret i forløbet. Mine drømme er dér, hvor jeg gør mit indre psykiske arbejde – men når det arbejde skal erkendes og reflekteres, skal jeg have ord på. Tanker er ikke nok. Ordene, kom tidligere bedst til mig på skrift. Dér kunne jeg følge processen og lade den frie association skabe forbindelsen mellem mit førbevidste plan og min bevidsthed.
Jeg er så utroligt glad for, at det arbejde nu også giver mig mulighed for at tage processen med i en samtale.

Jeg har oplevet siden retreatet, at jeg indgår i samtaler på en ny måde. At jeg ikke har brug for at have en flugtplan klar, hvis samtalen bliver for intens eller kedelig eller på anden måde skaber en følelse af ubehag hos mig. Jeg har et nærvær, der kommer af at have mødt min egen sandhed. Den sandhed, der på et overordnet plan fortæller mig, at jeg ikke behøver at være enig med min omverden for at kunne favne den. Og min omverden behøver ikke være enig med mig for, at jeg har lyst til at beskæftige mig med den. Vi – min omverden og jeg – kan sameksistere og interagere og der igennem få en forståelse for hinanden. Vi kan interessere os for hinanden uden at skulle være det samme, eller have samme udgangspunkt.

Det er stort for mig. Det er stort at turde være stille i et rum, der potentielt er konfliktfyldt og lytte til hvad det er, der sker i rummet. Uden først at positionere sig og skabe en strategi for, hvordan jeg skal komme væk, eller hvad jeg skal sige, eller hvordan jeg skal opføre mig for at kunne opholde mig i rummet. Jeg kan træde ind i rummet og bare observere. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er deltagende, men at min deltagelse sker på mine betingelser og med udgangspunkt i min sandhed.

Herfra tror jeg det bliver nemmere at vælge en vej – min vej. For jeg kan skære det udenomsoverflødige, der helst vil fortælle mig, hvad jeg burde tænke, mene og føle, bort. Søge indad mod det, der føles rigtigt for mig at tænke og mene og føle.

Det er nyt for mig. Jeg har kun oplevet det i 4 dage. Så kort tid har jeg været bevidst om, at min sandhed ligger i mig allerede. Min overbevidsthed og motorvejene i min hjerne hiver hele tiden fat i mig og prøver at få mig til at vende tilbage til mine gamle tankemønstre og vaner. Så det kræver øvelse at mærke den indre sandhed og stå ved den. Jeg glæder mig over, at jeg har muligheden nu. Yoga, meditation og fortsat psykisk arbejde i drømme, på skrift og i tale med nye og gamle venner skal hjælpe mig til at etablere den nye vane med at lytte til min sandhed – og hjælpe mig til at tage bivejene i hjernen i stedet for motorvejene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar