Kan man lede efter sin passion?

Jeg har hele mit liv drømt om at finde min passion – en passion af en eller anden slags. Jeg har beundret mennesker, der havde fundet deres – nogle med interesse og begejstring; nogle med misundelse. Jeg har kigget på passionen udefra og forsøgt at inkorporere den i mit liv; altså de seje passioner om at ville være moderigtig, at dyrke smart sport, at holde intellektuelle symposier, at rejse, musik, film, uddannelse.

Helt indlysende har min involvering i disse ting ikke varet ret længe, fordi de ikke har været oprigtige udtryk for noget har jeg interesseret mig for. Jeg har forsøgt, fordi jeg gerne ville sende signaler om, at jeg var på en bestemt måde, så jeg kunne se sej ud i de øjnene på de mennesker, hvis passionerede engagement jeg beundrede. Det jeg ikke har gjort er at anerkende, at passion ikke nødvendigvis er smart – det er faktisk tit enormt nørdet at være meget passioneret. Passion er tit så detaljeorienteret, ambitiøst og kompromisløst, at kun andre passionerede kan forstå. Passion kræver næsten altid hårdt arbejde.

Da jeg var barn havde min lillebror, der var dygtig med sine hænder og interesseret i mekanik, bygget en fjernstyret bil. Den var virkelig sej og han var med rette stolt – det samme var hans omgivelser og han fik en masse ros. Jeg var misundelig og synes også det var lidt pinligt, at han fik så meget ros for noget, jeg synes var temmeligt usmarte evner – hvad gad at kunne noget med ledninger? Så jeg kritiserede ham og fik ham til at græde fordi jeg var ondskabsfuld, og kaldte ham latterlig. Det er en frygtelig erindring at sidde tilbage med (min lillebror husker intet – det har heldigvis ikke gjort dybere skade). Men det er perspektiverende for min nuværende udvikling. Passion skal også stå mål for uforstående menneskers kritik uden, at det minimerer ens engagement. Også selv om passionen kun betyder noget for en selv. Måske især fordi passionen i sit udgangspunkt kun betyder noget for en selv. Man skal dyrke sin passion for sin egen skyld.

Jeg arbejder med at identificere min passion. Jeg har interesser, der betyder noget for mig.

Jeg holder af håndarbejde; jeg strikker og nyder garnet mellem mine hænder og følelsen af, at noget flyder fra mine fingre. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en passion – for jeg ved ikke, hvordan jeg skal måle en passion (når jeg ikke måler den udfra mine gamle, misforståede kriterier om coolness og andres beundring).

Jeg holder af at lave mad. Jeg bliver lidt trist, når jeg ikke skal lave mad i et par dage og jeg trives godt med at finde på noget vi skal spise. Jeg elsker at planlægge menuer og retter, og tænke deres udførelse igennem. Det er mit ’happy place’ at tænke på madlavning - når jeg er trist, ikke kan sove, er bange eller bekymret. Men jeg ved ikke, om det er min passion.

Jeg nyder at dyrke yoga – jeg glæder mig til det inden, elsker fordybelsen mens jeg udfører mine asanas og fuld af begejstring for den følelse af frihed jeg opnår når min praksis er overstået. Jeg er vild med at yoga giver mig en indre styrke og generøsitet i forhold til min omgang med verden – og min egenkærlighed. Men selvom det er en kæmpe fornøjelse at dyrke yoga ved jeg ikke om jeg er passioneret omkring det.

Jeg har en oplevelse af, at når jeg har identificeret noget som en passion, så er der også en forventning om, at jeg så skal gøre ’noget’ ved det. Det ’noget’ ved jeg ikke helt hvad er.

Jeg har på anbefaling af en veninde lånt en bog der handler om at finde sin passion på 4 uger. Der er øvelser og hun oplever, at den kan bruges i hendes liv. Men hun var overrasket over, at det faktisk ikke så meget handlede om at finde sin passion – men mere handlede om (ihvertfald i det afsnit der knyttede sig til den første uge) at finde ud af, hvad der gjorde en glad, tilfreds, lykkelig. Hvordan de følelser kom til fysisk udtryk i kroppen. Hvordan det var at tænke på forskellige ting – blev man bange eller vred eller glad eller forventningsfuld?

Jeg glæder mig til at arbejde med at identificere min passion –  måske jeg allerede ved, hvad det er, men bare skal anerkende den? Måske jeg ikke behøver at gøre noget ved min passion, andet end at fortsætte med at dyrke den for min egen fornøjelses skyld; selvom vi i vores samfund beundrer mennesker, der gør gør deres passion til deres job, er det ikke sikkert, at det er vejen frem for mig.

Jeg skal nok starte med at beundre mig selv for, at jeg dyrker min passion (når jeg finder ud af hvad den er).

At udfordre min angst

I weekenden var jeg til Copenhagen Yoga Festival på Amager. I ugevis havde jeg glædet mig til at deltage i noget helt særligt. Noget for alle yogainteresserede og føle jeg i endnu højere grad, end når jeg dyrker yoga i fitnessworld, læser yogablogs og bøger eller forsøger at meditere, er en del af et fællesskab.

Da vi nærmede os dagen kunne jeg mærke en genkendelig uro i kroppen. Det er den uro, der dukker op, når jeg er på vej ind til en situation, hvor omgivelserne er ukendte og hvor jeg ikke ved hvilke oplevelser jeg kommer til at få.

Jeg havde heldigvis en aftale med en veninde, som gjorde, at jeg ikke havde aflysning som mulighed. Hvis jeg havde skullet alene afsted havde jeg formodentlig fundet på tilstrækkeligt mange undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kunne komme afsted, at jeg var endt med at tro på dem (næsten) og havde siddet hjemme og nurset min uro og angst.

Istedet tog jeg afsted. Jeg holdt blikket rettet mod den umiddelbare handling lige foran mig. Først skulle jeg cykle til min veninde – det var genkendeligt og noget jeg uden problemer kunne udføre. Så drak vi kaffe og arbejdede med at oprette en blog til hende. Det var sjovt og det var ydermere noget, hvor jeg fik et lille selvtillidsboost af at kunne videregive min erfaring med blogs. Da vi skulle afsted havde jeg således en god ro i kroppen. Min veninde kørte – og det var lige præcis det, der skulle til for at fastholde roen. Jeg skulle bare lade mig transportere.

Ude på Ti-øren fandt vi festivalområdet og jeg skulle overkomme endnu en genkendelig følelse af at være malplaceret. Af at føle, at jeg havde for meget udstyr med, var usmart i mit yogatøj, ikke vide præcis, hvor vi skulle være til de to timers yoga med vores yndlingsinstruktør, som var lige dét vi var der for. Så vi stod lidt. Mødte en af dem vi dyrker yoga med i fitnessworld som koblede sig til os – og det gav lidt ro i kroppen. Da vi spottede instruktørerne på vej hen i det rigtige telt gav det endelig følelsen af at være på plads. Oplevelsen af at vide, hvad der skulle ske – mere eller mindre – gjorde mig tryg.

Min plads foran teltet valgte jeg selv – det var jeg klar til; istedet for passivt at vente til pigerne i mit følgeskab havde valgt for mig. Og nu var jeg klar. Jeg kunne mærke præcis det, som jeg har læst om og drømt om skulle ske for mig. At yogamåtten blev mit hjem og min trygge base, hvor jeg kunne se ind i mig selv og arbejde med mit indre, fremfor at agere og opleve mig selv på baggrund af verden og mennesker omkring mig.

I løbet af min yogapraksis havde jeg en række oplevelser som forandrede mig.

I trikonasana kiggede jeg direkte op i en blå himmel, med hvide skyer og en enlig svale, der kastede sig modigt rundt (ok, måske ikke mere modigt end svaler normalt kaster sig rundt – men synet kaldte på noget i mig, der gav mig en følelse af opløftethed og mod).

Det luftede og solen skinnede og følelsen af at arbejde med naturen, at læne sig ind i vinden og bruge den som støtte, at finde fordybningen i græsset under måtten, der gav ekstra støtte i balasana, så jeg kunne hvile dybt, gav ekstra energi til de styrkekrævende asanas.

Første gang, anden gang, tredje gang – var jeg oppe i urdhva dhanurasana. Jeg har aldrig turde begive mig op i den fulde bro – en frygt for at knække nakken. Frygt for ikke at kunne holde mig oppe i armene. Angsten for ikke at kunne klare det, har afholdt mig fra at udforske den stilling og når muligheden har budt sig, er jeg blevet i den velkendte Setu Bandha Sarvangasana – som faktisk aldrig har sagt mig særligt meget; det har været en overspringsstilling, som jeg ikke fandt nogen særlig glæde i. Men fuld bro! Åh! Fantastisk at se verden på hovedet. At svæve fordi armene var stærke nok til tre omgange.

Og til sidst. En savasana, der var helt unik. Vi lå så tæt, så tæt på græsset – jeg har aldrig dyrket yoga med ti centimeter mellem måtterne. Det i sig selv, gav mig en oplevelse af samhørighed og organisme – vi bevægede os sammen og gjorde plads til hinanden. Da vi nåede til den sidste hvilestilling var der kun plads til mine arme, hvis jeg bredte dem helt ud i skulderhøjde. Der lå jeg med græsset under armene, solen, der skinnede og varmede mit underliv og vinden der luftede mit ansigt. Og trak vejret. Og følte at jeg var nået til et helt særligt sted.

Efter den yogapraksis var jeg i en halv times tid en anden. Jeg bevægede mig med en lethed, der ikke kun var fysisk, men også mental – jeg havde ingen angst. Kun kærlighed til dem, der var omkring mig. Kun lyst til at udforske, opleve, suge ind. Ingen bekymring for, hvordan jeg passede ind – for jeg var en del af verden og havde min plads.

I de efterfølgende dage blev jeg mere og mere opmærksom på, at jeg anskuede dagenes indtryk igennem den følelse af min berettigede plads i verden. Oplevelsen af at turde gribe mulighederne, der kom til mig. Oplevelsen af, at verden har mere at give mig, hvis jeg giver noget igen – giver opmærksomhed. Jeg kan se nu, at jeg bliver mere og mere parat til at søge dybere. Finde ind i mig selv og løsne angstens greb, som nogle gange holder mig tilbage.

Alene hjemme

Kim tager til Esbjerg i aften på et 2 dages fyrværkerikursus – sådan noget skal man have check på, når der ikke sjældent affyres krudt indendørs på ens arbejdsplads. Hvorfor det så skal foregå i Esbjerg er ikke lige forståeligt; det er Falck der afholder det. Jeg regner med, at det giver ret meget mening når man sidder i Jylland – men os herovre fra Sjælland synes nu det er noget nemmere, hvis alle bare kom herover.

Jeg er ikke frygtelig god til at være alene hjemme; jeg er ikke angst, men jeg kommer hurtigt til at gå rundt om mig selv, uden at vide, hvad jeg skal tage mig til. Jeg har ikke sådan lyst til at have gæster eller tage på besøg; kedsomhed fjerner ikke min oplevelse af, at det er lidt anstrengende at være sammen med andre mennesker. Samvær med Kim er naturligvis noget andet – han er jo ikke et menneske, han er min mand, min anden halvdel og derfor er det lidt ligesom at være sammen med sig selv, bare meget rarere.

Jeg har lavet en liste over ting jeg kan fordrive tiden med indtil han er hjemme igen.

1)      Hente bestilt bog på biblioteket og låne flere Wexfordmysterier (jeg kørte to Ruth Rendell bøger om Inspector Wexford ned i weekenden og kan næsten ikke vente til jeg kan få fingrene i flere; det er genlæsning men sikken en fornøjelse – krimier er en af mine guilty pleasures)

2)      Strikke min mock-islandske sweater færdig (mock fordi den ikke har et rigtigt islandsk mønster, men er mit første strikkearbejde med to trådet mønster og jeg håber at opgradere til en ægte islænder inden længe)

3)      Udvælge en kogebog fra hylden, der skal arbejdes igennem i løbet af efteråret – lidt Julie/Julia Project wanna-be. Vi har en del kogebøger hjemme og det er ganske frustrerende, at de faktisk oftest er kigget igennem og beundret umiddelbart efter at de er købt. Herefter står de bare og samler støv og sender signal om, at vi godt kan lide mad.

4)      Og så skal jeg jo til yoga onsdag og torsdag aften – så faktisk når jeg dårligt at opdage at Kim ikke er hjemme.

Mine drømme taler til mig

Jeg er en drømmer – men mest om natten. Jeg har et livligt drømmeliv, kan som regel huske mine drømme i detaljer og det betyder, at jeg hen over årene er blevet bedre og bedre til at bruge mine drømme, som en forbindelse til mine følelser og min indre udvikling.

For mig handler drømmetydning meget om, hvilke følelser, der er i spil i drømmen. Først når jeg har identificeret dem kan jeg se på handling og karakterer og de relationer, der knytter sig til dem – kun i sjældne tilfælde ser jeg på konkrete symboler og deres betydning. En edderkop handler for mig mere om angst, kontrol og tab af samme, end om et symbol for kvindelighed, som ellers er en klassisk freudiansk fortolkning. Jeg drømmer sjældent abstrakt og drømmens grad af realisme hjælper mig ofte til at forholde mig til hvilke følelser, der er i spil, og hvad jeg kan bruge drømmens input til i min vågne verden.

I nat drømte jeg, at jeg var på en kro. Jeg skulle deltage i en fest, men inden skulle jeg finde et sted at gå i bad. Jeg havde lyst til at forkæle mig selv og finde et smukt badeværelse, med karbad og hastede igennem kroens værelser. Der var flere muligheder, men de var allesammen mørke, små, med brusebad, grimme eller utilgængelige. Endelig fandt jeg ét. Det var smukt og gyldent, med franske lysestager og et stort marmor karbad og bløde mokkafarvede håndklæder.

Jeg løb tilbage på mit værelse for at samle alle de ting, jeg følte jeg havde brug for, for at kunne opholde mig i badeværelset. Det var svært at få alting med. Jeg syntes hele tiden jeg manglede noget og da jeg endelig begav mig på vej tilbage til det smukke badeværelse kom jeg for sent. Det tilhørte en mand, der havde lovet det ud til en af mine arbejdskolleger. Hun var tilbage fra et møde og jeg gik hen for at tale med hende. Hun talte om sit møde – og jeg talte hende efter munden og håbede at skabe en stemning, der gjorde, at hun ville skynde sig at blive færdig på badeværelset med sit bad og derefter overlade det til mig.

Imorges lå jeg og tænkte drømmen igennem og arbejdede med de følelser, der var kommet til udtryk. Min tolkning viste mig to forskellige hovedfølelser.

Den ene; at jeg er tilbageholdende med at give mig hen til det jeg har identificeret som noget jeg gerne vil (ønsket om at tage bad i et smukt badeværelse) ved at holde fast i mere eller mindre konkrete ting i min fortid (behovet for at samle en masse ting jeg kunne tage med mig ind på badeværelset).

Den anden; at jeg har svært ved – eller er decideret bange for – at italesætte mine behov overfor andre (jeg fortæller ikke min kollega, at jeg gerne vil bruge badeværelset, men overlader det til ’stemningen’ at formidle mit behov).

Identifikationen af de to hovedfølelser kan jeg bruge i min hverdag. Jeg kan arbejde med at blive bedre til at anerkende mine behov for hvad de er; at turde at være tilstede i en forandret situation uden at holde fast i fortidens følelser (især af usikkerhed og angst) og desuden have tillid nok til, at mine følelser og behov er gode nok (for mig) til, at jeg kan tale om dem (til andre).

Udover de to hovedfølelser er der en masse andet fyld i drømmen – men for mig handler det om at se bagom dagsrester og mindre følelser eller bihandlinger; hvis jeg skal kunne bruge mine drømme aktivt er følelserne nødt til at have en vis størrelse. Så selvom badeværelsets indretning måske ville kunne fortælle mig noget om mine behovs karakter, eller de ting jeg samler sammen, kunne fortælle mig noget om, hvad det er jeg hænger fast i i min fortid; så er det ikke følelsesoplevelser; det er symboler og de er for diffuse til at kunne have transformativ værdi i min selvudvikling.

Jeg føler mig heldig, at jeg har god kontakt til det, der ligger i min underbevidsthed (eller før bevidsthed). Jeg er glad for, at jeg tør kigge på mine drømme og anerkende, at de kan give mig indsigt i mig selv.

Hurra hurra, jeg er en krage

Jeg bliver nogle gange overrasket over de forandringer, jeg oplever i min yogapraksis – både dem hvor jeg kan noget, jeg ikke før har kunnet og der, hvor jeg simpelthen ikke forstår, hvorfor jeg idag ikke kan det, jeg kunne igår.

Efter min sommerferie har jeg haft store problemer med min balance. Ikke bare i balancestillinger, men også når jeg har lavet solhilsner, foroverbøjninger og alt, der skete i hast. Jeg har væltet rundt på måtten, har været nødt til at afholde mig fra nogle asanas, fordi jeg fik det dårligt og blev svimmel eller fik kvalme. Det har været overraskende, fordi jeg ikke havde regnet med at en uges fravær på yogamåtten ville betyde tab af ellers ganske fine balanceevner.

Jeg tror, jeg har fundet ud af årsagen. Mit indre liv, mine følelser og mit sind er i konflikt. Jeg er i mit liv nået til et nyt ståsted. Jeg har ændret position fra barn til voksen. Jeg har en anden erkendelse omkring mig selv, mine valg, mine behov, mine ønsker. På ferien blev det på visse tidspunkter mere synligt for mig, at jeg har udviklet mig. I min hverdag er der så roligt, at det nye ståsted ikke er blevet udfordret, så det er faktisk ikke rigtig faldet på plads. Derfor har ferien skabt en indre uro, som er kommet til udtryk i mine drømme og på min yogamåtte. Der foregår et placeringsarbejde i mig, som udfordrer min balance.

Efter den forståelse og accepten af, at det er noget jeg skal tillade, som et udtryk for et nødvendigt stykke arbejde, istedet for at kæmpe for at genvinde min balance har jeg oplevet, at jeg istedet for at fokusere på det jeg plejede at kunne og være begejstret for mit overskud i balancestillingerne, har kunnet arbejde med min styrke.

Jeg har haft et fysisk, muskulært overskud som har bragt mig dybere ind i asanas, der tidligere har været en kæmpe udfordring. Sideplanke nyder jeg nu at kunne finjustere istedet for bare at overleve. Krigerstillingerne, som brænder mine lår bliver jeg i længere end jeg før gjorde og bruger min vejrtrækning til at synke dybere i stillingen.

Igår kom den store overraskelse så. Kombinationen af balance og styrke. Jeg stod i kragen. Stabilt. I 10 sekunder med begge fødder løftet og uden at føle, at jeg var ude af balance. Bagefter stod jeg i halv hovedstand. Stabilt. I 2 minutter uden at føle, at min nakke ville knække under mig.

Så min oplevelse er, at hvis jeg tillader mig selv at arbejde på både det indre og ydre plan på den måde, som mit jeg bedst selv ved, hvis mit overjeg ikke tager styringen – så kan jeg komme meget længere i samarbejdet mellem krop og sind. Yogaen har i denne uge virkelig handlet om forening.

Ryd op – ryd ud

Jeg gjorde noget i sidste weekend, som jeg måske først kommer til at forstå betydningen af om noget tid. Jeg har længet villet det. Har længe prøvet på det uden held. Har udskudt det totale indgreb mange gange. Endelig gjorde jeg det.

Jeg ryddede op i mit klædeskab.

Ikke bare en lille smule, hvor jeg lagde ting pænt sammen og i rette bunker. Eller kiggede på tøjet og prøvede at tænke en situation, hvor jeg faktisk ville iklæde mig det givne stykke tøj – så jeg kunne slippe for at komme af med det.

Næh, jeg foretog en gennemgribende udrensning, hvor jeg skar så meget ind til benet, så jeg nu godt kan blive lidt trykket af at kigge ind i det råbende tomme skab eller blive grebet af en smule angst i forhold til at have skilt mig af med noget, jeg faktisk kommer til at savne.

Det er ikke sket endnu, at jeg har haft brug for et eneste stykke tøj eller tørklæde eller bælte. Jeg har endda forsøgt at tvinge et afsavn frem, men uden held.

Så mon ikke det betyder, at jeg faktisk er færdig med det? At jeg faktisk har accepteret, at jeg ikke kommer til at bruge det tøj, der er for småt – eller ikke er min stil (og nok heller ikke bliver det).

Nu har jeg et skab, der kun indeholder ting jeg bruger regelmæssigt og som jeg føler mig godt tilpas i. Der er ingen grund til at holde fast ved ting, der kun frustrerer mig, fordi de fastholder mig i et syn på mig selv, der ikke gør mig glad eller stemmer overens med virkeligheden.

Jeg endte med at fordele tøjet i 4 kategorier.

Det, jeg bruger, trives i og som jeg synes er et godt stykke tøj – gik tilbage i skabet og er nu en del af min garderobe

Det, jeg ikke bruger fordi det er for småt eller ikke min stil – blev lagt pænt sammen og skal til gennemsyn hos en veninde; måske hun kan bruge det, eller noget af det – eller kender nogen der kan

Det, jeg synes har særlig affektionsværdi som jeg vil forsøge at sælge

Det, jeg synes er for slidt – blev pakket i poser og afleveret til genbrug, hvor der måske er nogen, der alligevel kan se muligheder

Gennemgangen var hurtig, sjovere end jeg havde regnet med – men også lidt svær; især affektionsværdibunken.

Dér fandt jeg de fede jeans med høj talje og brede ben som jeg købte i New York for 4 år siden. Som allerede dengang var lige rigeligt små til mig. Som jeg lige siden har drømt om at kunne være i på den rare måde. Fordi jeg godt kunne se mig selv i rollen som boho-chic.

Eller den til hudløshed brugte genbrugskjole, som jeg kortede af fra gulvlang til mini 60’kjole for mindst 10 år siden – men som jeg faktisk ikke trives i længere (den er lige lidt for kort til at mine 37 år gamle knæ er pæne i den).

Lidt mærkevarer, som jeg mest købte fordi det var mærkevarer og jeg regnede med, at det ville give mig stil. Men mærket er jo lige meget, hvis man faktisk ikke ser godt ud eller føler sig godt tilpas.

Nu håber jeg, at oprydningen i skabet også betyder noget på det indre plan. At jeg lærer at være bedre til at give slip på det, der ikke er godt for mig; at jeg bliver bedre til at simplificere og begrænse mig. At jeg lytter mere til mig selv og mine behov istedet for at leve efter en forestilling om, hvordan jeg præsenterer mig selv i andres øjne i forsøget på at vise noget andet end det jeg er. At jeg kan stå ved mine valg (både min tøjstil og min livsstil). Det hjalp ihvertfald på overblikket at få ryddet ud.

Efteråret kommer

Jeg kan mærke sommeren gå på held og jeg kan mærke hvordan min krop vækkes til live. Jeg er et menneske, der trives allerbedst om efteråret. September er min yndlingsmåned (uden, at det hænger sammen med, at det er min fødselsdag – for den har i mange år mest båret præg af at være en udfordring af de svære og en dag jeg helst så overstået hurtigst muligt). Men septembers blå himle, farverne, der bliver dybe og lyset, der ikke er helt så skarpt. Temperaturen, der har en snert af kølighed og forventningen om dage med regn og rusk og indetid. Dét elsker jeg. Efterårets pragt og magt og ro.

I dette efterår vil jeg udnytte, at jeg har haft et år, der bærer præg af en fysisk og mental udvikling og derfor kan jeg dedikere den kommende tid til at fordybe mig indenfor to onmråder, der har vakt min interesse i årets løb.

Den ene interesse er yogaen, der har været en genopvågning i mig – jeg kan ikke mindes, at jeg har mærket min krop helt lige så meget og haft den oplevelse af, at jeg arbejder med den istedet for at betvinge den. Mit hoved er så meget med, at jeg tør være åben for, hvad kroppen vil og jeg kan hjælpe den til at ville noget godt.

Den anden interesse er keramik. Jeg tog et weekendkursus i foråret og faldt pladask for processen og materialet. At blive beskidt og skabe noget, der er helt unikt (selvom mit indre gerne vil lave gentagelser af det unikke). At se forandringen ske. At give slip og tillade at produktet tager de sidste skridt alene og måske forandrer sig til noget uventet, som jeg skal lære at holde af – selvom det ikke var som jeg troede det ville blive.

Jeg har meldt mig til et efterårskursus – hver mandag i 4 timer i 12 uger. Jeg glæder mig til at give endnu mere slip og mærke om kreativiteten kan blive befriet i mig. Jeg tror ønsket om at producere og genproducere den samme skål vil ændre sig. Når teknikken bliver bedre er jeg sikker på, at det giver tryghed som igen giver plads til frihed til at skabe noget, der går lidt over stregen.

Jeg har oplevet det med yoga. Når jeg prøver at skabe noget smukt – det perfekte træ, så giver det ikke nær så dyb en kontakt med mit indre, som hvis jeg forsøger at strække og åbne træet lidt mere end hvad trygt er.

Jeg glæder mig til at sidde i en keramikhule på Østerbro i efterårets regn og rusk og mærke leret arbejde med mig. Og jeg glæder mig til at praktisere yoga i efteråret og mærke at kroppen er knyttet til naturen, der centrerer sig mod sig selv og bygger den styrke, der skal bære den igennem vinteren.

Jeg glæder mig til efteråret.

Når gode vaner er på stand-by

I ferien har jeg taget på – både kilogram og centimenter. Jeg er sat 4 uger tilbage – så nu er mine tal de samme som i uge 28.

Det var forventeligt, for ferien var sat sammen af den ene gode middag med vin efter den anden og ikke meget bevægelse (et par cykleture og en enkelt halvtimes yoga).

Jeg havde håbet, at yogaen, som jeg inden ferien havde praktiseret over 20 dage i streg kunne oppebære egen-praksis selv på en ferie, der ikke var centreret om yoga – men det kunne den ikke; den gode vane var ikke helt så stærk.

Jeg havde overvejet, om nul-alkohol-politiken som kørte på 5. uge skulle fastholdes under ferien – men valgte det fra og benyttede mig istedet af, at der til nogle af middagene var sammensat vinmenuer, der om ikke begrænsede indtaget, så ihvertfald var en oplevelse, som jeg ikke ville have undværet. Det var noget helt særligt.

Jeg havde også håbet, at jeg ville kunne sige ja til det, der virkelig betød noget og nej til det, der grundliggende var ligegyldigt rent madmæssigt; den forhåbning kom ikke til at holde stik og af alle de udfordringer er det kun her, jeg ærgrer mig over resultatet.

Jeg nød at holde ferie fra det mere strenge regime, selvom jeg nyder min morgenjuice, mine begrænsede portionsstørrelser og mine motionsvaner. Det var fantastisk at svælge i lækker mad, der var tilberedt med omhu og kærlighed og spist i dejligt selskab. Jeg nød vinen, fordi det er så lang tid siden jeg har smagt den. Jeg stressede ikke over, at jeg ikke fik dyrket motion, for tiden var ikke til det og det fik mig blot til at glæde mig til at skulle igang igen i denne uge.

Men æv. Træls at spise det, der grundliggende var unødvendigt, som ikke smagte særligt godt og som ikke var knyttet til en oplevelse. Men det gjorde jeg. Fordi jeg henover ugen mange gange endte med at spise for meget og mere vil have mere. Kroppen bad om at blive fodret oftere og oftere – og med underlødig mad, når der ikke var noget andet på programmet.

Dét kommer jeg til at kæmpe med i denne uge; en krop, der har fået lige hvad den pegede på. Nu skal den genopdrages. Men jeg satser på, at det bliver med gulerod istedet for pisk – bogstaveligt talt.

Jeg skal nok give kroppen mad, når den mener den har brug for det – ellers ved jeg det bliver endnu sværere; men det bliver mad i form af rå grøntsager, så den skal arbejde for det.

Det glæder jeg mig til – for jeg kan heldigvis tydeligt huske en uge tilbage og den kropsfølelse jeg havde der vil jeg gerne have igen.

Ferie, frihed og forventninger – giv slip

Jeg så frem til en uges ferie med alle mulige forventninger – og nogle bange anelser. De bange anelser blev i nogen grad reduceret ved at jeg ret nøjagtig vidste, hvad ferien rent logistisk ville indeholde; jeg havde lagt minutiøse planer for transport og destinationer, for selvom vi blot har været væk hjemmefra en uge har vi oplevet meget og været mange steder.

Vi startede rejsen med at køre til Sjællands Odde og sejle til Ebeltoft; kørte til Randers og spiste frokost hos min moster og onkel, kørte videre til Limfjorden, hvor vi skulle være 2 dage i sommerhus hos min onkel og tante, sammen med min kusine, min bror, svigerinde og niece.

To dage senere kørte vi forbi min mormor til formiddagskaffe og videre til Kokkedal Slot nord for Limfjorden.

Dagen efter videre til Århus gennem Aalborg (med stop ved Lindholm Høje og Lille Vildmose). En overnatning på B&B i Århus og dagen efter videre til Sønderjylland og overnatning på Aarøsund Badehotel.

Næste dag sejlede vi fra Als til Fyn og kørte forbi min far og hans kone til eftermiddagskaffe og aftensmad og afsluttede ferien med tre dage i sommerhuset på Nordfyn.

Så meget transport og så mange ophold. Mange mennesker, som vi ikke ser så ofte – for Kim var det første gang han mødte min moster og onkel; selv har jeg ikke besøgt min mormor i hendes hjem i 10 år. Nordjylland ligger ikke lige for.

Forventningerne til at skulle på besøg hos familie brugte jeg inden vi tog afsted en del tid på at forholde mig til. Jeg har tidligere brugt mange kræfter på at kæmpe mod et forhøjet angstniveau, når jeg nærmede mig en situation, hvor der var en relation jeg var usikker på. Og her var der mange; hvordan ville Kim opleve min moster og onkel; hvordan ville jeg selv opleve det – min moster er den, der siger ting, der nogle gange er ubehagligt direkte (og som især handler om relationer; relationen til min mor, relationen til min mormor, relationen til min familie).

Hvordan ville det være at skulle være 2 dage i sommerhus med min onkel og tante og alle de andre; ville jeg føle at jeg skulle stå til rådighed på en bestemt måde, ville det blive afslappet eller anstrengende; hvordan ville min relation til min niece være – ville hun hygge sig med mig; ville jeg hygge mig med hende – ville det blive en test af om vi ville trives som forældre?

Hos Natascha dagen inden vi rejste afsluttede vi med at tale om muligheden af at give slip. At bruge ’giv slip’ som det mantra, der kunne sikre at jeg ikke havde angst og at jeg faktisk accepterede de situationer og relationer som var, istedet for at have forventninger, der skulle indfries; frygten for, at det ikke skete – og analysen af hvad der gik galt, når jeg uundgåeligt blev skuffet.

Jeg har givet slip flere gange på denne ferie end jeg har tal på. Men da ferien nærmede sig sin afslutning, oplevede jeg, at jeg bare skulle sige mantraet et par gange for at opnå en virkning.

Det var en øvelse i at acceptere, at virkeligheden er lige her og nu og at jeg skal gøre mit bedste; men også en accept af, at jeg kun kan gøre det, der er bedste for mig, eller ihvertfald udfra mit perspektiv.

Situationer, hvor jeg følte angstniveauet stige, fordi jeg ikke havde kontrol over hvad der ville ske løste sig med giv slip – fremtiden er ukendt.

Situationer, hvor andre havde ansvar, blev håndteret med et giv slip – det er ikke mit ansvar. Situationer, hvor andres reaktioner havde betydning for om noget blev en god oplevelse eller ej kunne tidligere fremprovokere et behov hos mig for at forklare, hjælpe, tage ansvaret på mig. Ikke denne gang. Jeg sagde giv slip så mange gange, at jeg kunne acceptere, at det er folks eget ansvar, hvordan de reagerer, og hvorvidt noget ender godt.

Giv slip har givet mig en anderledes ferie. Jeg har hygget mig mere end jeg forventede. Jeg har været mere tilstede fordi jeg ikke var angst. Jeg er kommet tættere på min familie fordi jeg faktisk har accepteret situationerne for hvad de var uden at forsøge at kontrollere dem. Det har givet en helt fantastisk følelse af frihed hos mig. Jeg har smidt en frygtelig tung kappe af kontrol og frygt – jeg kan bedre mærke mig selv når jeg giver slip og den frihed er ikke kun på ferie; den er også når ferien er slut. Det er næsten bedre end ferien i sig selv, selvom den var nødvendig for at jeg kunne øve mig.