torsdag den 10. januar 2013

Larmen i mit hoved


Hele mit liv – så længe jeg kan huske -  har jeg levet med stemmer i mit hoved. Ikke som en personlighedsspaltning (går jeg ud fra) med krav om at jeg skulle hoppe i en sø eller skyde nogen, men en konstant fortælling eller tankevirkesomhed, hvor hullerne imellem de bevidste tanker blev fyldt ud af underbevidstheden med musik og sang.

Mange kender nok godt til at have hovedet fuldt af tanker, eller at have en sang på hjernen, som ikke vil gå væk, samme refræn igen og igen. Man bliver nogle gange irriteret (hvis det er træls sang er det rigtig slemt), men som oftest slutter det og man bliver igen herre over sit hoved.

Meditation kan for nogle være en løsning, fordi man aktivt arbejder med at tømme hovedet for tanker, at acceptere de tanker, der triller ind og venligt sende dem videre.

Det er endnu ikke lykkedes for mig at meditere. At slukke for tankerne eller den indbyggede sanger. Jeg har svært ved at være i kroppen fordi der hele tiden foregår noget i mit hoved. Selv når jeg sover er der fuld aktivitet og mit drømmeliv er rigt og umådeligt detaljeret og gerne noget jeg husker ikke bare den overordnede historie, men detaljerne i og de følelser jeg havde i drømmen. Jeg elsker mine drømme, fordi de er et direkte indblik i hvad min underbevidsthed fortæller mig, jeg skal arbejde med. Det er her min frygt, mine bekymringer, mine ønsker først viser sig – i drømme.

Men åh, hvor jeg gerne ville kunne slukke for lydene bare engang imellem. Trække stikket ud og mærke stilheden sænke sig så jeg kan få lidt fred. Jeg havde ikke troet, at det skulle ske så spontant som det gjorde imorges og jeg blev overrasket og lidt bange.

Lige pludselig var der HELT, HELT stille. Tomt. Jeg kunne godt tænke og jeg gjorde det også – jeg forsøgte endda at starte en sang op bare for at få normaliteten tilbage. Men der var intet der fængede. Der var ingen baggrundsstøj. Jeg tror det varede et minuts tid og så kunne jeg ikke helt holde det ud og stod op. Skabte aktivitet.

Det var en kæmpe oplevelse.

Jeg har den seneste uges tid været fokuseret på at gøre noget meningsfuldt hver dag. Det betyder for mig at mærke efter om det jeg gør giver mening og rette ind, hvis det ikke gør. Meningen er ikke, at jeg ikke må gøre noget meningsløst, men at jeg skal være opmærksom på dét, der giver mening. Det viser sig i det ganske små.

Jeg er begyndt at gå ind af bagdøren hjemme, for at jeg nemt kan stille mine støvler og hænge min jakke, istedet for at gå ind af hoveddøren, hvor der faktisk ikke er plads til at stille hverken støvler eller hænge taske. Det fungerer, og det tog ikke mange dage før turen fra indkørslen nemt blev vænnet til at gå rundt til bagindgangen.

Jeg mærker det også ved, at jeg i en uges tid ikke har drukket mælk. Jeg har været irriteret over at min hud har været så dårlig og min yogalærer, der har haft samme problem, har igen og igen i talesat muligheden for, at jeg reagerer på de hormoner, der er i komælk. Jeg drak tidligere omkring ½ liter sødmælk i min kaffe. Det er nu skåret væk til fordel for plantemælk – indtilvidere soyamælk. Og min hud har det fremragende.

Jeg har droppet koffeinkaffen og drikker decaf. Det har betydet, at jeg har sovet helt fantastisk i flere nætter. Selvom min nattesøvn har været afbrudt af den sædvanlige tur på badeværelset har jeg uden problemet kunne falde i søvn igen og har sovet igennem og haft lyst til at stå op om morgenen. Tidligere har min nattesøvn varet fra 22 til 02:30, hvorefter jeg så har ligget vågen enten resten af natten eller til ved 5 tiden for så at slumre lidt. Når vækkeuret så ringede havde jeg så ondt af mig selv, at jeg ikke kunne komme ud af sengen, for ’hvem ved’ om jeg ikke ville kunne falde i søvn, hvis jeg nu bare blev liggende. Der har også været deciderede søvnløse nætter, hvor jeg har været lysvågen (med selskab af larmen i mit hoved) fra jeg er gået i seng til morgenstunden oprandt. De har ikke været sjove, mest fordi jeg dagen efter oplever min krop, som havde den tømmermænd.

Jeg har skiftet min morgengrød ud med frugt. Efter jul blev jeg opmærksom på, at jeg faktisk ikke spiste ret meget frugt, og selvom jeg spiser masser af grønt (jeg har skåret kød ud af min kost siden september) så var der en helt utrolig mangel på frugt. En clementin i ny og næ, eller en pære, hvis den blev vasket og skåret og præsenteret for mig. Om sommeren har jeg lettere ved det og elsker vandmelon og bær. Det har jeg nu lavet om på og er begyndt at lave morgenfrugtsalat, som efterfølgende er blevet videreudviklet, så jeg nu, på samme måde, som med min morgengrød, helt rituelt laver mig en skål med blandet frugt, nødder, avokado og olie. Det ligger let i maven og i følge ayurvediske principper er frugt som morgenmåltid den helt rigtige balance til en pitta person, som mig.

Yogaen har efter jul fundet sin rytme igen, selvom min elskede yogalærer har holdt ferie og nu skal til Thailand og undervise, så jeg har måtte udvide min horisont og finde andre instruktører. Jeg shopper rundt og prøver forskellige stilarter og bruger januar på at mærke, hvad der føles rigtigt. Og prøver også at mærke, hvorfor noget føles forkert – er det måske min indstilling eller er det fordi kroppen bliver udfordret på nye måder? Det giver mening at finde andre undervisere, der kan guide mig, og så i øvrigt huske, at det tager tid at vænne sig til noget nyt.

Jeg prøver at få kreativitet ind hver eneste dag. Jeg har syet og strikket og hæklet, pakket gaver smukt ind, leget med min påklædning, lagt neglelak, lavet om i boligindretningen. Det handler ikke om at tvinge kreativiteten frem, men om at tage fat, der hvor jeg føler, der er noget, der kan ændres og forbedres istedet for at vente til et belejligt tidspunkt - og det handler om at kreativitet avler kreativitet. Jeg oplever at det bliver meditativt for mig fordi fokus bliver rettet mod den opgave jeg er igang med.

Jeg øvre mig i ikke at være tv-orienteret, for jeg kan mærke, at de hurtige skift (ikke mindst fordi jeg er en frygtelig zapper) og den konstante guidede underholdning har gjort mit tankemylder værre. Når jeg ser tv i disse dage, så er det som aktivt tilvalg, hvor jeg vælger en udsendelse eller film ud. Tænder når det starter. Går, hvis der er reklamer. Slukker når programmet er slut. I løbet af tv-tiden kan jeg godt sidde med håndarbejde, for jeg har det bedst med noget mellem hænderne, og det kan være det ender med, at jeg dropper tv til fordel for håndarbejdet, hvis jeg kan mærke at jeg pludselig ikke kan følge med i begge dele. Jeg afholder mig fra at have flere medier kørende af gangen. Tidligere så jeg tv, strikkede, spillede word-feud på min telefon og læste blogs og checkede mail og facebook på iPad – samtidig med jeg måske lavede mad.

Der er ikke noget at sige til, at jeg oplever, at mit hoved har svært ved at slukke, når jeg konstant fodrer det med stimulanser, både fysisk og mentalt. Det mest meningsfulde jeg føler, jeg kan gøre for mig selv er at holde fokus på en eller to ting af gangen og sikre, at jeg nyder, det jeg gør.

Nærvær. Opmærksomhed. Dedikation. Belønningen er, at larmen i mit hoved tager sig en pause.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar