Klar til at give tilbage?

Jeg har i årevis været tiltrukket af muligheden for at bidrage med noget til det samfund jeg lever i, noget, som kun jeg kan give; min tid, min opmærksomhed, men har som så mange andre nøjedes med at give det jeg kunne uden at involvere mig direkte, typisk som pengedonationer. Engang imellem som indsamler.

I løbet af den seneste tid har jeg med stadig stigende interesse lyttet til mennesker, der omgiver mig, når de fortæller, at de har truffet en beslutning om at turde at involvere sig direkte.

Min fars kone, der er blevet frivillig hos Røde Kors og arbejder med flytgningebørn og giver dem mulighed for at få positive, sociale og kulturelle oplevelser, der kan bringe lidt barneglæde ind i deres liv.

Min veninde, som arbejder som rådgiver for selvmordstruede eller pårørende til mennesker, der har begået selvmord.

Min tidligere kollega, som arbejder som frivillig med børn med svære psykiske handikap, der har brug for stabile voksne rollemodeller for at kunne fungere.

Der er så mange muligheder for at involvere sig og jeg kan mærke, hvordan jeg sidder på kanten af den verden og blot behøver at læne mig lidt frem for at tilslutte mig. Jeg spørger mig selv, hvad der afholder mig fra at gøre det, og kommer frem til at bekymringen for at må gå på kompromis med mine egne behov holder mig tilbage. Dét er jeg ikke glad for.

Jeg har ingen forpligtelser i mit liv andet end få og små dagligdags gøremål. Jeg oplever, at jeg efterspørger mere livskvalitet og –indhold, men at jeg forventer, at det opstår uden, at jeg stiller mig selv i en ændret position.

Jeg ønsker mig en verden, hvor der er mere nærhed og mindre angst. Hvor der er mindre ulighed og færre tabuer. Hvor vores værdi som mennesker bliver baseret på det vi siger og det vi gør, mere end hvilket job vi har eller hvilket tøj vi går i. Hvor vi giver os tid til at lytte til hinanden og tør åbne op for dem vi er sammen med og bede om, at de gør det samme. Hvor vores fælles aktiviteter ikke skal begrænses af, hvor mange penge vi hver især kan bidrage med.

Jeg vil bruge den næste tid på at mærke, hvordan jeg kan gøre mit til at bidrage til den verden, jeg helst selv vil leve i. Og samtidig vil jeg arbejde med at turde. Turde give slip på min egen bekymring om at jeg ikke får tid til mig selv og mine egne sysler. At min involvering bliver vigtigere end mine egne personlige behov.

Det, der kunne have været

Jeg drømte i nat, at jeg var tilskuer til det liv jeg kunne have haft. Dem (altså liv) er der jo frygteligt mange af. Hver gang vi træffer en beslutning og vælger noget til, vælger vi også noget fra. Dertil kommer, at vi i mange andre tilfælde er den, der bliver valgt fra, når andre tager en anden vej. Det var det min drøm handlede om.

Da jeg var ny i byen for mange år siden var min omgangskreds lille og primært baseret på nogle gymnasievenner, der var tilflyttet år tidligere – og derfor havde deres egen nye omgangskreds, der, selvom det var søde mennesker, ikke var nogle jeg befandt mig vanvittigt godt med. Jeg var lidt menneskesky og havde det bedst når jeg kunne spille rollen som en anden, end den jeg følte mig indeni.

Jeg fik et arbejde og begyndte at omgås mine kolleger – nogle rigtig søde mennesker som jeg hyggede mig med på en måde, der var underholdende, men ikke særligt nærværende.

I løbet af mine første arbejdsår skiftede jeg en del internt i virksomheden og lærte en række mennesker at kende. Stemningen var høj og fuld af ungdommeligt overmod, øl, tjald og kyssen i krogene. Det var skønne tider og jeg følte, at jeg endelig var del af et fællesskab, som syntes jeg var fantastisk og sjov – jeg var ikke bare med som det tynde øl, der skulle kæmpe for at være med.

Et af de mennesker jeg mødte, var jeg helt og aldeles begejstret for. Han havde en fantastisk energi og selvsikkerhed og selvom jeg ikke turde gå helt ind for det, oplevede jeg en forelskelse, som jeg skjulte bag et venskab. Da han anbefalede mig en studieretning var det nok for mig til, at jeg søgte ind og blev optaget og alene det har været et af de bedste valg jeg har truffet. Jeg fik nye venner på mit studie, som idag er nogle af de næreste og kæreste jeg har. Mennesker, jeg har udviklet mig sammen med i 10 år. Mennesker, der har kendt mig som jeg var, og kender mig som jeg er.

I nat drømte jeg om min gamle kærlighed. Han sad i en bil en mørk nat med sin familie – en kone på bagsædet med 2 børn og han selv på forsædet med et barn. I drømmen var de på vej på skiferie og havde et fællesskab i bilen som var tæt og kærligt.

Da jeg vågnede havde jeg en længsel i kroppen, som jeg ofte oplever, når mine drømme skal tolkes udfra et følelsesperspektiv istedet for drømmesymboler eller historieforløb.

Så jeg mærkede efter, hvad det egentlig var jeg længtes efter.

Først var det en overfladelængsel efter de gamle følelser for ham – der var stærke og fordi de var ugengældte, så meget des do mere intense; når noget holdes skjult vokser det tit i egen betydning.

Idag er mine kærlighedsfølelser ikke skjulte, for jeg giver dagligt udtryk for min kærlighed til Kim – og intensiteten er slet ikke den samme. Det er ikke dårligt, men det er anderledes og jeg kan mærke i mit indre, at en del af det jeg savner, er følelsernes intensitet.

Den næste følelse jeg tog med mig ud af drømmen var længslen efter den familienærhed, som jeg kiggede ind i bilen og så. Sikkerheden i at have børns kærlighed. Trygheden i at have et fællesskab, fordi man har skabt noget sammen. Det lille lukkede rum, hvor fællesskabet mærkes stærkest fordi der ikke er nogen muligheder for at trække sig. Den oplevelse føler jeg ikke, at jeg har i mit liv. Jeg arbejder med accepten af, at en familie med børn ikke er noget der vil ske for Kim og jeg. Men det er ikke ensbetydende med at vi – og jeg -  ikke kan opleve nærheden på anden vis. Vi kan skabe fællesskabet gennem det liv vi deler og de oplevelser vi har sammen.

Når jeg mærker efter, her timer efter drømmen har sluppet sit tag i mig, kan jeg kun svagt mærke længslen efter tiden der var, og jeg kan lykkeligvis mærke, at jeg ikke har ønsket om at være hustruen i drømmen. Det er ikke mit liv, selvom jeg udefra kunne ønske mig nogle af de aspekter, jeg ser gennem bilruden.

Et lykkeligt liv er ikke bare noget man dumper ned i eller noget man træffer et enkelt valg om at få. Det er slet ikke noget, hvor man kan kigge på andres liv udefra og ønske sig at have det samme. Alles liv har positive og mindre positive elementer. Drømmefamilien i bilen havde noget jeg oplevede som positivt, men rent symbolsk var der et element jeg ikke ville trives med i mit liv. Familien var på vej på skiferie – en ferieform jeg ikke drages mod. Så for at sætte drømmen på spidsen fortalte min underbevidsthed mig, at det ikke er endegyldigt lykkeligt at leve et andet liv end det jeg lever.

Jeg tror, at et lykkeligt liv udgøres af en række valg som, hvis vi vælger med omtanke, hele tiden bringer os nærmere det sted vi helst vil være og der hvor vi bedst trives. Heldigt nok kan vi hele tiden træffe nye valg, hvis vi ikke bliver bare en lille smule lykkelige af at leve det liv vi lever lige nu. Det eneste det kræver er mod. Mod til at stoppe op og analysere, hvad det er der ikke fungerer og mod til at afslutte – og ikke mindst mod til at springe ud i et nyt liv med et andet indhold end det vi er vant til.

Ned og op...tilbage og frem

I løbet af den seneste uge har jeg oplevet, hvordan den euforiske tilstand jeg var i efter yogaretreat forsvandt som dug for solen og jeg uden særligt forvarsel befandt mig i euforiens modpol. Jeg var træt, trist, uden god kontakt til min krop og mit sind, energiforladt og ude af stand til at se ud over min egen næsetip endsige holde fast i gode vaner og sund livsstil.

Nu hvor jeg er ude på den anden side af tristessen er der nogle ting, der er gået op for mig.

Hvor kort tid jeg faktisk befandt mig i bøljedalen. Det varede kun en lille uges tid. Hvordan jeg selvom jeg havde det rædsomt og ikke følte mig i kontakt med mig selv godt kunne gennemskue, hvad der skete og godt kunne acceptere at det skete. Hvordan de vaner jeg har etableret faktisk var med til at bringe mig på ret køl igen og hvordan selv i nedgangstider er der vaner, der nu er faste holdepunkter i min hverdag, så jeg ikke behøver at kæmpe for at fastholde dem; de er på plads.

Så i min trælse uge accepterede jeg at jeg ikke følte mig som mit bedste jeg. Jeg strøg mig selv lidt med hårene og tog to sygedage, hvor jeg den første dag tillod mig selv en rigtig selvmedlidenhedsdag, hvor jeg måtte bryde med de gode vaner. Så jeg spiste kager, spiste en masse mad og drak en hel flaske vin (mine gamle copingmekanismer slog til og jeg lod dem gøre det). Jeg accepterede at jeg ikke havde lyst til noget som helst andet end at græmme mig og ligge på sofaen og have ondt af mig selv. Det var en befrielse. Ikke at gøre det – men at acceptere det. Jeg havde absolut tømmermænd næste dag, men de moralske tømmermænd var minimale fordi jeg ikke havde brugt dagen inden på at nedgøre de valg jeg traf.

Derfra gik det fremad og selvom det tog en hel uge, hvor jeg ikke lavede yoga, hvor jeg nok spiste flere usunde ting end jeg ellers ville have gjort og hvor jeg ikke var så stabil i mine vaner, så gik det dagligt lidt bedre.

En anden oplevelse, som gjorde min dårlige uge positiv var at jeg ikke lagde skjul på at jeg havde det skidt. Jeg fortalte om det. Igen en accept af at det var sådan jeg havde det. Det var ikke for at andre skulle synes det var synd for mig eller for at få medlidenhed, men for at klargøre for mig selv og mine omgivelser, hvad de kunne forvente af mig. Det betød at jeg ikke skulle underkende min tilstand afhængigt af hvem jeg var sammen med og hvis jeg ikke havde lyst til noget så var det mit ansvar at melde ud og melde fra. Det føltes godt og er uden tvivl med til at forløbet var så kort og at jeg trods alt nu kan se tilbage på det og og se at jeg har lært noget værdifuldt.

Min sandhed

Efter yoga retreat har min indre verden fået mere plads. Jeg har gødet jorden med 2½ års terapi og de seneste måneders yogapraksis, så mine oplevelser på retreatet, kunne ikke have fået bedre rum for udfoldelse.

Jeg tænker over sandhed i disse dage – ligesom jeg til stadighed tænker over, hvad det er, jeg rigtig gerne vil med mit liv. Ikke blot arbejdsmæssigt, selvom udgangspunktet alligevel ligger her og fokus nok primært er på at ændre den del af mit liv, så der kommer større overensstemmelse mellem mit arbejdsjeg og mit fritidsjeg. Så der bliver ét jeg, som kan rumme stadig mere kompleksitet. Flere sandheder, der alle er knyttet sammen til min sandhed. Det, der føles rigtigt for mig og der, hvor jeg kan stå inde for det, jeg bringer til verden.

Jeg er lykkelig for mange af de samtaler, jeg har haft med mennesker i min nærhed, den seneste tid. De samtaler, har været med til at få mig sporet i den rigtige retning. Jeg ved fra min psykoterapi, at jeg udvikles bedst og når dybest, når ord er integreret i forløbet. Mine drømme er dér, hvor jeg gør mit indre psykiske arbejde – men når det arbejde skal erkendes og reflekteres, skal jeg have ord på. Tanker er ikke nok. Ordene, kom tidligere bedst til mig på skrift. Dér kunne jeg følge processen og lade den frie association skabe forbindelsen mellem mit førbevidste plan og min bevidsthed.

Jeg er så utroligt glad for, at det arbejde nu også giver mig mulighed for at tage processen med i en samtale.

Jeg har oplevet siden retreatet, at jeg indgår i samtaler på en ny måde. At jeg ikke har brug for at have en flugtplan klar, hvis samtalen bliver for intens eller kedelig eller på anden måde skaber en følelse af ubehag hos mig. Jeg har et nærvær, der kommer af at have mødt min egen sandhed. Den sandhed, der på et overordnet plan fortæller mig, at jeg ikke behøver at være enig med min omverden for at kunne favne den. Og min omverden behøver ikke være enig med mig for, at jeg har lyst til at beskæftige mig med den. Vi – min omverden og jeg – kan sameksistere og interagere og der igennem få en forståelse for hinanden. Vi kan interessere os for hinanden uden at skulle være det samme, eller have samme udgangspunkt.

Det er stort for mig. Det er stort at turde være stille i et rum, der potentielt er konfliktfyldt og lytte til hvad det er, der sker i rummet. Uden først at positionere sig og skabe en strategi for, hvordan jeg skal komme væk, eller hvad jeg skal sige, eller hvordan jeg skal opføre mig for at kunne opholde mig i rummet. Jeg kan træde ind i rummet og bare observere. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er deltagende, men at min deltagelse sker på mine betingelser og med udgangspunkt i min sandhed.

Herfra tror jeg det bliver nemmere at vælge en vej – min vej. For jeg kan skære det udenomsoverflødige, der helst vil fortælle mig, hvad jeg burde tænke, mene og føle, bort. Søge indad mod det, der føles rigtigt for mig at tænke og mene og føle.

Det er nyt for mig. Jeg har kun oplevet det i 4 dage. Så kort tid har jeg været bevidst om, at min sandhed ligger i mig allerede. Min overbevidsthed og motorvejene i min hjerne hiver hele tiden fat i mig og prøver at få mig til at vende tilbage til mine gamle tankemønstre og vaner. Så det kræver øvelse at mærke den indre sandhed og stå ved den. Jeg glæder mig over, at jeg har muligheden nu. Yoga, meditation og fortsat psykisk arbejde i drømme, på skrift og i tale med nye og gamle venner skal hjælpe mig til at etablere den nye vane med at lytte til min sandhed – og hjælpe mig til at tage bivejene i hjernen i stedet for motorvejene.

Mens mit hjerte er åbent

I søndags oplevede jeg, at give efter for den gråd, der ligger i mig, og presser sig på, når mit hjerte åbner sig.

Faktisk var det ikke kun mit hjerte, der åbnede sig, for det startede faktisk i min venstre hofte. I en dobbeltdue. Hvor jeg aldrig har været før. Så dybt.

Det var ikke en gråd, der kom af fysisk smerte, selvom smerten var der; der gør ondt at gå dybt i en hofteåbning. Det var en gråd, der kom spontant, som ud af ingenting.

Jeg var på yoga retreat i weekenden, med en masse dejlige mennesker. Jeg tog afsted alene og selvom jeg inden afrejsen oplevede en bekymring for at skulle møde en masse nye mennesker uden den tryghed, der kommer af at have et kendt menneske ved min side, så var og er jeg dybt taknemmelig for at jeg turde rejse alene og gå ind i oplevelsen uden sikkerhedsline. Trygheden opstod hurtigt på yogamåtten. Den er min kendte verden, når verden udenfor er ukendt.

I løbet af weekenden blev mit hjerte mere og mere lydhør for de mennesker, der også kom til et ukendt sted og lod sig inspirere, gav af sig selv og delte nærvær og oplevelser. Jeg tror, at min gråd, der startede i Agnistambhasana tildels var båret frem af, at barikaderne og de sociale konventioner, der knytter sig til gråd i et fælles rum var blevet brudt. Jeg turde godt dele min gråd.

Vores hofter gemmer på alle de følelser vi har. Hvis vi har oplevet traumer eller smerte i vores liv – og hvem har ikke det; så sætter det sig i hofterne som stramhed. Lukkede hofter begrænser vores fysiske bevægelighed, men jeg tror på, at de samtidig også begrænser vores mentale og følelsesmæssige mobilitet. Når hofterne åbner sig, åbner sindet sig – og når sindet åbner sig og giver plads til følelser, så kan vi åbne vores hofter endnu mere. Jeg sad i en fuld dobbeltdue til venstre side. Jeg tror på at den gråd, der fulgte viste mig, at jeg er ved at hele. Og at jeg kan gå endnu dybere i mine følelser, hvis jeg tør. Hvis jeg deler med mine medmennesker. Hvis jeg anerkender mig selv. Hvis jeg fastholder min asanapraksis. Hvis jeg udforsker mit sind.

Jeg elsker mit åbne hjerte. Jeg ønsker det forbliver åbent.

Et mareridt er slut

Jeg havde en drøm i nat, som var en af de mest forløsende drømme jeg har haft, ikke mindst fordi den på smukkeste vis viser, atdet psykiske arbejde, jeg i løbet af de sidste år har gennemgået, har båret frugt.

Mit tilbagevende mareridt fra jeg var ganske lille har været en elevatordrøm, hvor jeg istedet for at køre opad, er endt i en elevator, der i afsindig fart er styrtet mod jorden - og langt under jorden i mange tilfælde. Jeg har haft maven i halsen og været stivnet i angst. Når elevatoren endelig var nået til bunden har jeg skulle kæmpe mig op gennem mørke rum, ødelagte trapper uden trin og gelændre og dybe afgrunde, små rum, hvor der ikke har været plads til at komme frem.

De mareridt har været nemme at tolke - og jo flere gange jeg har haft dem, jo bedre har jeg kunnet stille mig på sidelinjen og vide, at de var et udtryk for, at jeg ikke havde kontakt til mig selv, at min psykiske frihed var begrænset og at forbindelsen mellem krop og hoved var amputeret.

I nat stod jeg ind i en elevator med den angstfyldte distance, hvor jeg vidste, hvad der skulle ske og at jeg ikke kunne kontrollere mareridtet, men bare måtte gennemdrømme det.
Og så skete det ikke.
Elevatoren kørte op, dørene åbnede sig og jeg trådte ud i en gulvtæppebelagt korridor. Ingen afgrundsdybe trappegange uden gelændre og ingen små mørke, trange rum. Bare en veloplyst korridor, der hvor jeg havde bedt om at skulle hen.

Psykisk selvudviklingsarbejde er hårdt og tager tid. Det er to skridt frem og et tilbage og tit er successerne svære at registrere, fordi de sker på det ubevidste plan. En del af arbejdet er at mærke det ubevidste plan og de forløsninger, der finder sted. Jeg er så taknemmelig over, at jeg ved hjælp af mine drømme kan fortsætte det psykiske arbejde og jeg nyder, at mine drømme nu også kan være forløsende og formidle min nye psykiske frihed - udover at være problematiserende adgange til min indre bevidsthed.

Fornøjelsen ved at give det videre

Jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvilke vaner, der gør mig godt og hvilke, jeg stadig kan arbejde med, så jeg kan få det endnu bedre.
Jeg er glad for min morgengrød, der er krydret og varm og mættende. Jeg er glad for at gå i seng kl 22 og lægge mig til at sove ikke senere end 22:30 - jeg er endnu ikke så glad for at stå op kl 06; men det er planen - for jeg ved det vil gøre mig godt og forbedre mit søvnmønster, der lidt for ofte er præget af vågne timer midt på natten.
Jeg er glad for at være holdt op med at spise kød - det er fantastisk at se, hvad grøntsager og bælgfrugter kan; jeg er usikker på fremtiden som vegetar, så jeg tager det en dag af gangen og betragter i øjeblikket mig selv som grøntspiser mere end kødspiser - uden at sætte en etiket på.
Jeg er så glad for at lave både mad og søde sager fra bunden - og selvom den seneste uge har budt på uvaner og kunstigt slik, så har det ikke gjort andet end at forstærke min begejstring for de rene varer.
For jeg er også glad for at jeg er blevet bedre til at tilgive mig selv og acceptere at de gode vaner ikke bliver etableret på én dag - og at det er det de er; gode vaner - ikke doktriner eller en kur. Hvis jeg afviger fra det sædvanlige må jeg betragte afvigelsen som et udtryk for et behov og forsøge at undersøge, hvorfor behovet opstod.

Jeg har tit fornøjelsen af at tale med ligesindede om mad, kroppen og sindet og den udvikling vi hver især arbejder med. Men idag havde jeg en anden fornøjelse, som er lidt af en første gang. Jeg talte med en kollega, der for nylig har fået fjernet et modermærke i ansigtet og det har fået ham til at tænke på hvordan han har udsat sin krop for meget sol uden beskyttelse i sin ungdom. Vi talte videre om at det oftere og oftere er nogen man kender, der oplever, hvordan kroppen reagerer agressivt på ydre påvirkninger - bl.a. hudkræft bliver mere og mere almindeligt. Frygteligt men sandt. Jeg føler med de mennesker jeg kender, der har oplevet det på nært hold. De passer godt på sig selv - nogle gør en ekstra indsats, men er alligevel ikke sluppet for sygdom. Min kollega har anerkendt at han skal passe bedre på sig selv og foretage nogle for ham drastiske ændringer, hvis han skal gøre det bedste han kan for sig selv og sin krop.

Det var her jeg spurgte om jeg måtte komme med et indspark. Han sagde ja og jeg fortalte ham at jeg tror på at vi allesammen er under så megen ydre påvirkning som vi ikke kan bestemme over (luftforurening, stresset arbejdsmiljø og omverdenens forventninger til os, vores fortid, vores medmennesker) at vi er nødt til at gøre en ekstra indsats hvor vi faktisk kan træffe nogle valg. Vores krop og sind hænger sammen og er en del af et større hele - en del af universet som det er nu og som det har været. Vi kan ikke påvirke ret mange andre end os selv og vores allernærmeste - og når vi gør det bør vi træffe de bedste valg vi kan.

Jeg fortalte min kollega om de gode vaner jeg har etableret og hvordan de fungerer for mig, og jeg opfordrede ham til at bruge noget tid på at finde ud af, hvilke valg han kunne træffe, der ville være gode for ham - for så er jeg sikker på at de vil sprede sig til hans omverden og ud i universet. Jeg er SÅ glad for at han svarede positivt tilbage og syntes at for eksempel en kødfri dag om ugen ville være interessant og at han ville prøve at gøre en dyd ud af at mærke sig selv.

Rigtig god start synes jeg.