mandag den 18. februar 2013

Grøntsagsudrensning


Siden jeg i september 2012 mere bevidst valgte at lade være med at spise kød, har jeg nydt at opdage og udforske grøntverdenen. Jeg har spist flere grøntsager end nogen sinde før og jeg har eksperimenteret med smage og konsistenser både i varme og kolde retter.

Det er gået op for mig, at jeg er gladere og lettere, når jeg ikke spiser kød – men jeg betragter ikke mig selv som vegetar. Jeg spiser gerne fisk og selvom det ikke er så ofte, så forsøger jeg at spise fisk 2-3 gange om ugen; nogle gange frisk fisk fra fiskemanden og nogle gange fisk på dåse (uhm stegt torskerogn) eller røget fisk. Jeg er henover en periode siden sidste efterår også holdt op med at drikke komælk – men jeg spiser gerne smør og bruger fløde og creme fraiche, ligesom ost også er en del af min menu.

Jeg bager selv brød og forsøger at få så mange kerner som muligt ind, og undgår så vidt muligt hvidt mel – men rugbrødet fra min mands arbejde smager fantastisk, så det er også en fast bestanddel af min kost.

Lige i begyndelsen af kostomlægningen tabte jeg mig nogle kilo. Jeg regner med, at det skyldes, at energifordelingen i min kost ændrede sig, så jeg kunne spise kvantitativt mere for lidt færre kalorier – der skal meget kål til kaloriemæssigt at opveje en smørstegt nakkekotelet.

Her på det seneste er vægttabet dog mindsket og jeg oplever, at min kost ikke længere er helt så sund og fokuseret på grønt, som den var i starten. Det er både fordi nyhedens interesse har fortaget sig og fordi det ikke længere er helt lige så spændende at finde på nye kombinationer; jeg vender tilbage til kendte og testede klassikere, som ikke nødvendigvis er lige så kalorielette, som andre retter jeg kunne lave. Det at skære kødet væk, betyder nemlig ikke, at man ikke kan spise tungt, usundt og fedende (og med fedende mener jeg ikke forbruget af gode, sunde olier – men jeg mener, at den anden spiseskefuld mayonnaise måske ikke behøver at toppe sildemaden, end ikke selvom mayonnaisen er hjemmerørt).

Jeg har besluttet mig for, at denne uge skal være en genopdagelse af grøntsagernes potentiale – samtidig med, at det bliver en uge med udrensning. Så jeg skærer alt det væk, der ikke kommer i form af frugt eller grønt – med et supplement af god olivenolie og min daglige dosis MK olie. Dét vil jeg ikke undvære og jeg tror heller ikke det er sundt; nogle grøntsager har netop brug for olie for at kunne frigive deres vitaminer til kroppen, og jeg har brug for at smøre led og give huden næring indefra.

Her idag er jeg startet med urtete (jo, den er med i frugt og grønt) og her til formiddag den flotteste orange juice presset af gulerod, sød kartoffel, rød peber, en halv rød chili for lidt kick, ingefær, et æble og knoldselleri, smagt til med MK olie og citronsaft. Pulpen fra juicen har jeg inkluderet i en suppe til senere idag. Jeg tror det er vigtigt for mit velbefindende og for, at det er sjovt, at jeg ikke hænger mig alt for meget i spisetider og hvad mine måltider består af – jeg kan godt spise varm suppe til morgenmad og jeg kan godt nøjes med en kop til til aftensmad, hvis jeg har spist bagt kartoffel kl 17.

Jeg glæder mig. Jeg kan allerede mærke overskudet og begejstringen.