I ferien har jeg taget på – både kilogram og centimenter. Jeg er sat 4 uger tilbage – så nu er mine tal de samme som i uge 28.
Det var forventeligt, for ferien var sat sammen af den ene gode middag med vin efter den anden og ikke meget bevægelse (et par cykleture og en enkelt halvtimes yoga).
Jeg havde håbet, at yogaen, som jeg inden ferien havde praktiseret over 20 dage i streg kunne oppebære egen-praksis selv på en ferie, der ikke var centreret om yoga – men det kunne den ikke; den gode vane var ikke helt så stærk.
Jeg havde overvejet, om nul-alkohol-politiken som kørte på 5. uge skulle fastholdes under ferien – men valgte det fra og benyttede mig istedet af, at der til nogle af middagene var sammensat vinmenuer, der om ikke begrænsede indtaget, så ihvertfald var en oplevelse, som jeg ikke ville have undværet. Det var noget helt særligt.
Jeg havde også håbet, at jeg ville kunne sige ja til det, der virkelig betød noget og nej til det, der grundliggende var ligegyldigt rent madmæssigt; den forhåbning kom ikke til at holde stik og af alle de udfordringer er det kun her, jeg ærgrer mig over resultatet.
Jeg nød at holde ferie fra det mere strenge regime, selvom jeg nyder min morgenjuice, mine begrænsede portionsstørrelser og mine motionsvaner. Det var fantastisk at svælge i lækker mad, der var tilberedt med omhu og kærlighed og spist i dejligt selskab. Jeg nød vinen, fordi det er så lang tid siden jeg har smagt den. Jeg stressede ikke over, at jeg ikke fik dyrket motion, for tiden var ikke til det og det fik mig blot til at glæde mig til at skulle igang igen i denne uge.
Men æv. Træls at spise det, der grundliggende var unødvendigt, som ikke smagte særligt godt og som ikke var knyttet til en oplevelse. Men det gjorde jeg. Fordi jeg henover ugen mange gange endte med at spise for meget og mere vil have mere. Kroppen bad om at blive fodret oftere og oftere – og med underlødig mad, når der ikke var noget andet på programmet.
Dét kommer jeg til at kæmpe med i denne uge; en krop, der har fået lige hvad den pegede på. Nu skal den genopdrages. Men jeg satser på, at det bliver med gulerod istedet for pisk – bogstaveligt talt.
Jeg skal nok give kroppen mad, når den mener den har brug for det – ellers ved jeg det bliver endnu sværere; men det bliver mad i form af rå grøntsager, så den skal arbejde for det.
Det glæder jeg mig til – for jeg kan heldigvis tydeligt huske en uge tilbage og den kropsfølelse jeg havde der vil jeg gerne have igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar