mandag den 20. august 2012

Mine drømme taler til mig

Jeg er en drømmer – men mest om natten. Jeg har et livligt drømmeliv, kan som regel huske mine drømme i detaljer og det betyder, at jeg hen over årene er blevet bedre og bedre til at bruge mine drømme, som en forbindelse til mine følelser og min indre udvikling.

For mig handler drømmetydning meget om, hvilke følelser, der er i spil i drømmen. Først når jeg har identificeret dem kan jeg se på handling og karakterer og de relationer, der knytter sig til dem – kun i sjældne tilfælde ser jeg på konkrete symboler og deres betydning. En edderkop handler for mig mere om angst, kontrol og tab af samme, end om et symbol for kvindelighed, som ellers er en klassisk freudiansk fortolkning. Jeg drømmer sjældent abstrakt og drømmens grad af realisme hjælper mig ofte til at forholde mig til hvilke følelser, der er i spil, og hvad jeg kan bruge drømmens input til i min vågne verden.

I nat drømte jeg, at jeg var på en kro. Jeg skulle deltage i en fest, men inden skulle jeg finde et sted at gå i bad. Jeg havde lyst til at forkæle mig selv og finde et smukt badeværelse, med karbad og hastede igennem kroens værelser. Der var flere muligheder, men de var allesammen mørke, små, med brusebad, grimme eller utilgængelige. Endelig fandt jeg ét. Det var smukt og gyldent, med franske lysestager og et stort marmor karbad og bløde mokkafarvede håndklæder.
Jeg løb tilbage på mit værelse for at samle alle de ting, jeg følte jeg havde brug for, for at kunne opholde mig i badeværelset. Det var svært at få alting med. Jeg syntes hele tiden jeg manglede noget og da jeg endelig begav mig på vej tilbage til det smukke badeværelse kom jeg for sent. Det tilhørte en mand, der havde lovet det ud til en af mine arbejdskolleger. Hun var tilbage fra et møde og jeg gik hen for at tale med hende. Hun talte om sit møde – og jeg talte hende efter munden og håbede at skabe en stemning, der gjorde, at hun ville skynde sig at blive færdig på badeværelset med sit bad og derefter overlade det til mig.

Imorges lå jeg og tænkte drømmen igennem og arbejdede med de følelser, der var kommet til udtryk. Min tolkning viste mig to forskellige hovedfølelser.
Den ene; at jeg er tilbageholdende med at give mig hen til det jeg har identificeret som noget jeg gerne vil (ønsket om at tage bad i et smukt badeværelse) ved at holde fast i mere eller mindre konkrete ting i min fortid (behovet for at samle en masse ting jeg kunne tage med mig ind på badeværelset).
Den anden; at jeg har svært ved – eller er decideret bange for – at italesætte mine behov overfor andre (jeg fortæller ikke min kollega, at jeg gerne vil bruge badeværelset, men overlader det til ’stemningen’ at formidle mit behov).

Identifikationen af de to hovedfølelser kan jeg bruge i min hverdag. Jeg kan arbejde med at blive bedre til at anerkende mine behov for hvad de er; at turde at være tilstede i en forandret situation uden at holde fast i fortidens følelser (især af usikkerhed og angst) og desuden have tillid nok til, at mine følelser og behov er gode nok (for mig) til, at jeg kan tale om dem (til andre).

Udover de to hovedfølelser er der en masse andet fyld i drømmen – men for mig handler det om at se bagom dagsrester og mindre følelser eller bihandlinger; hvis jeg skal kunne bruge mine drømme aktivt er følelserne nødt til at have en vis størrelse. Så selvom badeværelsets indretning måske ville kunne fortælle mig noget om mine behovs karakter, eller de ting jeg samler sammen, kunne fortælle mig noget om, hvad det er jeg hænger fast i i min fortid; så er det ikke følelsesoplevelser; det er symboler og de er for diffuse til at kunne have transformativ værdi i min selvudvikling.

Jeg føler mig heldig, at jeg har god kontakt til det, der ligger i min underbevidsthed (eller før bevidsthed). Jeg er glad for, at jeg tør kigge på mine drømme og anerkende, at de kan give mig indsigt i mig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar