Jeg drømte i nat, at jeg var tilskuer til det liv jeg kunne
have haft. Dem (altså liv) er der jo frygteligt mange af. Hver gang vi træffer
en beslutning og vælger noget til, vælger vi også noget fra. Dertil kommer, at
vi i mange andre tilfælde er den, der bliver valgt fra, når andre tager en
anden vej. Det var det min drøm handlede om.
Da jeg var ny i byen for mange år siden var min omgangskreds
lille og primært baseret på nogle gymnasievenner, der var tilflyttet år
tidligere – og derfor havde deres egen nye omgangskreds, der, selvom det var
søde mennesker, ikke var nogle jeg befandt mig vanvittigt godt med. Jeg var
lidt menneskesky og havde det bedst når jeg kunne spille rollen som en anden,
end den jeg følte mig indeni.
Jeg fik et arbejde og begyndte at omgås mine kolleger –
nogle rigtig søde mennesker som jeg hyggede mig med på en måde, der var
underholdende, men ikke særligt nærværende.
I løbet af mine første arbejdsår skiftede jeg en del internt
i virksomheden og lærte en række mennesker at kende. Stemningen var høj og fuld
af ungdommeligt overmod, øl, tjald og kyssen i krogene. Det var skønne tider og
jeg følte, at jeg endelig var del af et fællesskab, som syntes jeg var
fantastisk og sjov – jeg var ikke bare med som det tynde øl, der skulle kæmpe
for at være med.
Et af de mennesker jeg mødte, var jeg helt og aldeles
begejstret for. Han havde en fantastisk energi og selvsikkerhed og selvom jeg
ikke turde gå helt ind for det, oplevede jeg en forelskelse, som jeg skjulte
bag et venskab. Da han anbefalede mig en studieretning var det nok for mig til,
at jeg søgte ind og blev optaget og alene det har været et af de bedste valg
jeg har truffet. Jeg fik nye venner på mit studie, som idag er nogle af de
næreste og kæreste jeg har. Mennesker, jeg har udviklet mig sammen med i 10 år.
Mennesker, der har kendt mig som jeg var, og kender mig som jeg er.
I nat drømte jeg om min gamle kærlighed. Han sad i en bil en
mørk nat med sin familie – en kone på bagsædet med 2 børn og han selv på
forsædet med et barn. I drømmen var de på vej på skiferie og havde et
fællesskab i bilen som var tæt og kærligt.
Da jeg vågnede havde jeg en længsel i kroppen, som jeg ofte
oplever, når mine drømme skal tolkes udfra et følelsesperspektiv istedet for
drømmesymboler eller historieforløb.
Så jeg mærkede efter, hvad det egentlig var jeg længtes
efter.
Først var det en overfladelængsel efter de gamle følelser
for ham – der var stærke og fordi de var ugengældte, så meget des do mere intense;
når noget holdes skjult vokser det tit i egen betydning.
Idag er mine kærlighedsfølelser ikke skjulte, for jeg giver
dagligt udtryk for min kærlighed til Kim – og intensiteten er slet ikke den
samme. Det er ikke dårligt, men det er anderledes og jeg kan mærke i mit indre,
at en del af det jeg savner, er følelsernes intensitet.
Den næste følelse jeg tog med mig ud af drømmen var længslen
efter den familienærhed, som jeg kiggede ind i bilen og så. Sikkerheden i at
have børns kærlighed. Trygheden i at have et fællesskab, fordi man har skabt
noget sammen. Det lille lukkede rum, hvor fællesskabet mærkes stærkest fordi
der ikke er nogen muligheder for at trække sig. Den oplevelse føler jeg ikke,
at jeg har i mit liv. Jeg arbejder med accepten af, at en familie med børn ikke
er noget der vil ske for Kim og jeg. Men det er ikke ensbetydende med at vi –
og jeg - ikke kan opleve nærheden på
anden vis. Vi kan skabe fællesskabet gennem det liv vi deler og de oplevelser
vi har sammen.
Når jeg mærker efter, her timer efter drømmen har sluppet
sit tag i mig, kan jeg kun svagt mærke længslen efter tiden der var, og jeg kan
lykkeligvis mærke, at jeg ikke har ønsket om at være hustruen i drømmen. Det er
ikke mit liv, selvom jeg udefra kunne ønske mig nogle af de aspekter, jeg ser
gennem bilruden.
Et lykkeligt liv er ikke bare noget man dumper ned i eller
noget man træffer et enkelt valg om at få. Det er slet ikke noget, hvor man kan
kigge på andres liv udefra og ønske sig at have det samme. Alles liv har
positive og mindre positive elementer. Drømmefamilien i bilen havde noget jeg
oplevede som positivt, men rent symbolsk var der et element jeg ikke ville
trives med i mit liv. Familien var på vej på skiferie – en ferieform jeg ikke
drages mod. Så for at sætte drømmen på spidsen fortalte min underbevidsthed mig,
at det ikke er endegyldigt lykkeligt at leve et andet liv end det jeg lever.
Jeg tror, at et lykkeligt liv udgøres af en række valg som,
hvis vi vælger med omtanke, hele tiden bringer os nærmere det sted vi helst vil
være og der hvor vi bedst trives. Heldigt nok kan vi hele tiden træffe nye
valg, hvis vi ikke bliver bare en lille smule lykkelige af at leve det liv vi
lever lige nu. Det eneste det kræver er mod. Mod til at stoppe op og analysere,
hvad det er der ikke fungerer og mod til at afslutte – og ikke mindst mod til
at springe ud i et nyt liv med et andet indhold end det vi er vant til.