Jeg kæmper, åh, hvor jeg synes jeg kæmper. Jeg spiser sundt, jeg dyrker motion, jeg går tidligt i seng, jeg drikker ingen alkohol og spiser ikke kød, jeg har et sundt tarmsystem, jeg behandler mig selv med omsorg og tænker meget over min sindstilstand og gør tit det der gør mig glad.
Men pokker stå mit selvværd, som kan slås ud af kurs så let. Og som er utrænet i ægte selvanerkendelse. Som tror egen ros er falsk (som om jeg faktisk prøver at narre mig selv – men hvis sandheden skal frem, er det noget jeg har gjort i mange år; prøvet at lade som om jeg var glad, stolt, dygtig, begejstret, initiativrig).
Jeg var til to timers yoga igår; en flowtime efterfulgt af en hathatime.
Jeg cyklede til Valby på en smuk solskinsvarm sommereftermiddag og ankom i god tid. Jeg faldt til ro på måtten. Min veninde kom og viste billeder af den yndigste baby, hun har været med til at forløse – sådan en smuk historie og sådan et smukt barn. Flowtimen var fuld af energi, jeg havde faktisk flow, og det er ikke så ofte det sker. Jeg koncentrerede mig om min praksis. Min vejrtrækning, mit flow (også selvom det nogle gange var lidt bagud i forhold til resten af holdets). Det var hårdt, for igår var en rigtig varm dag. Men jeg kunne godt mærke et overskud, der kommer af, at min krop kender de asanas vi står i og kan koncentrere sig om at udføre dem bedst muligt, med fokus på detaljerne. Ved timens slut kunne jeg vælge at bruge 5 minutter på at arbejde på min hovedstand (noget jeg rigtig gerne vil mestre) – eller jeg kunne ligge i barnets stilling og trække vejret. Jeg valgte det sidste og nød at have fuld fokus på at trække vejret ind og lade det gå ud igen. Mærke dybden. Mærke, at mit hjerte slog og at pulsen kom ned igen.
I løbet af flowtimen havde jeg udfordret mig selv og havde set at det nytter; jeg bliver bedre af at gøre mig umage og prøve noget, der ligger lige på den anden side af, hvad jeg kan. Men også at vide når nok er nok.
Fordi jeg kunne mærke et fysisk overskud, prøvede jeg at følge med i upward dog istedet for at lave kobra – det kunne jeg efter halvdelen af timen godt mærke, at min lænd ikke var vant til og ikke syntes jeg skulle fortsætte med i resten af timen. Så jeg skiftede til kobra og var okay tilfreds med at have udfordret mig selv noget af tiden.
Jeg var usikker på om jeg skulle blive til hathatimen; min lænd gjorde faktisk rigtig ondt og jeg kender min krop; min ryg er min akilleshæl – det er ALTID her mine skader udspringer...et eller andet sted i tilknytning til min rygsøjle.
Men som Tanja, min yogainstruktør sagde igår; de gamle yogamestre siger at kroppen kun er så gammel som rygsøjlen er smidig; så det er præcis derfor jeg gør noget godt for mig selv, ved at sikre at min rygsøjle ikke skal blive min begrænsning.
Jeg blev til en fantastisk hathatime, hvor min varme krop, den varme sal og de mange yogier samlet skabte en energi, der forplantede sig til mig og gav mig en smidighed, der nåede nye højder (det er her jeg har min force – men det er skønt at mærke, at jeg kan give mig endnu mere, når kroppen er varm).
Til slut var der igen mulighed for at arbejde med hovedstand – og fordi min krop var afslappet og energien var der, gjorde jeg forsøget. Halv hovedstand. Jeg kunne mærke fra det øjeblik jeg lagde armene i måtten i skulderbreddes afstand og foldede hænderne, så der var plads til mit hoved og placerede toppen af hovedet mellem hænderne, at det var helt rigtigt. Det føltes rigtigt. Der var overskud i overarmene, der var styrke i nakken. Jeg kom op i en næsten halv hovedstand to gang. En kvart hovedstand. Jeg balancerede med vægten af min krop på mit hoved. Det var overraskende – og så er det man enten bliver overmodig eller bange. Jeg blev bange. For at jeg ville vælte, for at min nakke ikke kunne holde, for at jeg ikke havde styrke nok. Så jeg stoppede og gav istedet kroppen en befriende omvendt stilling i skulderstand.
Da jeg cyklede hjem burde jeg således have været ovenud begejstret – jeg prøvede at minde mig selv om, hvad det lige var jeg havde opnået; jeg havde haft en af de bedste yogapraksisser jeg nogensinde har haft; rent fysisk og nærværsmæssigt. Men mit sind ville ikke lade sig begejstre. Jeg fokuserede mere på min lænd og min aftensmad end på min sejr.
Her til morgen stod jeg op og stod på vægten. Det er ikke min vejedag – men jeg havde brug for et boost og en bekræftelse af mig selv. Det fik jeg ikke. Jeg vejede mig og målte mig og begge dele viste mig, at jeg lå et godt stykke over status for uge 30.
Et eller andet sted, var det en følelse jeg kunne kende og som jeg kunne forholde mig til. Skuffelse over det ydre. Tal, der ikke viser hvad de bør. Istedet for at mærke efter. Hvorfor er jeg utilfreds? Hvorfor kan jeg ikke glæde mig over det der er godt istedet for at søge, det der gør mig ked af det og skuffet? Hvorfor er her og nu ikke godt nok?
Mit selvværd er i træning. Det ægte selvværd. Der tror på det gode i mig selv og passer på mig selv. Stryger mig selv med hårene og lytter til de ægte følelser der er, uden at dømme dem og forsøge at presse dem til at føle noget de ikke gør. Det selvværd, der er mig selv. Uden pynt. Åh, det tager tid.
Det tager tid fordi jeg arbejder på to fronter, der godt kan finde på at modarbejde hinanden. Den ydre, der påvirkes af kost og motion og vægtens tal; og den indre, der skal finde sin tilfredshed uafhængigt af den ydre, men bliver så frygteligt tilfredsstillet af det ydre når det går godt, og rædsomt såret når det går dårligt.
Så prøver det indre at fraskrive sig det ydre på den forkerte måde – ved at afvise istedet for at favne. Det er en sjov tanke. At den rigtige måde at finde sit selvværd uanset påvirkeningen fra de eksterne faktorer er ved at acceptere de eksterne faktorer og arbejde med at de ikke skal fremkalde følelser. Det er ikke på baggrund af det ydre, at glæden skal findes.
Jeg skal nok nå dertil – men vejen er målet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar