Hvad universet vil

Jeg var frygteligt træt igår; jeg kunne ikke vågne, jeg var søvnig hele dagen og kunne mærke, at min krop ikke havde energi.

Jeg behandlede den pænt; sov lidt længere end planlagt, gav den god juice og sund mad – men gruede lidt for hvordan den ville reagere på 2 timers yoga igår eftermiddags.

Så var det at universet slog til. Og gav mig 2 timers blid, blid yoga, med fokus på detaljer, som jeg ellers ikke fokuserer på, fordi det faktisk er ret hårdt med de der to timers yoga. Jeg ender med lige nøjagtig at kunne fokusere på mine asanas og mit åndedræt.

Men igår var det de helt, helt små detaljer; er alle mine tæer i gulvet og er er vægten over mine fødder helt jævnt fordelt?

Små, små stræk, hvor udviklingen i musklerne blev analyseret, så det ikke bare var min styrke der bestemte hvad kroppen kunne og skulle. Opmærksomhed på åndedrættet – ikke som en vanekørsel med ujjaya åndedræt, som jeg nu kan se kroppen per automatik slår til, så snart jeg sætter mig på måtten. Men igår var et andet åndedræt; et naturligt åndedræt som var upåvirket; og det er virkelig svært – for så snart jeg bliver opmærksom på min vejrtrækning så påvirker jeg den uvilkårligt.

Tilstedeværelse i kroppen på en helt anden måde; det takkede jeg universet for – Namaste.