Den hvide dame

Jeg havde ikke lige regnet med en åbenbaring, da jeg tog til yoga forleden dag.

Jeg er et menneske, der lever meget med kontrol – både på den gode og den mindre gode måde. Kontrol i min hverdag manifesterer sig positivt som vedholdenhed, blandt andet i etableringen af de gode vaner. Når jeg oplever de mindre positive sider ved kontroludøvelse, handler det tit om, at jeg frygter at miste kontrollen eller føler at jeg har mistet den og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal forholde mig til det. Så bliver jeg angst eller agressiv over for mig selv eller min omverden.

Efter 2 timers yoga lå jeg i savasana og mærkede det, der havde presset sig på i løbet af den sidste halve time. En følelse af, at min krop var forgængelig og uden betydning. En følelse af, at kroppen og sjælen var adskilte og at sjælen havde plads. Rent konkret oplevede jeg en meget lille, hvid skikkelse, klædt i hvidt, uden ansigt, sovende i en lille hvid seng lige midt i min brysthule. Liggende, som jeg ligger i min yndlingsposition, når jeg lægger mig til at sove. Helt rolig lå skikkelsen der. Og min krop slappede af og jeg forsøgte at fastholde den ro, der skulle få skikkelsen til at blive i søvnen. Tårerne løb lige så stille ned af mine kinder og ind i mine ører og jeg vaklede mellem at give slip og tillade gråden at få fat – eller at holde den tilbage. Det endte med, at jeg holdt den tilbage. Sikkert fordi jeg frygtede at slippe kontrollen. Fordi jeg frygtede, hvad andre ville tænke, hvis de opdagede at jeg lå og græd. For, at jeg skulle forklare noget uforklarligt.

Jeg mærkede efter og for første gang mærkede jeg, at min sjæl er uafhængig af min krop.

Grunden til, at jeg skal passe på min krop er for at kunne komme i kontakt med min sjæl – jeg er sikker på, at en krop, der har det godt og er i balance, mere villigt lader mit sind slippe tanker om kroppens tilstand og det giver mulighed for at synke ind og passe på den lille skikkelse i min brysthule.

Det, der virker - for mig

I løbet af de sidste 3½ måned har jeg foretaget en række ændringer i min livsstil og i mit tankesæt. Jeg er nu ved at se frem til afslutningen af den periode, jeg i begyndelsen satte for mig selv. Jeg kan se at nogle af de forestillinger jeg havde, ikke er kommet til at fungere som antaget, andre har undergået forandring og atter andre er dukket op i løbet af processen.

Mit første indlæg var en liste over min vægt og mine kropsmål. De første 5 uger skrev jeg opdateringer ind og fulgte med. Derefter fulgte nogle uger, hvor jeg noterede mig udviklingen (der både gik frem og tilbage) på post-its og i de sidste mange uger har jeg sporadisk fulgt med – men har i stadig højere grad valgt at lade vægten stå og centimetermålet ligge.

Jeg føler mig tilpas i min krop de fleste dage og jeg har opdaget, at jeg er meget bedre til at lytte og være god ved mig selv, hvis det ikke grunder i det tallene siger mig.

Jeg har læst meget om den ayurvediske tilgang til naturlig vægt og jeg trives med at have det kropsfokus, der siger at vægt og krop finder sit naturlige leje, når krop – og sind - er sundt og i balance.

Mit mål for 3½ måned siden var at tabe 10 kg ved hjælp af kostomlægning, yoga og cykeltransport.

Det er til en hvis grad hvad jeg har gjort.

Jeg har dyrket yoga mellem 4 og 5 gange om ugen – en blanding af fysisk krævende flow yoga og dybe, udfordrende stræk i hatha yoga. Yogaen har givet mig styrke, indsigt og en større kropsforståelse. Men hvad mere er har yoga cementeret sig som min ’sport’. Jeg bryder mig ikke om sport – og yoga er fantastisk nok ikke hvad jeg betragter som sport. Det er indlevelse i kroppens muligheder.

Cykling har været dejligt i godt vejr og jeg har nydt både lange og korte ture – men det bliver aldrig andet og mere end transport for mig. Det er nogle gange mere praktisk på cykel og så cykler jeg – andre gange er det mere praktisk i bil og så biler jeg. Jeg kan dog mærke at der er ved at ske et miljøfunderet skifte i mig og det er ikke usandsynligt at det også vil være en faktor jeg tager med i betragtning når jeg i fremtiden skal vælge mellem cykel eller bil.

Jeg har ikke tabt 10 kg, men jeg har fundet ud af, at er det heller ikke længere mit fokus.

Kosten er nok der, hvor der er sket den største og mest interessante ændring. Jeg har ikke lavet madplaner – og vidste nok også godt, at det ikke ville blive en brugbar løsning for mig. Det er for begrænsende for mig, fordi jeg i den grad nyder at gøre mig de daglige overvejelser om menuen sammensætning og jeg nyder at finde på spændende og varierede måder at bruge det, der er i køleskabet på. Jeg har aldrig rigtig haft problemer med at købe usunde varer når jeg handler og derfor er indkøb ikke en faldgrube for mig. Jeg elsker at have kurven fuld af sunde varer.

Mit største problem har være portionstørrelse og hvad vores mad egentlig endte med at bestå af. Lidt for meget kød og sovs, lidt for få grøntsager – selvom vi stort set har fået grønt til hvert måltid har det været tilbehør og for lidt varieret.

Mine spisevaner har ændret sig, så jeg idag spiser, når jeg er sulten og indtil jeg ikke er sulten mere. Jeg øver mig i at spise langsomt. Jeg tager sjældent portion nummer to og portion nummer ét er altid kun to tredjedele af Kims portion – det er en nem og tilgængelig parameter. Jeg øver mig også i at nyde maden. I flere tempi. Mens den ligger på tallerkenen. Når jeg tager den på gaflen. Når jeg tygger, tygger jeg længe – tidligere var jeg mere forslugen. Og jeg lægger mærke til smagsnuancer og konsistenser.

Jeg starter dagen ud med grød. Det er også nyt. Jeg har altid syntes, at grød smagte temmelig meget af vådt pap. Men ikke mere. Min grød har nemlig konsistens, smag og masser af kerner og korn – og den første dosis af dagens olieforbrug. For jeg spiser en masse olie. Og jeg skammer mig ikke. Det er fremragende til at skabe ro i kroppen, glød i huden og en masse overskud (for ikke at tale om virkelig regelmæssig afføring).

Jeg har skåret kød ud af min kost, men nyder gerne fisk og mælkeprodukter – ost på en skive ristet rugbrød og mælk i min kaffe. Det er ikke her, jeg er klar til at være konsekvent og vegetar. Jeg havde bare brug for at have grøntsager som min primære fødekilde. Og kors, en nydelse. Jeg startede ud med at juice i sommer – nu er juiceren for en tid pakket væk og jeg spiser istedet rå grøntsager, stegte grøntsager, bagte, grillede og på alle mulige måder og i alle mulige kombinationer. Jeg har introduceret tang (arame) til mine salater og stegte grøntsager. Vi spiser stadig fra hele klodens køkken med masser af krydderier og smagsgivere.

Når den søde tand giver lyd får den enten frugt eller en frugtkugle, som er det, vi forkæler os selv med.

Alkohol er lagt på hylden i videst muligt omfang og kunstigt slik og færdigvarer har ingen plads i vores køkken (med undtagelse af en sød finsk lakrids, hvis nogen (Kim) bliver fristet og frister mig).

Jeg falder i engang imellem og vælger mad eller spisevaner, som ikke er gode for mig – men det vigtigste jeg har lært de sidste 3½ måned er at tilgive mig selv og lade være med at ønske en virkelighed, der er andeledes end den, der er lige nu. ”Bare jeg havde ladet være”, nytter intet.

Fremtiden er den samme som min nutid – når det handler om kost, krop og sind. Udvikling, nærvær og ægthed.

At turde turde

Jeg har måske fundet min fremtid. Der, hvor jeg kan og vil gøre mig gældende. Det er frygteligt skræmmende – men føles i disse dage, hvor muligheden har præsenteret sig, helt rigtigt. Så rigtigt, at jeg kan mærke, hvordan mit sind kæmper imod. Fordi det er bange for at vælge. Bange for at vælge forkert og stå til ansvar og måske opdage, at den fremtid alligevel ikke var rigtig. Endnu mere bange for at vælge rigtigt og stå til ansvar overfor mig selv, mine drømme og min egen lykke.

Angsten manifesterer sig ved, at jeg har lyst til at flygte og lade være med at vælge og prøve at opretholde det jeg har – selvom jeg ikke har lyst til det. Hvis jeg lukker øjnene forsvinder muligheden måske, presset tages af mig og jeg kan lade være med at vælge. Og det kan helt sikkert ende på den måde, som det er endt flere gange før. Jeg har sjældent turde mærke min egen entutiasme med henblik på at agere på den. Jeg har valgt til, på baggrund af andres entutiasme og andres drømme, fordi det har været mere trygt end at stå på egen hånd med mine egne drømme.

Men jeg ved, at jeg er stærkere nu end nogensinde før og jeg ved, at jeg kan vælge til. Jeg ved, at jeg skal lægge en plan for mig selv, fordi angsten for det ukendte forminskes, hvis jeg har en plan med delplaner og retningslinjer; støttepunkter. Jeg skal håndgribeliggøre min drøm, fordi jeg vil få nemmere ved at stå til ansvar for den – overfor mig selv og overfor andre. Jeg skal mærke mine følelser, når de prøver at hindre mig i at træffe valg, der vil bringe mig tættere på min drøm – og analysere dem, så jeg kan hjælpe mig selv til at komme over følelsernes barrikader.

Den første del af planen er at indsamle viden om mit fremtidige fagområde. Konkret viden. Oplevet viden. Kritiske betragtninger.

Anden del af planen er at få en personlig relation til fagområdet (teste det af) samt at komme i dialog med en, der er indenfor området.

Tredje del er at tage de forberedende kurser, som kvalificerer mig til at uddanne mig i faget.

Fjerde del er at tage uddannelse.

Sideløbende med det ovenstående skal jeg opspare til selvafprøving, forberedende kurser og selve uddannelsen.

Jeg skal også finde muligheder for at gøre brug af uddannelsen – enten som ansat et sted eller som selvstændig.

Hvis som selvstændig skal jeg sætte mig ind i, hvordan jeg griber det an.

Overordnet sætter jeg næste år (2013) af til første til tredje del af planen og året efter (2014) af til selve uddannelse. Det betyder, at jeg ved indgangen af 2015 vil være færdig med min uddannelse og kan træffe et valg vedr. hvordan den kan påvirke min fremtid.

Når jeg kan mærke mig selv – bliver jeg skuffet

I løbet af de sidste 4½ måned har jeg haft forøget fokus på min krop, mit helbred, min psyke, min fremtid – altsammen fordi jeg gerne vil leve et mere bevidst liv, hvor jeg skaber min egen sundhed og er ansvarlig for min egen udvikling.

Og langt hen ad vejen har jeg haft positive oplevelser. Det er blevet nemmere at mærke mig selv. Jeg kan se på min hud, at jeg spiser sundere, prioriterer min søvn og kropslige balance. Jeg kan mærke, at mine følelser er mere tilgængelige og at jeg kan sætte navn på det jeg føler. Det er ikke altsammen rare følelser, men selv de svære kan jeg mærke uden at skulle ty til dulmende midler. Jeg tør mere fysisk og mentalt – jeg kan overskride mine egne grænser, så jeg får nye grænser, der afspejler mit større mod og grad af bevægelsesfrihed både i hoved og krop. Men jeg kan også bedre mærke, hvornår grænseoverskridning føles ubehageligt – og jeg tør acceptere det, uden så ofte at underkende, at det er rimeligt.

Jeg har tabt mig, jeg er blevet stærkere, jeg er rankere og jeg spiser, når jeg er sulten og jeg stopper, når jeg er mæt. Jeg fordyber mig i min yogapraksis både på måtten og i læsning af indsigtsfulde, morsomme, interessante artikler og bøger om yogafilosofi og tilgang.

Jeg oplever en selvbevidsthed, som er bedre nu end nogensinde.

Men jeg er skuffet.

Jeg er skuffet over, at jeg oplever min krop som skrøbelig, som flygtig og som mere begrænset end jeg kunne tænke mig. Jeg er skuffet over, at mængden af gode olier, kål, hovedstand, positiv energi og nærvær ikke forskåner mig for at have tandpine, for at være så frustreret, at jeg skriger og for stadig at have lyst til at spise, til jeg er stopmæt.

Jeg er skuffet over at mit mentale overskud ikke giver mig en større oplevelse af sikkerhed – jeg bliver stadig overbekymret over at skulle drikke kaffe med en veninde eller stå blandt mennesker jeg ikke kender og tale med dem. Jeg er skuffet over, at jeg stadig ikke ved, hvad jeg skal med resten af mit liv. Jeg er så skuffet over, at jeg ikke kan mere end jeg kan. Jeg er skuffet over, at jeg ikke synes alt det gode arbejde giver pote. At jeg ikke bliver belønnet for at træffe gode valg.

Men jeg ved jo godt, at det er en del af mit liv. At jeg ikke skal belønnes, for det bliver jeg allerede – jeg kan bare ikke helt se det; jeg ser stadig de negative ting.

Jeg ved at min skuffelse vil være hos mig indtil jeg arbejder med den og det er ret svært. Jeg starter med at arbejde med de enkelte ting jeg er skuffet over – men det er kun symptombehandling. Selve arbejdet er med skuffelsen selv.

Skuffelsen er et produkt af alle de forestillinger om en virkelighed, der er anderledes end den virkelighed jeg står i. Virkeligheden, jeg står i, kan jeg ikke ændre, men jeg kan ændre min opfattelse af virkeligheden. Så den bliver til accept af det, der er. Accept af, at jeg er igang med at arbejde med mig selv, min krop og min sjæl. Selvom virkeligheden ikke står til at ændre, så kan jeg ændre fremtiden. Jeg kan bestemme, hvad min fremtid skal være og hvis jeg accepterer den virkelighed, der præsenterer sig, så vil skuffelsen ikke længere være en del af mit liv.

Jeg drømmer om at være i fuldstændig balance. Balance vil give mig overskud til at se bagom virkeligheden – fuldstændig som i matrix. Se bagom forestillinger og forventninger og rollespil. Jeg kan stå i en virkelighed, der ikke påvirker mig, for jeg er i balance. Det kommer nok til at tage rimeligt lang tid at nå dertil – men lige nu accepterer jeg, at virkeligheden er, som den er. At jeg er begrænset men arbejder med det og at det er godt.

Årets gang

Det er snart min fødselsdag og jeg tænker i disse dage over, hvad der er sket i årets løb og ikke mindst i de første 37 år af mit liv.

Den psykologiske udvikling jeg har gennemlevet i løbet af de sidste 2 år, i samarbejde med min fantastisk kloge og empatiske psykolog har betydet, at jeg har kunnet kigge tilbage på min fortid og forholde mig til den på godt og ondt. Jeg er kommet i kontakt med et selv, der har været pakket ind og pakket væk i angst for, hvad kontakten ville vise af skyggesider.

Når jeg nu føler et psykisk overskud ved jeg, at det er kommet på baggrund af hårdt arbejde i det bevidste og ikke mindst i det førbevidste – ofte i drømme og med refleksioner om drømmenes indhold bagefter. Og jeg er lykkelig for, at det har været hårdt arbejde, for det i sig selv har vist mig, at jeg kan tage et langt tungt og sejt træk og komme ud på den anden side som en menneske, der har det bedre.

I starten af min tid med psykologen drømte jeg om, at hun fortalte mig, hvad jeg led af, hvorfor jeg havde det dårligt, hvad jeg skulle gøre for at få det bedre – og troede sjældent på, at det nok skulle blive godt og at to skridt frem og et tilbage var et godt udviklingstempo. Det forekom mig, at jeg aldrig ville nå ind til mig selv – og at jeg bare kæmpede en halvhjertet kamp for at holde mit triste hoved oven vande; jeg kunne godt glemme drømmene om at flyde eller om at få retning på svømmeturen.

I løbet af det seneste år har jeg haft så mange gennembrud, at jeg ikke længere kan tælle dem eller huske dem. De er ikke perler på en snor, en efter den anden, men mere glimt af en selvforståelse og en oplevelse af, at der bag den facade, jeg har holdt op for mig selv og verden, er dybder i mig, som er fantastiske steder hvor jeg kan opholde mig. Hvor jeg mærker ro og velvære samtidig med, at jeg kan mærke, at formålet med min tilværelse er der. Helt hvad det formål er ved jeg ikke endnu, men bare det at vide, at mit liv ikke er formålsløst er noget af det største, der er sket for mig.

Jeg er snart ved at være færdig med mit psykiske arbejde gennem psykologisk bistand. Men jeg er under ingen omstændigheder færdig med mit psykiske arbejde på egen hånd. Jeg oplever hver dag, at jeg arbejder med mig selv – og en del af fornøjelsen er også, at jeg nu føler overskud til at lytte til andre og lade deres livssyn blande sig med mit og lade mine oplevelser komme til orde og dele ud af det jeg har lært.

I min fremtid kan jeg se, hvordan jeg kommer til at træffe nogle store beslutninger, som vil ændre på, hvem jeg hidtil har været. Der er plads og overskud til at lege med tanken om, at mit liv kan indeholde andet end det, jeg har prøvet indtil nu – og jeg tør snart, håber jeg, afprøve nogle af de drømme og ønsker jeg har for mig selv.

Jeg er ikke lykkelig for hvem jeg er – men jeg er lykkelig for at kunne mærke mig selv og at have lysten til at arbejde med at lære mig selv endnu bedre at kende; og i en fremtid blive lykkelig over, hvem jeg er på godt og ondt.

Kan man lede efter sin passion?

Jeg har hele mit liv drømt om at finde min passion – en passion af en eller anden slags. Jeg har beundret mennesker, der havde fundet deres – nogle med interesse og begejstring; nogle med misundelse. Jeg har kigget på passionen udefra og forsøgt at inkorporere den i mit liv; altså de seje passioner om at ville være moderigtig, at dyrke smart sport, at holde intellektuelle symposier, at rejse, musik, film, uddannelse.

Helt indlysende har min involvering i disse ting ikke varet ret længe, fordi de ikke har været oprigtige udtryk for noget har jeg interesseret mig for. Jeg har forsøgt, fordi jeg gerne ville sende signaler om, at jeg var på en bestemt måde, så jeg kunne se sej ud i de øjnene på de mennesker, hvis passionerede engagement jeg beundrede. Det jeg ikke har gjort er at anerkende, at passion ikke nødvendigvis er smart – det er faktisk tit enormt nørdet at være meget passioneret. Passion er tit så detaljeorienteret, ambitiøst og kompromisløst, at kun andre passionerede kan forstå. Passion kræver næsten altid hårdt arbejde.

Da jeg var barn havde min lillebror, der var dygtig med sine hænder og interesseret i mekanik, bygget en fjernstyret bil. Den var virkelig sej og han var med rette stolt – det samme var hans omgivelser og han fik en masse ros. Jeg var misundelig og synes også det var lidt pinligt, at han fik så meget ros for noget, jeg synes var temmeligt usmarte evner – hvad gad at kunne noget med ledninger? Så jeg kritiserede ham og fik ham til at græde fordi jeg var ondskabsfuld, og kaldte ham latterlig. Det er en frygtelig erindring at sidde tilbage med (min lillebror husker intet – det har heldigvis ikke gjort dybere skade). Men det er perspektiverende for min nuværende udvikling. Passion skal også stå mål for uforstående menneskers kritik uden, at det minimerer ens engagement. Også selv om passionen kun betyder noget for en selv. Måske især fordi passionen i sit udgangspunkt kun betyder noget for en selv. Man skal dyrke sin passion for sin egen skyld.

Jeg arbejder med at identificere min passion. Jeg har interesser, der betyder noget for mig.

Jeg holder af håndarbejde; jeg strikker og nyder garnet mellem mine hænder og følelsen af, at noget flyder fra mine fingre. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en passion – for jeg ved ikke, hvordan jeg skal måle en passion (når jeg ikke måler den udfra mine gamle, misforståede kriterier om coolness og andres beundring).

Jeg holder af at lave mad. Jeg bliver lidt trist, når jeg ikke skal lave mad i et par dage og jeg trives godt med at finde på noget vi skal spise. Jeg elsker at planlægge menuer og retter, og tænke deres udførelse igennem. Det er mit ’happy place’ at tænke på madlavning - når jeg er trist, ikke kan sove, er bange eller bekymret. Men jeg ved ikke, om det er min passion.

Jeg nyder at dyrke yoga – jeg glæder mig til det inden, elsker fordybelsen mens jeg udfører mine asanas og fuld af begejstring for den følelse af frihed jeg opnår når min praksis er overstået. Jeg er vild med at yoga giver mig en indre styrke og generøsitet i forhold til min omgang med verden – og min egenkærlighed. Men selvom det er en kæmpe fornøjelse at dyrke yoga ved jeg ikke om jeg er passioneret omkring det.

Jeg har en oplevelse af, at når jeg har identificeret noget som en passion, så er der også en forventning om, at jeg så skal gøre ’noget’ ved det. Det ’noget’ ved jeg ikke helt hvad er.

Jeg har på anbefaling af en veninde lånt en bog der handler om at finde sin passion på 4 uger. Der er øvelser og hun oplever, at den kan bruges i hendes liv. Men hun var overrasket over, at det faktisk ikke så meget handlede om at finde sin passion – men mere handlede om (ihvertfald i det afsnit der knyttede sig til den første uge) at finde ud af, hvad der gjorde en glad, tilfreds, lykkelig. Hvordan de følelser kom til fysisk udtryk i kroppen. Hvordan det var at tænke på forskellige ting – blev man bange eller vred eller glad eller forventningsfuld?

Jeg glæder mig til at arbejde med at identificere min passion –  måske jeg allerede ved, hvad det er, men bare skal anerkende den? Måske jeg ikke behøver at gøre noget ved min passion, andet end at fortsætte med at dyrke den for min egen fornøjelses skyld; selvom vi i vores samfund beundrer mennesker, der gør gør deres passion til deres job, er det ikke sikkert, at det er vejen frem for mig.

Jeg skal nok starte med at beundre mig selv for, at jeg dyrker min passion (når jeg finder ud af hvad den er).

At udfordre min angst

I weekenden var jeg til Copenhagen Yoga Festival på Amager. I ugevis havde jeg glædet mig til at deltage i noget helt særligt. Noget for alle yogainteresserede og føle jeg i endnu højere grad, end når jeg dyrker yoga i fitnessworld, læser yogablogs og bøger eller forsøger at meditere, er en del af et fællesskab.

Da vi nærmede os dagen kunne jeg mærke en genkendelig uro i kroppen. Det er den uro, der dukker op, når jeg er på vej ind til en situation, hvor omgivelserne er ukendte og hvor jeg ikke ved hvilke oplevelser jeg kommer til at få.

Jeg havde heldigvis en aftale med en veninde, som gjorde, at jeg ikke havde aflysning som mulighed. Hvis jeg havde skullet alene afsted havde jeg formodentlig fundet på tilstrækkeligt mange undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kunne komme afsted, at jeg var endt med at tro på dem (næsten) og havde siddet hjemme og nurset min uro og angst.

Istedet tog jeg afsted. Jeg holdt blikket rettet mod den umiddelbare handling lige foran mig. Først skulle jeg cykle til min veninde – det var genkendeligt og noget jeg uden problemer kunne udføre. Så drak vi kaffe og arbejdede med at oprette en blog til hende. Det var sjovt og det var ydermere noget, hvor jeg fik et lille selvtillidsboost af at kunne videregive min erfaring med blogs. Da vi skulle afsted havde jeg således en god ro i kroppen. Min veninde kørte – og det var lige præcis det, der skulle til for at fastholde roen. Jeg skulle bare lade mig transportere.

Ude på Ti-øren fandt vi festivalområdet og jeg skulle overkomme endnu en genkendelig følelse af at være malplaceret. Af at føle, at jeg havde for meget udstyr med, var usmart i mit yogatøj, ikke vide præcis, hvor vi skulle være til de to timers yoga med vores yndlingsinstruktør, som var lige dét vi var der for. Så vi stod lidt. Mødte en af dem vi dyrker yoga med i fitnessworld som koblede sig til os – og det gav lidt ro i kroppen. Da vi spottede instruktørerne på vej hen i det rigtige telt gav det endelig følelsen af at være på plads. Oplevelsen af at vide, hvad der skulle ske – mere eller mindre – gjorde mig tryg.

Min plads foran teltet valgte jeg selv – det var jeg klar til; istedet for passivt at vente til pigerne i mit følgeskab havde valgt for mig. Og nu var jeg klar. Jeg kunne mærke præcis det, som jeg har læst om og drømt om skulle ske for mig. At yogamåtten blev mit hjem og min trygge base, hvor jeg kunne se ind i mig selv og arbejde med mit indre, fremfor at agere og opleve mig selv på baggrund af verden og mennesker omkring mig.

I løbet af min yogapraksis havde jeg en række oplevelser som forandrede mig.

I trikonasana kiggede jeg direkte op i en blå himmel, med hvide skyer og en enlig svale, der kastede sig modigt rundt (ok, måske ikke mere modigt end svaler normalt kaster sig rundt – men synet kaldte på noget i mig, der gav mig en følelse af opløftethed og mod).

Det luftede og solen skinnede og følelsen af at arbejde med naturen, at læne sig ind i vinden og bruge den som støtte, at finde fordybningen i græsset under måtten, der gav ekstra støtte i balasana, så jeg kunne hvile dybt, gav ekstra energi til de styrkekrævende asanas.

Første gang, anden gang, tredje gang – var jeg oppe i urdhva dhanurasana. Jeg har aldrig turde begive mig op i den fulde bro – en frygt for at knække nakken. Frygt for ikke at kunne holde mig oppe i armene. Angsten for ikke at kunne klare det, har afholdt mig fra at udforske den stilling og når muligheden har budt sig, er jeg blevet i den velkendte Setu Bandha Sarvangasana – som faktisk aldrig har sagt mig særligt meget; det har været en overspringsstilling, som jeg ikke fandt nogen særlig glæde i. Men fuld bro! Åh! Fantastisk at se verden på hovedet. At svæve fordi armene var stærke nok til tre omgange.

Og til sidst. En savasana, der var helt unik. Vi lå så tæt, så tæt på græsset – jeg har aldrig dyrket yoga med ti centimeter mellem måtterne. Det i sig selv, gav mig en oplevelse af samhørighed og organisme – vi bevægede os sammen og gjorde plads til hinanden. Da vi nåede til den sidste hvilestilling var der kun plads til mine arme, hvis jeg bredte dem helt ud i skulderhøjde. Der lå jeg med græsset under armene, solen, der skinnede og varmede mit underliv og vinden der luftede mit ansigt. Og trak vejret. Og følte at jeg var nået til et helt særligt sted.

Efter den yogapraksis var jeg i en halv times tid en anden. Jeg bevægede mig med en lethed, der ikke kun var fysisk, men også mental – jeg havde ingen angst. Kun kærlighed til dem, der var omkring mig. Kun lyst til at udforske, opleve, suge ind. Ingen bekymring for, hvordan jeg passede ind – for jeg var en del af verden og havde min plads.

I de efterfølgende dage blev jeg mere og mere opmærksom på, at jeg anskuede dagenes indtryk igennem den følelse af min berettigede plads i verden. Oplevelsen af at turde gribe mulighederne, der kom til mig. Oplevelsen af, at verden har mere at give mig, hvis jeg giver noget igen – giver opmærksomhed. Jeg kan se nu, at jeg bliver mere og mere parat til at søge dybere. Finde ind i mig selv og løsne angstens greb, som nogle gange holder mig tilbage.