Min sandhed

Efter yoga retreat har min indre verden fået mere plads. Jeg har gødet jorden med 2½ års terapi og de seneste måneders yogapraksis, så mine oplevelser på retreatet, kunne ikke have fået bedre rum for udfoldelse.

Jeg tænker over sandhed i disse dage – ligesom jeg til stadighed tænker over, hvad det er, jeg rigtig gerne vil med mit liv. Ikke blot arbejdsmæssigt, selvom udgangspunktet alligevel ligger her og fokus nok primært er på at ændre den del af mit liv, så der kommer større overensstemmelse mellem mit arbejdsjeg og mit fritidsjeg. Så der bliver ét jeg, som kan rumme stadig mere kompleksitet. Flere sandheder, der alle er knyttet sammen til min sandhed. Det, der føles rigtigt for mig og der, hvor jeg kan stå inde for det, jeg bringer til verden.

Jeg er lykkelig for mange af de samtaler, jeg har haft med mennesker i min nærhed, den seneste tid. De samtaler, har været med til at få mig sporet i den rigtige retning. Jeg ved fra min psykoterapi, at jeg udvikles bedst og når dybest, når ord er integreret i forløbet. Mine drømme er dér, hvor jeg gør mit indre psykiske arbejde – men når det arbejde skal erkendes og reflekteres, skal jeg have ord på. Tanker er ikke nok. Ordene, kom tidligere bedst til mig på skrift. Dér kunne jeg følge processen og lade den frie association skabe forbindelsen mellem mit førbevidste plan og min bevidsthed.

Jeg er så utroligt glad for, at det arbejde nu også giver mig mulighed for at tage processen med i en samtale.

Jeg har oplevet siden retreatet, at jeg indgår i samtaler på en ny måde. At jeg ikke har brug for at have en flugtplan klar, hvis samtalen bliver for intens eller kedelig eller på anden måde skaber en følelse af ubehag hos mig. Jeg har et nærvær, der kommer af at have mødt min egen sandhed. Den sandhed, der på et overordnet plan fortæller mig, at jeg ikke behøver at være enig med min omverden for at kunne favne den. Og min omverden behøver ikke være enig med mig for, at jeg har lyst til at beskæftige mig med den. Vi – min omverden og jeg – kan sameksistere og interagere og der igennem få en forståelse for hinanden. Vi kan interessere os for hinanden uden at skulle være det samme, eller have samme udgangspunkt.

Det er stort for mig. Det er stort at turde være stille i et rum, der potentielt er konfliktfyldt og lytte til hvad det er, der sker i rummet. Uden først at positionere sig og skabe en strategi for, hvordan jeg skal komme væk, eller hvad jeg skal sige, eller hvordan jeg skal opføre mig for at kunne opholde mig i rummet. Jeg kan træde ind i rummet og bare observere. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er deltagende, men at min deltagelse sker på mine betingelser og med udgangspunkt i min sandhed.

Herfra tror jeg det bliver nemmere at vælge en vej – min vej. For jeg kan skære det udenomsoverflødige, der helst vil fortælle mig, hvad jeg burde tænke, mene og føle, bort. Søge indad mod det, der føles rigtigt for mig at tænke og mene og føle.

Det er nyt for mig. Jeg har kun oplevet det i 4 dage. Så kort tid har jeg været bevidst om, at min sandhed ligger i mig allerede. Min overbevidsthed og motorvejene i min hjerne hiver hele tiden fat i mig og prøver at få mig til at vende tilbage til mine gamle tankemønstre og vaner. Så det kræver øvelse at mærke den indre sandhed og stå ved den. Jeg glæder mig over, at jeg har muligheden nu. Yoga, meditation og fortsat psykisk arbejde i drømme, på skrift og i tale med nye og gamle venner skal hjælpe mig til at etablere den nye vane med at lytte til min sandhed – og hjælpe mig til at tage bivejene i hjernen i stedet for motorvejene.

Mens mit hjerte er åbent

I søndags oplevede jeg, at give efter for den gråd, der ligger i mig, og presser sig på, når mit hjerte åbner sig.

Faktisk var det ikke kun mit hjerte, der åbnede sig, for det startede faktisk i min venstre hofte. I en dobbeltdue. Hvor jeg aldrig har været før. Så dybt.

Det var ikke en gråd, der kom af fysisk smerte, selvom smerten var der; der gør ondt at gå dybt i en hofteåbning. Det var en gråd, der kom spontant, som ud af ingenting.

Jeg var på yoga retreat i weekenden, med en masse dejlige mennesker. Jeg tog afsted alene og selvom jeg inden afrejsen oplevede en bekymring for at skulle møde en masse nye mennesker uden den tryghed, der kommer af at have et kendt menneske ved min side, så var og er jeg dybt taknemmelig for at jeg turde rejse alene og gå ind i oplevelsen uden sikkerhedsline. Trygheden opstod hurtigt på yogamåtten. Den er min kendte verden, når verden udenfor er ukendt.

I løbet af weekenden blev mit hjerte mere og mere lydhør for de mennesker, der også kom til et ukendt sted og lod sig inspirere, gav af sig selv og delte nærvær og oplevelser. Jeg tror, at min gråd, der startede i Agnistambhasana tildels var båret frem af, at barikaderne og de sociale konventioner, der knytter sig til gråd i et fælles rum var blevet brudt. Jeg turde godt dele min gråd.

Vores hofter gemmer på alle de følelser vi har. Hvis vi har oplevet traumer eller smerte i vores liv – og hvem har ikke det; så sætter det sig i hofterne som stramhed. Lukkede hofter begrænser vores fysiske bevægelighed, men jeg tror på, at de samtidig også begrænser vores mentale og følelsesmæssige mobilitet. Når hofterne åbner sig, åbner sindet sig – og når sindet åbner sig og giver plads til følelser, så kan vi åbne vores hofter endnu mere. Jeg sad i en fuld dobbeltdue til venstre side. Jeg tror på at den gråd, der fulgte viste mig, at jeg er ved at hele. Og at jeg kan gå endnu dybere i mine følelser, hvis jeg tør. Hvis jeg deler med mine medmennesker. Hvis jeg anerkender mig selv. Hvis jeg fastholder min asanapraksis. Hvis jeg udforsker mit sind.

Jeg elsker mit åbne hjerte. Jeg ønsker det forbliver åbent.

Et mareridt er slut

Jeg havde en drøm i nat, som var en af de mest forløsende drømme jeg har haft, ikke mindst fordi den på smukkeste vis viser, atdet psykiske arbejde, jeg i løbet af de sidste år har gennemgået, har båret frugt.

Mit tilbagevende mareridt fra jeg var ganske lille har været en elevatordrøm, hvor jeg istedet for at køre opad, er endt i en elevator, der i afsindig fart er styrtet mod jorden - og langt under jorden i mange tilfælde. Jeg har haft maven i halsen og været stivnet i angst. Når elevatoren endelig var nået til bunden har jeg skulle kæmpe mig op gennem mørke rum, ødelagte trapper uden trin og gelændre og dybe afgrunde, små rum, hvor der ikke har været plads til at komme frem.

De mareridt har været nemme at tolke - og jo flere gange jeg har haft dem, jo bedre har jeg kunnet stille mig på sidelinjen og vide, at de var et udtryk for, at jeg ikke havde kontakt til mig selv, at min psykiske frihed var begrænset og at forbindelsen mellem krop og hoved var amputeret.

I nat stod jeg ind i en elevator med den angstfyldte distance, hvor jeg vidste, hvad der skulle ske og at jeg ikke kunne kontrollere mareridtet, men bare måtte gennemdrømme det.
Og så skete det ikke.
Elevatoren kørte op, dørene åbnede sig og jeg trådte ud i en gulvtæppebelagt korridor. Ingen afgrundsdybe trappegange uden gelændre og ingen små mørke, trange rum. Bare en veloplyst korridor, der hvor jeg havde bedt om at skulle hen.

Psykisk selvudviklingsarbejde er hårdt og tager tid. Det er to skridt frem og et tilbage og tit er successerne svære at registrere, fordi de sker på det ubevidste plan. En del af arbejdet er at mærke det ubevidste plan og de forløsninger, der finder sted. Jeg er så taknemmelig over, at jeg ved hjælp af mine drømme kan fortsætte det psykiske arbejde og jeg nyder, at mine drømme nu også kan være forløsende og formidle min nye psykiske frihed - udover at være problematiserende adgange til min indre bevidsthed.

Fornøjelsen ved at give det videre

Jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvilke vaner, der gør mig godt og hvilke, jeg stadig kan arbejde med, så jeg kan få det endnu bedre.
Jeg er glad for min morgengrød, der er krydret og varm og mættende. Jeg er glad for at gå i seng kl 22 og lægge mig til at sove ikke senere end 22:30 - jeg er endnu ikke så glad for at stå op kl 06; men det er planen - for jeg ved det vil gøre mig godt og forbedre mit søvnmønster, der lidt for ofte er præget af vågne timer midt på natten.
Jeg er glad for at være holdt op med at spise kød - det er fantastisk at se, hvad grøntsager og bælgfrugter kan; jeg er usikker på fremtiden som vegetar, så jeg tager det en dag af gangen og betragter i øjeblikket mig selv som grøntspiser mere end kødspiser - uden at sætte en etiket på.
Jeg er så glad for at lave både mad og søde sager fra bunden - og selvom den seneste uge har budt på uvaner og kunstigt slik, så har det ikke gjort andet end at forstærke min begejstring for de rene varer.
For jeg er også glad for at jeg er blevet bedre til at tilgive mig selv og acceptere at de gode vaner ikke bliver etableret på én dag - og at det er det de er; gode vaner - ikke doktriner eller en kur. Hvis jeg afviger fra det sædvanlige må jeg betragte afvigelsen som et udtryk for et behov og forsøge at undersøge, hvorfor behovet opstod.

Jeg har tit fornøjelsen af at tale med ligesindede om mad, kroppen og sindet og den udvikling vi hver især arbejder med. Men idag havde jeg en anden fornøjelse, som er lidt af en første gang. Jeg talte med en kollega, der for nylig har fået fjernet et modermærke i ansigtet og det har fået ham til at tænke på hvordan han har udsat sin krop for meget sol uden beskyttelse i sin ungdom. Vi talte videre om at det oftere og oftere er nogen man kender, der oplever, hvordan kroppen reagerer agressivt på ydre påvirkninger - bl.a. hudkræft bliver mere og mere almindeligt. Frygteligt men sandt. Jeg føler med de mennesker jeg kender, der har oplevet det på nært hold. De passer godt på sig selv - nogle gør en ekstra indsats, men er alligevel ikke sluppet for sygdom. Min kollega har anerkendt at han skal passe bedre på sig selv og foretage nogle for ham drastiske ændringer, hvis han skal gøre det bedste han kan for sig selv og sin krop.

Det var her jeg spurgte om jeg måtte komme med et indspark. Han sagde ja og jeg fortalte ham at jeg tror på at vi allesammen er under så megen ydre påvirkning som vi ikke kan bestemme over (luftforurening, stresset arbejdsmiljø og omverdenens forventninger til os, vores fortid, vores medmennesker) at vi er nødt til at gøre en ekstra indsats hvor vi faktisk kan træffe nogle valg. Vores krop og sind hænger sammen og er en del af et større hele - en del af universet som det er nu og som det har været. Vi kan ikke påvirke ret mange andre end os selv og vores allernærmeste - og når vi gør det bør vi træffe de bedste valg vi kan.

Jeg fortalte min kollega om de gode vaner jeg har etableret og hvordan de fungerer for mig, og jeg opfordrede ham til at bruge noget tid på at finde ud af, hvilke valg han kunne træffe, der ville være gode for ham - for så er jeg sikker på at de vil sprede sig til hans omverden og ud i universet. Jeg er SÅ glad for at han svarede positivt tilbage og syntes at for eksempel en kødfri dag om ugen ville være interessant og at han ville prøve at gøre en dyd ud af at mærke sig selv.

Rigtig god start synes jeg.

Mmmmm...kage

Sikkert fordi jeg har sovet relativt dårligt i nat og - som vanligt på en tirsdag (hvor jeg er til yoga fra kl 7 til 9, og idag, fordi jeg havde en dejligt snak med min yogainstruktør, først var hjemme kl 10) - sprang min gode morgengrys over, har jeg haft sukkertrang i eftermiddag.

Jeg startede med at falde i slikskålen..tak skæbne for, at det er sjældent at vi har kunstigt slik i huset.

Efter lidt for mange stykker skumslik erstattede jeg e-numrene og farvestofferne med en rugbrødsmad med stærk ost, men jeg følte ikke at jeg rigtigt blev tilfredsstillet.

 

Til sidst besluttede jeg mig for at bage en kage, så jeg kunne få mit sukkerfix med råvarer jeg selv var herre over.

Ud af køkkenskab og køleskab fandt jeg brun farin, æg, pekannødder, æbler, kanel og stødt ingefær, skyr, smør og peanutbutter, speltmel, grove ruggryn, kastagnemel, bagepulver og natron. Sammen blev det til en krydret, saftig og lækker kage, som jeg har spist med ekstra honning...det gjorde godt og jeg føler ikke mere trang til at kigge i skabet efter noget lækkert.

 

Hvis jeg bliver mere sukkertrængende tager jeg bare et stykke kage mere, men jeg tror at mængden af fibre og de gode krydderier har gjort tricket.

Foreningen af krop og sind

Jeg startede lørdag ud med at være frygtelig træt – jeg havde haft en veninde på besøg fredag aften, og selvom det hverken blev sent eller var meget aktivitetspræget sov jeg halvdårligt (typisk med at falde fint i søvn, men så vågne ved 3-4 tiden og ligge søvnløs nogle timer, for derefter at have svært ved at komme ud af sengen om morgenen). Jeg var træt lørdag og debatterede mentalt muligheden for at afmelde det 2 timers yoga-event jeg var tilmeldt til at deltage i om eftermiddagen.

Min krop bad mig melde afbud. Jeg havde ondt i ben og balder og var stiv i kroppen. Min tænkning sagde, at det ville være så godt for mig at tage til yoga og at jeg i øvrigt ikke kunne melde afbud; allerhøjest ikke dukke op (afmelding skulle ske mindst 8 timer inden start). Jeg endte med at tage min tænkning alvorligt og det viste sig at være det bedste jeg kunne gøre for mig selv. Yogaen var energigivende og udrensende og gav min trætte krop den fornødne opmærksomhed.

Det er en balancegang – hvornår skal jeg lytte til min krop og anerkende, hvad den fortæller mig – og hvornår skal mit rationelle jeg få lov at bestemme?

Jeg håber, at jeg kan og tør mærke rigtigt efter, hvornår kroppens signaler fortæller mig, at den fysiske udfordring ville være for meget, for der er en klar mulighed for, at det ikke er kroppen, men sindet, der istedet er årsagen til, at jeg trækker mig fra en udfordring. At kroppen bliver en undskyldning for noget, der i virkeligheden er et psykisk signal.

I lørdags oplevede jeg i løbet af yogapraksissen, at det der i virkeligheden havde fået mig til at overveje at blive væk var angst. Angsten for ikke at kunne følge med i øvelserne. Angsten for ikke at passe ind. Angsten for at skulle relatere til en masse ukendte mennesker. Angsten for at min krop ville skuffe mig.

Da jeg indtog min plads på måtten faldt jeg lynhurtigt på plads. Jeg oplevede en tilstedeværelse som jeg ikke oplever når jeg tager plads før yoga i fitnessworld. Jeg kunne abstrahere fra de andre deltageres kommen og gåen og småsludren. Jeg kunne mærke hvordan jeg pasasede ind, fordi jeg var tilpas i mig selv. Min yoga er heldigvis min. Min plads på måtten er der hvor min krop og mit sind forenes og jeg ved, at de signaler der bliver sendt er i overensstemmelse med mine ægte følelser – der, hvor jeg tør mærke og acceptere.