Et mareridt er slut

Jeg havde en drøm i nat, som var en af de mest forløsende drømme jeg har haft, ikke mindst fordi den på smukkeste vis viser, atdet psykiske arbejde, jeg i løbet af de sidste år har gennemgået, har båret frugt.

Mit tilbagevende mareridt fra jeg var ganske lille har været en elevatordrøm, hvor jeg istedet for at køre opad, er endt i en elevator, der i afsindig fart er styrtet mod jorden - og langt under jorden i mange tilfælde. Jeg har haft maven i halsen og været stivnet i angst. Når elevatoren endelig var nået til bunden har jeg skulle kæmpe mig op gennem mørke rum, ødelagte trapper uden trin og gelændre og dybe afgrunde, små rum, hvor der ikke har været plads til at komme frem.

De mareridt har været nemme at tolke - og jo flere gange jeg har haft dem, jo bedre har jeg kunnet stille mig på sidelinjen og vide, at de var et udtryk for, at jeg ikke havde kontakt til mig selv, at min psykiske frihed var begrænset og at forbindelsen mellem krop og hoved var amputeret.

I nat stod jeg ind i en elevator med den angstfyldte distance, hvor jeg vidste, hvad der skulle ske og at jeg ikke kunne kontrollere mareridtet, men bare måtte gennemdrømme det.
Og så skete det ikke.
Elevatoren kørte op, dørene åbnede sig og jeg trådte ud i en gulvtæppebelagt korridor. Ingen afgrundsdybe trappegange uden gelændre og ingen små mørke, trange rum. Bare en veloplyst korridor, der hvor jeg havde bedt om at skulle hen.

Psykisk selvudviklingsarbejde er hårdt og tager tid. Det er to skridt frem og et tilbage og tit er successerne svære at registrere, fordi de sker på det ubevidste plan. En del af arbejdet er at mærke det ubevidste plan og de forløsninger, der finder sted. Jeg er så taknemmelig over, at jeg ved hjælp af mine drømme kan fortsætte det psykiske arbejde og jeg nyder, at mine drømme nu også kan være forløsende og formidle min nye psykiske frihed - udover at være problematiserende adgange til min indre bevidsthed.