Frustration

Helt ærligt – man forventer jo, at al den gode yoga giver resultater; jeg havde ihvertfald ikke ventet, at en nerveinfiltration, der tog sin begyndelse igår aftes, var værre imorges. Her til formiddag er smerten ikke aftaget på trods af, at jeg har justeret siddestilling, lavet skulderøvelser og forsøger at slappe af og trække vejret dybt.

Øv.

Men, hvis jeg skal se konstruktivt på det, så er yogaen formentlig skyld i smerterne – inddirekte.

I årevis har min krop været anspændt og jeg har af flere omgange haft så smertefulde nerveinfiltrationer, at jeg har været nødt til at gå til kiropraktor...mange gange. Det er typisk nerverne i lysken, mellem skulderbladene og i nakken helt oppe under kraniet.

Efter jeg er begyndt at dyrke yoga er kroppen langsomt blevet afspændt og det har formentlig overrasket den krop, der stadig er vant til at skulle kompensere, holde musklerne så spændte, at de spontane nervesmerter ikke opstår. 

Den frihed jeg føler, som følge af yoga, betyder formentlig også, at jeg ikke er så påpasselig med min krop. Jeg tror simpelthen jeg er superwoman og at jeg kan byde kroppen hvad som helst.

Konklusionen må være den, at yoga ikke blot er for kroppen og ikke blot er mens jeg laver asanas – men, at yoga også skal være integreret i min dag (og nat) i form af respekt for kroppen, accept af kroppen, betænksomhed overfor kroppen og nærvær.

Helt konkret skal jeg se på min siddestilling, min ståstilling, min gåstilling og mærke efter om kroppen faktisk har det godt – og hvis den ikke har så modificere, indtil den er i balance.

Hvad jeg giver ud kommer hundredefold tilbage

Jeg prøver at være et godt menneske, der lader tvivlen komme de fleste folk til gode, der prøver at favne forandring og acceptere, at andres ideer er lige så gode eller måske bedre end mine egne, og jeg prøver at lade være at lade mig påvirke af andres negative energi – måske endda påvirke dem med noget positiv energi.

Når jeg møder nogen, der gør noget uhensigtsmæssigt og jeg føler mig ramt, øver jeg mig i at tænke, at de ikke ser verden fra mit udsigtssted – de ved ikke, at de generer mig og de prøver ikke bevidst på at gøre det. Nogle gange kræver det nogle ekstra dybe vejrtrækninger at lade noget fare – og nogle gange er det bare helt umuligt.

Jeg kan mærke, at yoga hjælper mig til at håndtere udfordringer i relationer til andre mennesker, så de ikke får mig op i det røde felt.

Jeg oplever ofte, at jeg har svært ved at anerkende andres gode forslag – især hvis jeg ikke har haft tid til at danne min egen mening om noget. Så føles det at sige ja, til andres gode ideer, som et overgreb og som et commitment jeg ikke kan slippe ud af; jeg modarbejder og kritiserer, så jeg genvinder følelsen af kontrol.

Det er en skrækkelig oplevelse – både for den, der kom med den gode idé, og for mig. Jeg arbejder med at anerkende uden, at det føles, som om der går noget af mig. Jeg arbejder med at lytte uden at dømme og uden at engagere mig følelsesmæssigt. Og så øver jeg mig på ærlighed, så jeg kan sige til den anden – ”det lyder som noget du har tænkt over/brænder for/ved noget om – men jeg har ikke haft tid til at danne mig min egen mening, så lige nu lytter jeg bare til, hvad du har at sige”. Og lade det være godt med det.

Når jeg oplever nogen, der kommer med negative udsagn eller dårlig energi prøver jeg at lade være med at lade mig trække med. Deres oplevelser af en given situation er ikke den samme som min – selvom vi har samme holdning, kan vi godt udtrykke den forskelligt. Hvis vi ikke har samme holdning prøver jeg at lade være med at fremture med min holdning. Hvis jeg bliver spurgt eller føler at jeg skal etablere min position, forsøger jeg at gøre det enkelt og kun én gang. Jeg vil gerne undgå, at jeg opildner en konflikt – indre eller ydre – ved at være forcerende i mit ståsted.

Det kan godt give skrammer at være den, der er positiv – især når det mest er noget jeg øver mig på; jeg er endnu ikke så god til det og jeg glæder mig til, at det også bliver en god vane.

Agressive mennesker ser tit rødt, når nogen vælger at være stille og passivt vende den anden kind til; men i det mindste går jeg ud af konflikten uden indre skrammer (jeg synes nemlig det er værre at være blevet rigtig vred end det er at blive kaldt kryster).

Forventningsjustering

Jeg lavede min ugekontrol igår morges og på trods af at centimeterne stadig rasler af, så var jeg lidt skuffet over, at vægten ikke fulgte med. Jeg stod på vægten som det første, da jeg stod ud af sengen og vejede mig til 73.5 kg; kun 1 kilos vægttab på 2 uger (men fordelt så uge 2 kun var et tab på 400 gr).

Mit rationelle jeg forklarede mine følelser, at det var helt acceptabelt og et sikkert udtryk for at jeg var igang med et stabilt vægttab på et halvt kilo om ugen; at jeg på intet tidspunkt havde følt mig sulten eller følt at jeg gik glip af noget. At det var godt!
Mine følelser svarede tilbage, at det helt sikkert var et udtryk for, at jeg havde afsluttet min udrensningsdiæt fredag og havde skejet ud i weekenden og både spist ost og fisk og desuden nok havde spist mere end jeg gjorde under udrensning. Og maste på med krav om at vende tilbage til den restriktive diæt, for jeg kunne åbenbart ikke holde de gode vaner, når jeg fik frie tøjler.

Sådan fløj argumenterne i mit indre hele dagen. Heldigvis kunne jeg holde neuroserne nede og tale fornuft til de urolige følelser. De pipper stadig idag, men er begyndt at indse, at målet er udgjort af delresultater og at denne uges resultat ikke er dårligt; men ikke mindst, at gode vaner ikke bliver etableret af hele tiden at redigere. Selvfølgelig skal jeg rette noget til, hvis jeg oplever kontraindikativ udvikling, men jeg bliver nødt til at lade tiden råde og give min krop og hjerne tid til at acceptere det regime, jeg har introduceret.

Så jeg fortsætter med det, jeg ved er positivt.
Cykling og yoga. Mad af gode råvarer med særlig fokus på grøntsager tilberedt med nænsomhed. Morgenjuice. Sunde snacks. Mindre portioner. Nærvær i spisesituationer og fokus på at mærke efter, om jeg faktisk er sulten eller om det er andre følelser, der er i spil.

Jeg kunne sagtens have hoppet op på følelsesvognen og ville også tidligere have gjort det – måske endda som en form for auto-sabotage, hvor jeg inderst inde ville vide, at jeg strammede skruen så hårdt, at jeg til sidst ville presse mig selv til at give op.

Men jeg gjorde det ikke. Fedt!

Hjemmepraksis

Jeg har altid været en smule bekymret for at prøve yoga derhjemme; uden spejl, i en uvant setting uden med-yogier og ikke mindst uden instruktør og den musik, instruktøren har valgt til at understøtte min yogapraksis. Bekymringen for ikke at kunne se om jeg lavede mine asanas korrekt og uden en instruktør til at guide mig på rette vej, en stemme der husker mig på mit åndedræt og får mig til at holde ud fordi der er en skønhed i at tage 2 åndedrag til inden jeg skifter stilling.  Idag prøvede jeg - næsten. Jeg fandt en youtube-instruktør og en halvtimes yoga for begyndere. Tanken var at jeg var sikker på at kunne alle stillingerne og på den måde kunne fokusere på mit åndedræt og på at gå ind i stillingerne med bevidsthed, selvom mine omgivelser var anderledes end de plejer. Det gik forholdsvis godt. Jeg havde desværre valgt en underviser, der var lidt for glad for at rette på sit tøj (og sagde det som en del af undervisningen; a little clothes adjustment - it's important to look presentable) i stedet for at huske mig på mit åndedræt. Ipad'en stod ved forenden af min yogamåtte og i de liggende stillinger var det svært for mig at høre hvad han sagde og gennemskue, hvornår jeg skulle skifte side; jeg endte med at måtte løfte hovedet og åbne øjnene for at se, hvad der gik for sig. Men det ville måske også gøre sig gældende, hvis jeg prøvede en ny yogainstruktør i fitnessworld - alle instruktører har deres egen stil og godt det samme! Jeg havde lagt mig ud i vores udestue fordi der er et dejligt lys og jeg havde forestillet mig at oplevelsen af at have naturen tæt på ville give god energi; men det blæser meget i dag og det er gråt og ret koldt - så udestuen var ikke helt så vellykket som jeg havde håbet.  Jeg håber og tror at det er muligt ved gentagelse og lette justeringer at etablere en god hjemmepraksis til de dage, hvor det er bedre end at skulle ud af døren, hvor tiden ikke er der eller hvor fitnessworld kun udbyder sene timer; det har jeg oplevet giver mig alt for meget energi og efterfølgende en dårlig søvn. Næste gang vil jeg prøve en anden instruktør - og håbe på lidt bedre vejr.

Yoga-juice

Jeg var til yoga med to veninder her til formiddag og inviterede dem efterfølgende med hjem i haven til en (selvudnævnt) yoga-juice.

Kim og jeg har fået en Philips saftpresser i bryllupsgave og jeg har lavet en godt lager af ingefær, æbler, agurker, rødbeder, citrusfrugter og bladselleri – så er der til spændende kombinationer.

Jeg kom til at tænke over, om den kombination vi drak idag, bare var en yoga-juice, fordi vi havde været til yoga – eller om den faktisk havde særlige positive kvaliteter; så min trofaste ven google blev aktiveret og her er hvad jeg fandt.

Til 3 personer

2 agurker –  fordi der er så meget vand i agurker (95%) er de ideelle at bruge, som base i en juice; væsken hjælper kroppen til at skylle de affaldsstoffer, som de yogiske øvelser har frigivet, ud af kroppen. Giver strålende hud, hår og negle.

1 rød grapefrugt – bitterstoffet naringin, der findes i grapefrugter en antioxidant og kræfthæmmer og kan sænke kolesteroltallet. Derudover indeholder grapefrugt også store mængder C-, B1 & B2, samt A-vitamin og forstærker enzymerne i leveren.

2 limefrugter – Masser af C-vitamin og flavonoider hjælper huden til at stråle og bekæmper infektioner og begrænser ubehagelig kropslugt. Lime hjælper på fordøjelsen, styrker nyrerne og indeholder stoffet limonin, der er en kraftig antioxidant.

4 æbler – styrker knoglerne og immunforsvaret, hjælper leveren med at afgifte kroppen; og er der så noget æbler ikke kan?

1 stor rødbede – renser blod, lever og nyrer, hjælper på fordøjelsen og styrker knoglerne

6 cm ingefær – fuld af antioxidanter og stoffer, der bekæmper betændelsestilstande i kroppen. Ingefær hjælper også kroppen til at slippe af med luft i maven!

Mind over matter

Jeg havde en dårlig dag igår.

Jeg startede dagen med yoga og fik en skade, som gjorde, at jeg resten af dagen følte mig tung og kluntet.

Jeg havde en følelse af at miste kontrollen og at have spist for meget. Jeg var oppustet og pruttede hele tiden. Ucharmerende, jeg ved det. Og ikke bare små fise, nej. Store, langvarige prutter, der lød som et helt batteri af kanoner.

Da jeg kom hjem, var jeg frygteligt lækkersulten. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at min lækkersult som regel, er ægte sult i forklædning, så jeg snackede et par stykker groft knækbrød og en håndfuld jordbær. Det hjalp ikke en døjt. Jeg drak vand med citron for at få en følelse af at være fyldt op. Jeg ved, jeg traf de gode valg og kunne mærke, at jeg havde tråd i mig selv mentalt. Jeg gav ikke efter for det indre pres og dropped udrensningsdiæten - og det er jeg rigtig stolt af.

Men jeg ved også, at jeg er nødt til væbne mig for fremtiden. Nok varer udrensningsdiæten kun til fredag, hvorefter jeg kan re-introducere æg, fisk, mælkeprodukter - og kød; men den gode vane, der er fulgt med udrensningsdiæten (opmærksomhed ift madvaner) skal bibeholdes.

Jeg må nok også forvente, at min motivation med tiden (henover de 4 måneder, der er min initielle fokusperiode, hvor vanerne gerne skulle blive integrede i min livsstil) vil falde i perioder. Det er svært at holde motivationen aktiv hele tiden. Og det er heller ikke meningen. Hele ideen med vaner er, at man ikke behøver at fastholde motivationen; man agerer på vaner.

Men selvom vanerne bliver stærke og selvom jeg træffer gode valg, så kan jeg gøre det nemmere for mig selv, ved at sikre, at jeg også har mulighed for at træffe nemme, gode valg.

Rent madmæssigt er knækbrød min redningsplanke. Knækbrød som snack, når jeg er småsulten, som mellemmåltid; som erstatning (når alle de andre spiser kage/chips/chokolade/is og andre søde sager, der på intet tidspunkt i løbet af de 4 måneder vil være et godt valg) og som sikkerhedsbælte.

Men selvom der er mange gode knækbrød og selvom jeg bager noget, som er fabelagtigt - så kunne jeg forestille mig, at monotoniteten kan ende med at presse mig til at træffe et mindre godt valg og lukke øjnene for mit bedre vidende og spise noget, jeg godt ved, er skidt for mig.

Jeg er ikke der endnu, hvor jeg har det godt med at tillade mig selv at vælge noget, der er dårligt for mig og for min målsætning. Det håber jeg er noget, der kommer - hvor jeg er sikker på at et aktivt tilvalg af noget jeg har lyst til, selvom det ikke er godt for mig, ikke vil føles som en synd eller som om alt er tabt.

Imellemtiden skal jeg have arbejdet med at finde nogle gode løsninger, som kan bruges, når jeg er ægte lækkersulten eller som alternativ til knækbrødet i al almindelighed.

Et positivt udbytte af udrensningsdiæten er, at jeg ikke dulmer min krops signaler ved at fodre den, når den giver den mindste lyd. Jeg mærker efter; er det ægte sult; er det kedsomhed; er det tristhed; er det fordi jeg har ægløsning eller menstruation; er det fordi jeg har sovet dårligt eller fordi jeg har haft hård yogatræning de sidste mange dage og kroppen prøver at restituere sig selv?

Der er så mange muligheder, som jeg vanligvis ikke ville have overvejet - jeg ville bare have reageret på lækkersultsignalet og gjort noget ved det.

Ikke mere. Det er bedre og rarere at mærke efter og træffe de gode valg.

Yoga på godt og (lidt mindre) godt

Jeg vil starte med at slå fast, at jeg er vild med yoga – selv når jeg ikke er vild med det.

Jeg er vild med den kropslige udfordring og forandring, og jeg er endnu mere vild med, at når kroppen slår bremsen i eller kludrer, så rammer yogaen også ind i psyken og hjælper kroppen på vej til at kunne mere eller prøve igen.

Jeg har ikke på noget andet tidspunkt haft den følelse af at være i udvikling, når jeg har brugt min krop. Hvis jeg har etableret en løberutine, så er jeg aldrig nået dertil, hvor jeg kunne mærke et overskud, en forandring til det bedre – eller en begejstring. Det har været hårdt og jeg har givet op så mange gange. Jeg ved godt nu, hvad problemet har været. Det hjælper ikke at starte på noget nyt, hvis man ikke arbejder både med krop og hjerne. Når kroppen giver op skal hjernen tage over og fortælle kroppen, at det nytter, og at den kan. Eller stryge den med hårene og sige, ’ok, så var det ikke idag det lykkedes – vi prøver igen imorgen’.

Her er det fantastisk med yoga, fordi der er så stor variation i løbet af en praksis, fra gang til gang og fra instruktør til instruktør. Det tiltaler mig (min veninden bryder sig ikke om det – hun elsker den kendte rutine, og at kroppen ved lige præcis, hvad den skal, fordi hun så kan koncentrere sig om at blive bedre til de enkelte asanas) fordi jeg altid bliver bekræftet i, at der er noget jeg allerede er god til (stræk) – men altid kan blive bedre til; og at der er noget jeg gradvist arbejder på at blive bedre til, men som nok altid vil være en udfordring (styrke). Men bekræftelsen i ’lette’ asanas er med til at få mig til at fortsætte med at udfordre mig, selv i de svære asanas.

Jeg har dyrket yoga i nogle år – men har haft flere gange hvor min praksis er gledet ud i sandet.

Første gang jeg prøvede yoga havde jeg et klippekort til det yoga studie, hvor min veninde gik til yoga. Det var meget intimt, meget intenst og mere meditation end jeg havde forventet eller var klar til.

10-turskortet blev aldrig brugt op. Jeg følte mig hverken tilpas i salen, i øvelserne, med instruktøren (der var kun én) eller med at tilbringe 5 minutter med at lave vekselåndedræt og stirre ind i en flamme fra et stearinlys.

Det er mange år siden og muligheden for at dyrke yoga er blevet mere varieret og tanken om at yoga for mange er en motionsform mere end en livsstil er blevet mere udbredt.

Jeg meldte mig i sin tid ind i fitness world for at tabe mig og fik lagt et program for, hvordan det skulle ske ved hjælp af maskiner – jeg skulle ro, så og så længe, benpresse, cykle, løfte vægte osv. Jeg lavede faste aftaler med mig selv og havde i en periode en oplevelse af, at jeg havde fundet en motionsform, der kunne hjælpe mig til mit mål, som alene var at veje mindre. Ikke at komme i form eller få bedre kropskontrol og forståelse. Ikke at nyde oplevelsen af kroppen i aktivitet. Ikke at have en god vane med at dyrke motion. Besøgene var alene for, at jeg kunne tabe mig. Og det gik jo, som jeg i bagklogskabens lys kunne have sagt mig selv, slet ikke.

Hovedet var ikke med og motivationen var ikke på plads. Tal på vægten er desværre bedrageriske; de stemmer sjældent overens med de følelser, der rør sig i kroppen – og træning giver en falsk tryghed af at gøre noget (så man kan tillade sig noget andet...drinks, chips, smøger, flødekartofler og en ekstra portion aftensmad).

Men hvis jeg ikke lytter til min krop og min psyke og behandler dem som en medspiller, så kan jeg kun presse dem indtil en vis grænse; så står enten den ene eller den anden del af – eller dem begge to; og så er det jeg holder lange pauser fra fitness centeret.

Først gang jeg var til yoga i fitness world åbnede der sig en verden for mig; hvor jeg fik at vide, at jeg var god nok, fordi vi alle var gode nok; at vi alle havde vores niveau og at kroppen ville blive udfordret uanset om vi gik dybt eller mindre dybt i en stilling.

Instruktøren fortalte hver gang, at vi skulle lytte til vores krop, for den ville fortælle os lige nøjagtig hvor langt vi kunne tage den. For hver gang er forskellig og tit er udviklingen to skridt frem og et tilbage.

Jeg har den seneste uge forsøgt mig med kragen en del gange. Den første gang kom jeg ikke engang op på mine underarme med knæene. Mine håndled fortalte mig at jeg skulle tage den med ro – de ville hellere trænes lidt langsommere op. Så jeg accepterede at jeg ikke kunne presse en krage igennem.

Forleden stod jeg i kragen i 10 sekunder. En vakkelvorn fugl, der ikke var særligt behagelig – men mine håndled spillede med og balancen var der og jeg kunne læne mig frem uden at stoppe mig selv i bekymring eller angst (for smerte eller stå på næsen); så min psyke spillede også med.

Idag ville jeg genindtage kragen – men kunne på ingen måde genfinde balancen. Mine håndled klagede efter 15 sekunders forsøg og jeg måtte sætte mig tungt på måtten og begræde, at jeg bare ikke kunne. Min krop ville ikke dét min hjerne ville – og hjernen ville ikke lytte til kroppen.

Da min instruktør gennemgik hovedstand (som jeg aldrig har vovet mig ud i) ville jeg have revanche for den mislykkede krage. Jeg stillede mig på hovedet med armene bøjet vinkelret og i skulderbreddes afstand og stillede mig på tæerne. Al vægten på hovedet. Min rygsøjle blev mast. Mine arme vaklede. Jeg insisterede. Og endte med at skade mig selv. Jeg sidder med en nerve i klemme i nakken og har svært ved at dreje hovedet.

Så hvad er det jeg skal forstå? Jeg skal forstå kroppen og psyken skal spille sammen. Og at mit overjeg skal lytte. Nogle gange er det godt at presse sig selv, for så er det man flytter sig – overrasker sig selv. Men nogle gange skal man ikke presse noget overhovedet. Jeg vidste jo godt, at jeg var træt, at det var en helt ny stilling, som jeg ikke havde overskud til at arbejde med på en tilstedeværende måde og at jeg ville have haft bedre af (fysisk) at lægge mig i barnets stilling og give min krop en tiltrængt pause. Min hjerne var høj på at kunne noget nyt og skuffet over ikke at kunne gentage det – og den ville simpelthen ikke acceptere ikke at være den, der bestemte.

Det kan jeg så sidde her med min skade og minde mig selv om at lære noget af. Og overveje om det at holde en pause i morgen, hvis jeg stadig har ondt, er godt og hensyntagende overfor min krop – eller om det istedet ødelægger det momentum, jeg føler jeg er afhængig af for at sikre yogaen som den gode vane.

Der er måske en tredje mulighed. At tage til yoga og kun lave det kroppen kan og vil – uanset hvad den plejer at kunne – uanset hvad de andre kan og gør; det er nemlig en af de vigtigste lektier i yoga; vi er alle unikke og vi skal prise det særlige i os selv og i andre (på og udenfor yogamåtten).