Jeg vil starte med at slå fast, at jeg er vild med yoga – selv når jeg ikke er vild med det.
Jeg er vild med den kropslige udfordring og forandring, og jeg er endnu mere vild med, at når kroppen slår bremsen i eller kludrer, så rammer yogaen også ind i psyken og hjælper kroppen på vej til at kunne mere eller prøve igen.
Jeg har ikke på noget andet tidspunkt haft den følelse af at være i udvikling, når jeg har brugt min krop. Hvis jeg har etableret en løberutine, så er jeg aldrig nået dertil, hvor jeg kunne mærke et overskud, en forandring til det bedre – eller en begejstring. Det har været hårdt og jeg har givet op så mange gange. Jeg ved godt nu, hvad problemet har været. Det hjælper ikke at starte på noget nyt, hvis man ikke arbejder både med krop og hjerne. Når kroppen giver op skal hjernen tage over og fortælle kroppen, at det nytter, og at den kan. Eller stryge den med hårene og sige, ’ok, så var det ikke idag det lykkedes – vi prøver igen imorgen’.
Her er det fantastisk med yoga, fordi der er så stor variation i løbet af en praksis, fra gang til gang og fra instruktør til instruktør. Det tiltaler mig (min veninden bryder sig ikke om det – hun elsker den kendte rutine, og at kroppen ved lige præcis, hvad den skal, fordi hun så kan koncentrere sig om at blive bedre til de enkelte asanas) fordi jeg altid bliver bekræftet i, at der er noget jeg allerede er god til (stræk) – men altid kan blive bedre til; og at der er noget jeg gradvist arbejder på at blive bedre til, men som nok altid vil være en udfordring (styrke). Men bekræftelsen i ’lette’ asanas er med til at få mig til at fortsætte med at udfordre mig, selv i de svære asanas.
Jeg har dyrket yoga i nogle år – men har haft flere gange hvor min praksis er gledet ud i sandet.
Første gang jeg prøvede yoga havde jeg et klippekort til det yoga studie, hvor min veninde gik til yoga. Det var meget intimt, meget intenst og mere meditation end jeg havde forventet eller var klar til.
10-turskortet blev aldrig brugt op. Jeg følte mig hverken tilpas i salen, i øvelserne, med instruktøren (der var kun én) eller med at tilbringe 5 minutter med at lave vekselåndedræt og stirre ind i en flamme fra et stearinlys.
Det er mange år siden og muligheden for at dyrke yoga er blevet mere varieret og tanken om at yoga for mange er en motionsform mere end en livsstil er blevet mere udbredt.
Jeg meldte mig i sin tid ind i fitness world for at tabe mig og fik lagt et program for, hvordan det skulle ske ved hjælp af maskiner – jeg skulle ro, så og så længe, benpresse, cykle, løfte vægte osv. Jeg lavede faste aftaler med mig selv og havde i en periode en oplevelse af, at jeg havde fundet en motionsform, der kunne hjælpe mig til mit mål, som alene var at veje mindre. Ikke at komme i form eller få bedre kropskontrol og forståelse. Ikke at nyde oplevelsen af kroppen i aktivitet. Ikke at have en god vane med at dyrke motion. Besøgene var alene for, at jeg kunne tabe mig. Og det gik jo, som jeg i bagklogskabens lys kunne have sagt mig selv, slet ikke.
Hovedet var ikke med og motivationen var ikke på plads. Tal på vægten er desværre bedrageriske; de stemmer sjældent overens med de følelser, der rør sig i kroppen – og træning giver en falsk tryghed af at gøre noget (så man kan tillade sig noget andet...drinks, chips, smøger, flødekartofler og en ekstra portion aftensmad).
Men hvis jeg ikke lytter til min krop og min psyke og behandler dem som en medspiller, så kan jeg kun presse dem indtil en vis grænse; så står enten den ene eller den anden del af – eller dem begge to; og så er det jeg holder lange pauser fra fitness centeret.
Først gang jeg var til yoga i fitness world åbnede der sig en verden for mig; hvor jeg fik at vide, at jeg var god nok, fordi vi alle var gode nok; at vi alle havde vores niveau og at kroppen ville blive udfordret uanset om vi gik dybt eller mindre dybt i en stilling.
Instruktøren fortalte hver gang, at vi skulle lytte til vores krop, for den ville fortælle os lige nøjagtig hvor langt vi kunne tage den. For hver gang er forskellig og tit er udviklingen to skridt frem og et tilbage.
Jeg har den seneste uge forsøgt mig med kragen en del gange. Den første gang kom jeg ikke engang op på mine underarme med knæene. Mine håndled fortalte mig at jeg skulle tage den med ro – de ville hellere trænes lidt langsommere op. Så jeg accepterede at jeg ikke kunne presse en krage igennem.
Forleden stod jeg i kragen i 10 sekunder. En vakkelvorn fugl, der ikke var særligt behagelig – men mine håndled spillede med og balancen var der og jeg kunne læne mig frem uden at stoppe mig selv i bekymring eller angst (for smerte eller stå på næsen); så min psyke spillede også med.
Idag ville jeg genindtage kragen – men kunne på ingen måde genfinde balancen. Mine håndled klagede efter 15 sekunders forsøg og jeg måtte sætte mig tungt på måtten og begræde, at jeg bare ikke kunne. Min krop ville ikke dét min hjerne ville – og hjernen ville ikke lytte til kroppen.
Da min instruktør gennemgik hovedstand (som jeg aldrig har vovet mig ud i) ville jeg have revanche for den mislykkede krage. Jeg stillede mig på hovedet med armene bøjet vinkelret og i skulderbreddes afstand og stillede mig på tæerne. Al vægten på hovedet. Min rygsøjle blev mast. Mine arme vaklede. Jeg insisterede. Og endte med at skade mig selv. Jeg sidder med en nerve i klemme i nakken og har svært ved at dreje hovedet.
Så hvad er det jeg skal forstå? Jeg skal forstå kroppen og psyken skal spille sammen. Og at mit overjeg skal lytte. Nogle gange er det godt at presse sig selv, for så er det man flytter sig – overrasker sig selv. Men nogle gange skal man ikke presse noget overhovedet. Jeg vidste jo godt, at jeg var træt, at det var en helt ny stilling, som jeg ikke havde overskud til at arbejde med på en tilstedeværende måde og at jeg ville have haft bedre af (fysisk) at lægge mig i barnets stilling og give min krop en tiltrængt pause. Min hjerne var høj på at kunne noget nyt og skuffet over ikke at kunne gentage det – og den ville simpelthen ikke acceptere ikke at være den, der bestemte.
Det kan jeg så sidde her med min skade og minde mig selv om at lære noget af. Og overveje om det at holde en pause i morgen, hvis jeg stadig har ondt, er godt og hensyntagende overfor min krop – eller om det istedet ødelægger det momentum, jeg føler jeg er afhængig af for at sikre yogaen som den gode vane.
Der er måske en tredje mulighed. At tage til yoga og kun lave det kroppen kan og vil – uanset hvad den plejer at kunne – uanset hvad de andre kan og gør; det er nemlig en af de vigtigste lektier i yoga; vi er alle unikke og vi skal prise det særlige i os selv og i andre (på og udenfor yogamåtten).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar