Klar til at give tilbage?

Jeg har i årevis været tiltrukket af muligheden for at bidrage med noget til det samfund jeg lever i, noget, som kun jeg kan give; min tid, min opmærksomhed, men har som så mange andre nøjedes med at give det jeg kunne uden at involvere mig direkte, typisk som pengedonationer. Engang imellem som indsamler.

I løbet af den seneste tid har jeg med stadig stigende interesse lyttet til mennesker, der omgiver mig, når de fortæller, at de har truffet en beslutning om at turde at involvere sig direkte.

Min fars kone, der er blevet frivillig hos Røde Kors og arbejder med flytgningebørn og giver dem mulighed for at få positive, sociale og kulturelle oplevelser, der kan bringe lidt barneglæde ind i deres liv.

Min veninde, som arbejder som rådgiver for selvmordstruede eller pårørende til mennesker, der har begået selvmord.

Min tidligere kollega, som arbejder som frivillig med børn med svære psykiske handikap, der har brug for stabile voksne rollemodeller for at kunne fungere.

Der er så mange muligheder for at involvere sig og jeg kan mærke, hvordan jeg sidder på kanten af den verden og blot behøver at læne mig lidt frem for at tilslutte mig. Jeg spørger mig selv, hvad der afholder mig fra at gøre det, og kommer frem til at bekymringen for at må gå på kompromis med mine egne behov holder mig tilbage. Dét er jeg ikke glad for.

Jeg har ingen forpligtelser i mit liv andet end få og små dagligdags gøremål. Jeg oplever, at jeg efterspørger mere livskvalitet og –indhold, men at jeg forventer, at det opstår uden, at jeg stiller mig selv i en ændret position.

Jeg ønsker mig en verden, hvor der er mere nærhed og mindre angst. Hvor der er mindre ulighed og færre tabuer. Hvor vores værdi som mennesker bliver baseret på det vi siger og det vi gør, mere end hvilket job vi har eller hvilket tøj vi går i. Hvor vi giver os tid til at lytte til hinanden og tør åbne op for dem vi er sammen med og bede om, at de gør det samme. Hvor vores fælles aktiviteter ikke skal begrænses af, hvor mange penge vi hver især kan bidrage med.

Jeg vil bruge den næste tid på at mærke, hvordan jeg kan gøre mit til at bidrage til den verden, jeg helst selv vil leve i. Og samtidig vil jeg arbejde med at turde. Turde give slip på min egen bekymring om at jeg ikke får tid til mig selv og mine egne sysler. At min involvering bliver vigtigere end mine egne personlige behov.

Det, der kunne have været

Jeg drømte i nat, at jeg var tilskuer til det liv jeg kunne have haft. Dem (altså liv) er der jo frygteligt mange af. Hver gang vi træffer en beslutning og vælger noget til, vælger vi også noget fra. Dertil kommer, at vi i mange andre tilfælde er den, der bliver valgt fra, når andre tager en anden vej. Det var det min drøm handlede om.

Da jeg var ny i byen for mange år siden var min omgangskreds lille og primært baseret på nogle gymnasievenner, der var tilflyttet år tidligere – og derfor havde deres egen nye omgangskreds, der, selvom det var søde mennesker, ikke var nogle jeg befandt mig vanvittigt godt med. Jeg var lidt menneskesky og havde det bedst når jeg kunne spille rollen som en anden, end den jeg følte mig indeni.

Jeg fik et arbejde og begyndte at omgås mine kolleger – nogle rigtig søde mennesker som jeg hyggede mig med på en måde, der var underholdende, men ikke særligt nærværende.

I løbet af mine første arbejdsår skiftede jeg en del internt i virksomheden og lærte en række mennesker at kende. Stemningen var høj og fuld af ungdommeligt overmod, øl, tjald og kyssen i krogene. Det var skønne tider og jeg følte, at jeg endelig var del af et fællesskab, som syntes jeg var fantastisk og sjov – jeg var ikke bare med som det tynde øl, der skulle kæmpe for at være med.

Et af de mennesker jeg mødte, var jeg helt og aldeles begejstret for. Han havde en fantastisk energi og selvsikkerhed og selvom jeg ikke turde gå helt ind for det, oplevede jeg en forelskelse, som jeg skjulte bag et venskab. Da han anbefalede mig en studieretning var det nok for mig til, at jeg søgte ind og blev optaget og alene det har været et af de bedste valg jeg har truffet. Jeg fik nye venner på mit studie, som idag er nogle af de næreste og kæreste jeg har. Mennesker, jeg har udviklet mig sammen med i 10 år. Mennesker, der har kendt mig som jeg var, og kender mig som jeg er.

I nat drømte jeg om min gamle kærlighed. Han sad i en bil en mørk nat med sin familie – en kone på bagsædet med 2 børn og han selv på forsædet med et barn. I drømmen var de på vej på skiferie og havde et fællesskab i bilen som var tæt og kærligt.

Da jeg vågnede havde jeg en længsel i kroppen, som jeg ofte oplever, når mine drømme skal tolkes udfra et følelsesperspektiv istedet for drømmesymboler eller historieforløb.

Så jeg mærkede efter, hvad det egentlig var jeg længtes efter.

Først var det en overfladelængsel efter de gamle følelser for ham – der var stærke og fordi de var ugengældte, så meget des do mere intense; når noget holdes skjult vokser det tit i egen betydning.

Idag er mine kærlighedsfølelser ikke skjulte, for jeg giver dagligt udtryk for min kærlighed til Kim – og intensiteten er slet ikke den samme. Det er ikke dårligt, men det er anderledes og jeg kan mærke i mit indre, at en del af det jeg savner, er følelsernes intensitet.

Den næste følelse jeg tog med mig ud af drømmen var længslen efter den familienærhed, som jeg kiggede ind i bilen og så. Sikkerheden i at have børns kærlighed. Trygheden i at have et fællesskab, fordi man har skabt noget sammen. Det lille lukkede rum, hvor fællesskabet mærkes stærkest fordi der ikke er nogen muligheder for at trække sig. Den oplevelse føler jeg ikke, at jeg har i mit liv. Jeg arbejder med accepten af, at en familie med børn ikke er noget der vil ske for Kim og jeg. Men det er ikke ensbetydende med at vi – og jeg -  ikke kan opleve nærheden på anden vis. Vi kan skabe fællesskabet gennem det liv vi deler og de oplevelser vi har sammen.

Når jeg mærker efter, her timer efter drømmen har sluppet sit tag i mig, kan jeg kun svagt mærke længslen efter tiden der var, og jeg kan lykkeligvis mærke, at jeg ikke har ønsket om at være hustruen i drømmen. Det er ikke mit liv, selvom jeg udefra kunne ønske mig nogle af de aspekter, jeg ser gennem bilruden.

Et lykkeligt liv er ikke bare noget man dumper ned i eller noget man træffer et enkelt valg om at få. Det er slet ikke noget, hvor man kan kigge på andres liv udefra og ønske sig at have det samme. Alles liv har positive og mindre positive elementer. Drømmefamilien i bilen havde noget jeg oplevede som positivt, men rent symbolsk var der et element jeg ikke ville trives med i mit liv. Familien var på vej på skiferie – en ferieform jeg ikke drages mod. Så for at sætte drømmen på spidsen fortalte min underbevidsthed mig, at det ikke er endegyldigt lykkeligt at leve et andet liv end det jeg lever.

Jeg tror, at et lykkeligt liv udgøres af en række valg som, hvis vi vælger med omtanke, hele tiden bringer os nærmere det sted vi helst vil være og der hvor vi bedst trives. Heldigt nok kan vi hele tiden træffe nye valg, hvis vi ikke bliver bare en lille smule lykkelige af at leve det liv vi lever lige nu. Det eneste det kræver er mod. Mod til at stoppe op og analysere, hvad det er der ikke fungerer og mod til at afslutte – og ikke mindst mod til at springe ud i et nyt liv med et andet indhold end det vi er vant til.

Ned og op...tilbage og frem

I løbet af den seneste uge har jeg oplevet, hvordan den euforiske tilstand jeg var i efter yogaretreat forsvandt som dug for solen og jeg uden særligt forvarsel befandt mig i euforiens modpol. Jeg var træt, trist, uden god kontakt til min krop og mit sind, energiforladt og ude af stand til at se ud over min egen næsetip endsige holde fast i gode vaner og sund livsstil.

Nu hvor jeg er ude på den anden side af tristessen er der nogle ting, der er gået op for mig.

Hvor kort tid jeg faktisk befandt mig i bøljedalen. Det varede kun en lille uges tid. Hvordan jeg selvom jeg havde det rædsomt og ikke følte mig i kontakt med mig selv godt kunne gennemskue, hvad der skete og godt kunne acceptere at det skete. Hvordan de vaner jeg har etableret faktisk var med til at bringe mig på ret køl igen og hvordan selv i nedgangstider er der vaner, der nu er faste holdepunkter i min hverdag, så jeg ikke behøver at kæmpe for at fastholde dem; de er på plads.

Så i min trælse uge accepterede jeg at jeg ikke følte mig som mit bedste jeg. Jeg strøg mig selv lidt med hårene og tog to sygedage, hvor jeg den første dag tillod mig selv en rigtig selvmedlidenhedsdag, hvor jeg måtte bryde med de gode vaner. Så jeg spiste kager, spiste en masse mad og drak en hel flaske vin (mine gamle copingmekanismer slog til og jeg lod dem gøre det). Jeg accepterede at jeg ikke havde lyst til noget som helst andet end at græmme mig og ligge på sofaen og have ondt af mig selv. Det var en befrielse. Ikke at gøre det – men at acceptere det. Jeg havde absolut tømmermænd næste dag, men de moralske tømmermænd var minimale fordi jeg ikke havde brugt dagen inden på at nedgøre de valg jeg traf.

Derfra gik det fremad og selvom det tog en hel uge, hvor jeg ikke lavede yoga, hvor jeg nok spiste flere usunde ting end jeg ellers ville have gjort og hvor jeg ikke var så stabil i mine vaner, så gik det dagligt lidt bedre.

En anden oplevelse, som gjorde min dårlige uge positiv var at jeg ikke lagde skjul på at jeg havde det skidt. Jeg fortalte om det. Igen en accept af at det var sådan jeg havde det. Det var ikke for at andre skulle synes det var synd for mig eller for at få medlidenhed, men for at klargøre for mig selv og mine omgivelser, hvad de kunne forvente af mig. Det betød at jeg ikke skulle underkende min tilstand afhængigt af hvem jeg var sammen med og hvis jeg ikke havde lyst til noget så var det mit ansvar at melde ud og melde fra. Det føltes godt og er uden tvivl med til at forløbet var så kort og at jeg trods alt nu kan se tilbage på det og og se at jeg har lært noget værdifuldt.