Mit skrøbelige selvværd

Jeg kæmper, åh, hvor jeg synes jeg kæmper. Jeg spiser sundt, jeg dyrker motion, jeg går tidligt i seng, jeg drikker ingen alkohol og spiser ikke kød, jeg har et sundt tarmsystem, jeg behandler mig selv med omsorg og tænker meget over min sindstilstand og gør tit det der gør mig glad.

Men pokker stå mit selvværd, som kan slås ud af kurs så let. Og som er utrænet i ægte selvanerkendelse. Som tror egen ros er falsk (som om jeg faktisk prøver at narre mig selv – men hvis sandheden skal frem, er det noget jeg har gjort i mange år; prøvet at lade som om jeg var glad, stolt, dygtig, begejstret, initiativrig).

Jeg var til to timers yoga igår; en flowtime efterfulgt af en hathatime.

Jeg cyklede til Valby på en smuk solskinsvarm sommereftermiddag og ankom i god tid. Jeg faldt til ro på måtten. Min veninde kom og viste billeder af den yndigste baby, hun har været med til at forløse – sådan en smuk historie og sådan et smukt barn. Flowtimen var fuld af energi, jeg havde faktisk flow, og det er ikke så ofte det sker. Jeg koncentrerede mig om min praksis. Min vejrtrækning, mit flow (også selvom det nogle gange var lidt bagud i forhold til resten af holdets). Det var hårdt, for igår var en rigtig varm dag. Men jeg kunne godt mærke et overskud, der kommer af, at min krop kender de asanas vi står i og kan koncentrere sig om at udføre dem bedst muligt, med fokus på detaljerne. Ved timens slut kunne jeg vælge at bruge 5 minutter på at arbejde på min hovedstand (noget jeg rigtig gerne vil mestre) – eller jeg kunne ligge i barnets stilling og trække vejret. Jeg valgte det sidste og nød at have fuld fokus på at trække vejret ind og lade det gå ud igen. Mærke dybden. Mærke, at mit hjerte slog og at pulsen kom ned igen.

I løbet af flowtimen havde jeg udfordret mig selv og havde set at det nytter; jeg bliver bedre af at gøre mig umage og prøve noget, der ligger lige på den anden side af, hvad jeg kan. Men også at vide når nok er nok.

Fordi jeg kunne mærke et fysisk overskud, prøvede jeg at følge med i upward dog istedet for at lave kobra – det kunne jeg efter halvdelen af timen godt mærke, at min lænd ikke var vant til og ikke syntes jeg skulle fortsætte med i resten af timen. Så jeg skiftede til kobra og var okay tilfreds med at have udfordret mig selv noget af tiden.

Jeg var usikker på om jeg skulle blive til hathatimen; min lænd gjorde faktisk rigtig ondt og jeg kender min krop; min ryg er min akilleshæl – det er ALTID her mine skader udspringer...et eller andet sted i tilknytning til min rygsøjle.

Men som Tanja, min yogainstruktør sagde igår; de gamle yogamestre siger at kroppen kun er så gammel som rygsøjlen er smidig; så det er præcis derfor jeg gør noget godt for mig selv, ved at sikre at min rygsøjle ikke skal blive min begrænsning.

Jeg blev til en fantastisk hathatime, hvor min varme krop, den varme sal og de mange yogier samlet skabte en energi, der forplantede sig til mig og gav mig en smidighed, der nåede nye højder (det er her jeg har min force – men det er skønt at mærke, at jeg kan give mig endnu mere, når kroppen er varm).

Til slut var der igen mulighed for at arbejde med hovedstand – og fordi min krop var afslappet og energien var der, gjorde jeg forsøget. Halv hovedstand. Jeg kunne mærke fra det øjeblik jeg lagde armene i måtten i skulderbreddes afstand og foldede hænderne, så der var plads til mit hoved og placerede toppen af hovedet mellem hænderne, at det var helt rigtigt. Det føltes rigtigt. Der var overskud i overarmene, der var styrke i nakken. Jeg kom op i en næsten halv hovedstand to gang. En kvart hovedstand. Jeg balancerede med vægten af min krop på mit hoved. Det var overraskende – og så er det man enten bliver overmodig eller bange. Jeg blev bange. For at jeg ville vælte, for at min nakke ikke kunne holde, for at jeg ikke havde styrke nok. Så jeg stoppede og gav istedet kroppen en befriende omvendt stilling i skulderstand.

Da jeg cyklede hjem burde jeg således have været ovenud begejstret – jeg prøvede at minde mig selv om, hvad det lige var jeg havde opnået; jeg havde haft en af de bedste yogapraksisser jeg nogensinde har haft; rent fysisk og nærværsmæssigt. Men mit sind ville ikke lade sig begejstre. Jeg fokuserede mere på min lænd og min aftensmad end på min sejr.

Her til morgen stod jeg op og stod på vægten. Det er ikke min vejedag – men jeg havde brug for et boost og en bekræftelse af mig selv. Det fik jeg ikke. Jeg vejede mig og målte mig og begge dele viste mig, at jeg lå et godt stykke over status for uge 30.

Et eller andet sted, var det en følelse jeg kunne kende og som jeg kunne forholde mig til. Skuffelse over det ydre. Tal, der ikke viser hvad de bør. Istedet for at mærke efter. Hvorfor er jeg utilfreds? Hvorfor kan jeg ikke glæde mig over det der er godt istedet for at søge, det der gør mig ked af det og skuffet? Hvorfor er her og nu ikke godt nok?

Mit selvværd er i træning. Det ægte selvværd. Der tror på det gode i mig selv og passer på mig selv. Stryger mig selv med hårene og lytter til de ægte følelser der er, uden at dømme dem og forsøge at presse dem til at føle noget de ikke gør. Det selvværd, der er mig selv. Uden pynt. Åh, det tager tid.

Det tager tid fordi jeg arbejder på to fronter, der godt kan finde på at modarbejde hinanden. Den ydre, der påvirkes af kost og motion og vægtens tal; og den indre, der skal finde sin tilfredshed uafhængigt af den ydre, men bliver så frygteligt tilfredsstillet af det ydre når det går godt, og rædsomt såret når det går dårligt.

Så prøver det indre at fraskrive sig det ydre på den forkerte måde – ved at afvise istedet for at favne. Det er en sjov tanke. At den rigtige måde at finde sit selvværd uanset påvirkeningen fra de eksterne faktorer er ved at acceptere de eksterne faktorer og arbejde med at de ikke skal fremkalde følelser. Det er ikke på baggrund af det ydre, at glæden skal findes.

Jeg skal nok nå dertil – men vejen er målet.

Betragtninger fra surdejsland

Jeg bagte med min surdej* for første gang for 3 dage siden. Da var surdejen 5 dage gammel og jeg gav den en chance, selvom jeg ikke syntes den så ret spændende ud. Den boblede ikke synligt og der var et lag klar væske på toppen. Men jeg gav den en gennempiskning og blandede et brød af  120 gr surdej, 250 gr hvedemel, 50 gr rugmel, 1½ dl vand og ½ tsk salt. Det er Bo Bechs opskrift fra Politiken – han anbefaler også 5 gr gær, men fordi jeg ville teste hvad surdejen kunne på egen hånd undlod jeg gær. Dejen blev æltet i min skønne KitchenAid – og allerede her, syntes jeg den var ret fast, for tør; men hvis man skal teste skal man jo have et udgangspunkt og ikke lave for mange justeringer i samme forsøg, selvom man synes, man véd bedre.

*som jeg endnu ikke har navngivet; det er vist skæbnesvangert ikke at gøre det – tilknytningen til det levende væsen, som oveni købet hedder noget, bliver stærkere og så glemmer man ikke lige at fodre kræet

Efter 24 timers køleskabshævning kom dejen ud og stå i en dejlig varm udestue i 3½ time til varmhævning. Og der skete ikke en døjt. Okay, hele hæveprocessen med kold og varmhævning har måske øget dejens størrelse 10 %. Når jeg trykkede på dejkuglen var den fast – intet modtryk, ingen følelse af, at der var luft i den dej.

Fred være med det, tænkte jeg, og bagte det efter foreskrifterne i en 250 C varm ovn i 25 minutter.

Det blev et lille, meget kompakt, praktisk talt uhævet brød, der smagte virkelig godt og havde en smuk skorpe (jeg kastede en kopfuld vand ind i ovnbunden da jeg havde sat brødet ind; dampbagning er et hit).

Henover de sidste dage har vi fået brødet spist – især ristet – og er blevet bekræftet i, at det smager godt. Det smager frisk, men ikke surt og selvom det er en klæg omgang, så ligger det ikke i maven som rå dej. Det mætter godt og så må man sige, at det, trods alt, har opfyldt nogle af kriterierne.

Efter det brød gav jeg surdejen noget foder; jeg ved ikke hvad problemet var med den første omgang; men jeg tror det kunne være flere. En surdej, der har vand på toppen er ikke fodret godt. Den har spist al den næring man har tilført den – den er så at sige toppet; og så er der altså ingen hævekraft tilbage. Det er også muligt, at den er for ung til at kunne klare et hæve et brød på egen hånd; de 5 gr gær kunne måske have gjort en forskel – og nå ja, så er der måske manglen på et navn? Måske dejen er blevet sur over at være navnløs?

De sidste dage har jeg udvidet min vidensbase om surdej. Jeg har læst andres erfaringer (namaste for blogland, hvor vi deler med hinanden) og set resultater og delresultater i billedform – og det har hjulpet. Når jeg nu fodrer min surdej kan jeg bedre se hvad den trænger til og jeg er ikke så berøringsangst. Jeg har en bedre fornemmelse af, hvornår noget af den skal kasseres for at gøre plads til ny frisk surdej, og hvordan jeg kan se, når den er klar til at bage af.

Her til formiddag var den (Ingeborg, Valdemar, Ib, Kontiki, Bulder?) så fin. Boblende lys overflade. Jeg fodrede den med 1 dl hvedemel og 1 dl vand og gav den en ordentlig omrøring. Her i aften får den endnu et måltid – og så håber jeg på, at jeg kan sætte et rigtigt brød, der hæver op, over imorgen tidlig. Med den fulde hævetid skulle vi gerne have et lækkert brød torsdag.

Jeg tror på det!

Noget ekstra

Jeg kan rigtig godt lide tanken om, at jeg helt selv kan påvirke min krop til at have det godt, ved at spise og drikke sundt og bruge kroppen.

Jeg læser glad og gerne om, hvordan jeg kan behandle mig selv endnu bedre fordi vores komplekse kroppen har brug for så mange forskellige ting, for at fungere optimalt.

Jeg ved, at jeg har brug for protein, kylhydrater, fibre, vitaminer, mineraler, sundt fedt, aminosyrer og en masse andre stoffer for at sikre, at hjerne, nerver, blodkar, lever og muskler har det bedst muligt.

Jeg mærker dagligt, at jeg fodrer kroppen godt; jeg sover bedre, jeg er friskere når jeg er vågen; mit humør er i top og min tolerancetærskel er høj; jeg trækker vejret i bund, jeg føler mig ikke tung i kroppen, mine tarme arbejder fantastisk; min hud stråler og mine øjne er klare.

Sådan er det ihvertfald de fleste dage. Og det er fantastisk fordi jeg nu kan aflæse direkte hvornår jeg har budt min krop noget den ikke kan håndtere. Så får jeg udbrud i mit ansigt, jeg bliver oppustet og irritabel – og sover dårligt; og her indtræffer risikoen for at hoppe ind i den onde cirkel, der ikke lige er til at hoppe ud af igen.

Når jeg er træt og irritabel vil min krop have fedt og sukker. Den gider ikke bevæge sig fordi den er oppustet. Jeg skælder ud og bliver sur over ingenting og så gider jeg ikke se mennesker.

Nu har jeg bestilt en hjælpende hånd på nettet. MK olie – der er koldpresset økologisk ekstra jomfruolie af hørfrø, kæmpenatlys, hybenkerne og egyptisk sortkommen. Det er en oliekombination, der er pakket med essentielle fedtsyrer (omega 3, 6 og 9). Olien indeholder over 150 forskellige aktive ingredienser, som bl.a. forbedrer iltoptagelsen i blodet, øger energien, gør kroppen mere basisk, gør huden mere elastisk og øger forbrændingen. Jeg håber to spiseskefulde i min morgensaft vil hjælpe min krop til at blive stabil; stabilt blodsukker, god søvn, god energi, god forbrænding og fordøjelse – godt humør!

Eftermiddagssulten klares til morgenmad

Nu, hvor jeg er begyndt at have mere opmærksomhed omkring den mad jeg spiser, det jeg drikker og den oplevelse jeg får i kroppen, kan jeg mærke, at jeg skal lave nogle ændringer, hvis jeg vil have det godt hele dagen.

Som regel bliver jeg sulten hen på eftermiddagen ved 16-tiden – og desværre er det tit en sult, der ikke er let at stille tilfreds.

Selvom jeg tager mig noget at spise; jeg starter gerne sundt ud med at spise et stykke knækbrød eller to og måske et stykke frugt; gnaver en del af sulten stadig. Kroppen er ikke tilfredsstillet, selvom maven, hvis jeg skal være ærlig, føles fuld.

Så er det jeg kommer til at snacke noget der er mindre sundt. Et stykke ost eller rester fra aftensmaden dagen før. Jeg ender med at proppe mig så jeg faktisk ikke er sulten til at spise aftensmad før kl 20.

Det er irriterende og får mig til at føle, at jeg ikke er i god kontakt med min krops behov og at jeg modarbejder det gode arbejde, jeg ellers gør, for at være sund og blive slank.

Jeg har overvejet, at mit morgenmåltid faktisk er skyld i at jeg er eftermiddagssulten.

Jeg elsker mit morgenritual med friskpresset saft – i morges var det et stykke ananas, en halv rød peberfrugt, en halv agurk, 3 gulerødder, et stykke ingefær og en rød grapefrugt. Jeg elsker at drikke – jeg indtager utroligt meget væske og væskeformen er nok min favoritmåde at indtage føde på (det er der nok nogle underliggende psykologiske årsager til) og saften får mig til at føle mig styrket, forfrisket og fuld af energi. Den vil jeg ikke undvære.

Men det er formentlig ikke nok og giver bagslag om eftermiddagen – jeg tror mit blodsukker falder og kroppen sender signal om det, ved at give mig lyst til usunde sager, og masser af dem.

Jeg vil nu eksperimentere lidt med den årsag-virkning og se, om jeg kan udradere den eftermiddagsfølelse, jeg ikke bryder mig om. Jeg har det fint med at skulle spise et eftermiddagsmåltid – men jeg vil gerne tilfredsstilles af det.

Jeg bryder mig meget lidt om grød; konsistensen synes jeg er lidt ubehagelig og så smager det lidt af vådt pap (eller som vådt pap lugter...jeg ved faktisk ikke, hvordan vådt pap smager...tørt pap er naturligvis en anden sag; det er lækkert). Men hvad nu med stegt grød?

I forgårs lavede jeg en omgang havregrød med lidt rugflager i og ganske lidt salt; da det var kølet lidt ned, stegte jeg små klatkager på en pande i halvt olivenolie, halvt smør og spiste de små sprøde kager med en hjemmesyltet pære. Lækkert.

Men det var weekend og spisetiderne var, som de nu er hjemme hos os, foranderlige – så jeg ved ikke, om det havde den effekt jeg forventede i forhold til eftermiddagssulten.

Igår aftes satte jeg 1 dl blandede gryn (finvalsede havregryn, grovvalsede ruggryn og hele speltkerner) og 10 grofthakkede mandler i blød i vand, så det dækkede (og lidt til).

Der stod det hele natten og i morges kogte jeg det med lidt salt og stegte igen små klatkager af den stivnede grød. Jeg spiste én med det samme og tog 3 med på arbejde. 2 spiste jeg her til formiddag med et halvt æble i store tern – og én gemmer jeg til min eftermiddagssnack, hvis jeg bliver sulten.

Det bedste er, at klatkagerne smager fremragende; jeg får alle fordelene ved den lune grød; fibre, mæthed, vitaminer og mineraler - og så glæder jeg mig til at variere den; prøve andre gryn, tilsætte friskmalede hørfrø, tilsætte stjerneanis eller en kanelstang, prøve vintergrød med appelsinskal og nelliker – eller tørret frugt, blande hele kerner og valsede; kun fantasien sætter grænser.

Udfordringen er nok tiden; men jeg synes det har fungeret her til morgen (en arbejdsdag, hvor jeg skulle ud af døren).

Da jeg havde været i bad tændte jeg for gryden og på 5 minutter var grøden klar. Mens den satte sig og stivnede let lavede jeg min morgensaft, mens jeg drak den og vaskede juicepresseren af stegte jeg klatkagerne. Jeg spiste den ene mens jeg pakkede min madpakke – og resten kom med i madpakken i en bøtte for sig. Alt i alt tog det 20 minutter at lave morgenmad og madpakke, spise og vaske op. Det er ok for mig (det tager mig 10 minutter, hvis jeg bare laver saft).

Den virkelige test kommer i eftermiddag - gad vist om den sidste klatkage kan tilfredsstille mig?

Hvad universet vil

Jeg var frygteligt træt igår; jeg kunne ikke vågne, jeg var søvnig hele dagen og kunne mærke, at min krop ikke havde energi.

Jeg behandlede den pænt; sov lidt længere end planlagt, gav den god juice og sund mad – men gruede lidt for hvordan den ville reagere på 2 timers yoga igår eftermiddags.

Så var det at universet slog til. Og gav mig 2 timers blid, blid yoga, med fokus på detaljer, som jeg ellers ikke fokuserer på, fordi det faktisk er ret hårdt med de der to timers yoga. Jeg ender med lige nøjagtig at kunne fokusere på mine asanas og mit åndedræt.

Men igår var det de helt, helt små detaljer; er alle mine tæer i gulvet og er er vægten over mine fødder helt jævnt fordelt?

Små, små stræk, hvor udviklingen i musklerne blev analyseret, så det ikke bare var min styrke der bestemte hvad kroppen kunne og skulle. Opmærksomhed på åndedrættet – ikke som en vanekørsel med ujjaya åndedræt, som jeg nu kan se kroppen per automatik slår til, så snart jeg sætter mig på måtten. Men igår var et andet åndedræt; et naturligt åndedræt som var upåvirket; og det er virkelig svært – for så snart jeg bliver opmærksom på min vejrtrækning så påvirker jeg den uvilkårligt.

Tilstedeværelse i kroppen på en helt anden måde; det takkede jeg universet for – Namaste.

Sur, sur, sur

Jeg er stor fan af godt rugbrød – i mange år har jeg ikke brudt mig om smagen eller konsistensen af rugbrød; det var for surt, for tørt og der skulle ret meget pålæg til at skjule den fabriksfremstillede skive. Min aversion ændrede sig til fuldkommen begejstring, da jeg begyndte at købe rugbrød hos en god bager eller bage det selv. Selv hvis det var en rugbrødsblanding, hvor jeg bare skulle tilsætte gær og vand, kunne jeg sagtens nyde både smag og konsistens og eksperimenterede med revne grøntsager og krydderier som smagsgivere.

Den der nybagte endeskive med tandsmør er helt på højde med et stykke kage.

Selvom jeg har flyttet mig fra poseblandingerne, til selv at stå for blandingsforhold og indhold, har jeg aldrig bagt rugbrød med surdej. Det er jeg igang med at ændre nu. Igår blandede jeg (efter Camilla Plums anvisninger) 200 gr groft rugmel, 1 tsk honning, ½ tsk salt og vand nok til at lave en lind grød i en beholder og satte den i udestuen med et viskestykke over. En snuseprøve her til morgen fortalte mig ikke andet end, at det dufter af rugmel. Det er med andre ord ikke syrnet endnu – og fordi jeg gruer for at udestuens temperaturudsving er for store (det bliver 12-15 grader om natten, men kan godt blive mellem 35 og 40 grader om dagen) så har jeg nu flyttet surdejen ind på spisebordet (det siger Camilla Plum nu altså også...så overnatningen i udestuen står for egen regning).

Jeg er så spændt på om det lykkes; surdej har ry for at være besværligt og har en næsten mytisk status, hvor den gærede grød er ansvarlig for at puste ikke bare liv i brød, men også for, at være sundere. Sundhedsfordelene skyldes blandt andet den lange hævetid, der er nødvendig når man bruger surdej og som betyder, at kernernes indhold af næringsstoffer gøres mere tilgængelige. Desuden gør brugen af surdej at mængden af gær mindskes (gær kan skabe ubalance i tarmfloraen) og forskning viser at brød bagt på surdej ikke i samme grad som andet brød, giver kraftige blodsukkerudsving.

Hvorom alting er, glæder jeg mig ihvertfald til at se om det lykkes - og om min surdej ender med at give mig både rugbrød og lyse surdejsbrød med masser af smag.

Overspringshandling

Jeg har lavet yoga 19 dage i træk. Som i, at jeg har lavet yogaøvelser – asanas – i næsten tre uger i træk. Jeg er ret stolt og tilfreds og oplever, at de knapt tre uger har haft stor betydning for min krop og mit sind - og mit engagement i at etablere gode vaner. Jeg kan mærke, at jeg er ser frem til min daglige yogapraksis og prioriterer den højere end stort set alt andet. Jeg sørger for at tilrettelægge arbejde rundt om yoga, at spisetiderne reflekterer, hvorvidt jeg har lavet yoga eller skal senere, og jeg oplever, at den daglige yogapraksis giver en følelse af tryghed og sikkerhed.

Idag har jeg tænkt mig at bryde rytmen.

Det skræmmer mig ikke så lidt, men det er en beslutning jeg har truffet over en lille uges tid, så jeg føler ikke, at der er risiko for, at jeg ikke kan finde tilbage til den daglige yogaudøvning.

Det har tidligere været en faldgrube – at droppe noget, der er planlagt og så bliver en dårlig undskyldning én dag, acceptabel en anden dag også.

Men fordi jeg har tænkt over situationen og jeg er nået til den konklusion, at yoga i høj grad handler om respekt for det min krop fortæller mig. Den har, i nogle dage nu, fortalt mig, at mine håndled kunne bruge en pause til at restituere sig. Jeg er endnu så ny i yoga, at jeg lægger rigtig meget vægt på mine håndled, selvom det måske ikke er dem, der intentionelt skal belastes. Det er heller ikke nemt at lave blid yoga – for selv der, er der hundestræk, planke og vinyasaovergange, der belaster mine håndled.

Jeg har tænkt over, hvordan jeg kan give min krop og mit indre en oplevelse af, også idag at falde til ro og være til stede, og selvom jeg aldrig har prøvet meditation (når vi ser bortfra en uheldig omgang ’stir ind i lyset’ meditation for mange år siden); så er det noget jeg vil prøve idag.

Hvem ved, måske er meditation noget jeg kommer til at betragte som en integreret del af min yogapraksis, så jeg faktisk også kan dyrke yoga, når jeg ikke laver asanas.

Frustration

Helt ærligt – man forventer jo, at al den gode yoga giver resultater; jeg havde ihvertfald ikke ventet, at en nerveinfiltration, der tog sin begyndelse igår aftes, var værre imorges. Her til formiddag er smerten ikke aftaget på trods af, at jeg har justeret siddestilling, lavet skulderøvelser og forsøger at slappe af og trække vejret dybt.

Øv.

Men, hvis jeg skal se konstruktivt på det, så er yogaen formentlig skyld i smerterne – inddirekte.

I årevis har min krop været anspændt og jeg har af flere omgange haft så smertefulde nerveinfiltrationer, at jeg har været nødt til at gå til kiropraktor...mange gange. Det er typisk nerverne i lysken, mellem skulderbladene og i nakken helt oppe under kraniet.

Efter jeg er begyndt at dyrke yoga er kroppen langsomt blevet afspændt og det har formentlig overrasket den krop, der stadig er vant til at skulle kompensere, holde musklerne så spændte, at de spontane nervesmerter ikke opstår. 

Den frihed jeg føler, som følge af yoga, betyder formentlig også, at jeg ikke er så påpasselig med min krop. Jeg tror simpelthen jeg er superwoman og at jeg kan byde kroppen hvad som helst.

Konklusionen må være den, at yoga ikke blot er for kroppen og ikke blot er mens jeg laver asanas – men, at yoga også skal være integreret i min dag (og nat) i form af respekt for kroppen, accept af kroppen, betænksomhed overfor kroppen og nærvær.

Helt konkret skal jeg se på min siddestilling, min ståstilling, min gåstilling og mærke efter om kroppen faktisk har det godt – og hvis den ikke har så modificere, indtil den er i balance.

Hvad jeg giver ud kommer hundredefold tilbage

Jeg prøver at være et godt menneske, der lader tvivlen komme de fleste folk til gode, der prøver at favne forandring og acceptere, at andres ideer er lige så gode eller måske bedre end mine egne, og jeg prøver at lade være at lade mig påvirke af andres negative energi – måske endda påvirke dem med noget positiv energi.

Når jeg møder nogen, der gør noget uhensigtsmæssigt og jeg føler mig ramt, øver jeg mig i at tænke, at de ikke ser verden fra mit udsigtssted – de ved ikke, at de generer mig og de prøver ikke bevidst på at gøre det. Nogle gange kræver det nogle ekstra dybe vejrtrækninger at lade noget fare – og nogle gange er det bare helt umuligt.

Jeg kan mærke, at yoga hjælper mig til at håndtere udfordringer i relationer til andre mennesker, så de ikke får mig op i det røde felt.

Jeg oplever ofte, at jeg har svært ved at anerkende andres gode forslag – især hvis jeg ikke har haft tid til at danne min egen mening om noget. Så føles det at sige ja, til andres gode ideer, som et overgreb og som et commitment jeg ikke kan slippe ud af; jeg modarbejder og kritiserer, så jeg genvinder følelsen af kontrol.

Det er en skrækkelig oplevelse – både for den, der kom med den gode idé, og for mig. Jeg arbejder med at anerkende uden, at det føles, som om der går noget af mig. Jeg arbejder med at lytte uden at dømme og uden at engagere mig følelsesmæssigt. Og så øver jeg mig på ærlighed, så jeg kan sige til den anden – ”det lyder som noget du har tænkt over/brænder for/ved noget om – men jeg har ikke haft tid til at danne mig min egen mening, så lige nu lytter jeg bare til, hvad du har at sige”. Og lade det være godt med det.

Når jeg oplever nogen, der kommer med negative udsagn eller dårlig energi prøver jeg at lade være med at lade mig trække med. Deres oplevelser af en given situation er ikke den samme som min – selvom vi har samme holdning, kan vi godt udtrykke den forskelligt. Hvis vi ikke har samme holdning prøver jeg at lade være med at fremture med min holdning. Hvis jeg bliver spurgt eller føler at jeg skal etablere min position, forsøger jeg at gøre det enkelt og kun én gang. Jeg vil gerne undgå, at jeg opildner en konflikt – indre eller ydre – ved at være forcerende i mit ståsted.

Det kan godt give skrammer at være den, der er positiv – især når det mest er noget jeg øver mig på; jeg er endnu ikke så god til det og jeg glæder mig til, at det også bliver en god vane.

Agressive mennesker ser tit rødt, når nogen vælger at være stille og passivt vende den anden kind til; men i det mindste går jeg ud af konflikten uden indre skrammer (jeg synes nemlig det er værre at være blevet rigtig vred end det er at blive kaldt kryster).

Forventningsjustering

Jeg lavede min ugekontrol igår morges og på trods af at centimeterne stadig rasler af, så var jeg lidt skuffet over, at vægten ikke fulgte med. Jeg stod på vægten som det første, da jeg stod ud af sengen og vejede mig til 73.5 kg; kun 1 kilos vægttab på 2 uger (men fordelt så uge 2 kun var et tab på 400 gr).

Mit rationelle jeg forklarede mine følelser, at det var helt acceptabelt og et sikkert udtryk for at jeg var igang med et stabilt vægttab på et halvt kilo om ugen; at jeg på intet tidspunkt havde følt mig sulten eller følt at jeg gik glip af noget. At det var godt!
Mine følelser svarede tilbage, at det helt sikkert var et udtryk for, at jeg havde afsluttet min udrensningsdiæt fredag og havde skejet ud i weekenden og både spist ost og fisk og desuden nok havde spist mere end jeg gjorde under udrensning. Og maste på med krav om at vende tilbage til den restriktive diæt, for jeg kunne åbenbart ikke holde de gode vaner, når jeg fik frie tøjler.

Sådan fløj argumenterne i mit indre hele dagen. Heldigvis kunne jeg holde neuroserne nede og tale fornuft til de urolige følelser. De pipper stadig idag, men er begyndt at indse, at målet er udgjort af delresultater og at denne uges resultat ikke er dårligt; men ikke mindst, at gode vaner ikke bliver etableret af hele tiden at redigere. Selvfølgelig skal jeg rette noget til, hvis jeg oplever kontraindikativ udvikling, men jeg bliver nødt til at lade tiden råde og give min krop og hjerne tid til at acceptere det regime, jeg har introduceret.

Så jeg fortsætter med det, jeg ved er positivt.
Cykling og yoga. Mad af gode råvarer med særlig fokus på grøntsager tilberedt med nænsomhed. Morgenjuice. Sunde snacks. Mindre portioner. Nærvær i spisesituationer og fokus på at mærke efter, om jeg faktisk er sulten eller om det er andre følelser, der er i spil.

Jeg kunne sagtens have hoppet op på følelsesvognen og ville også tidligere have gjort det – måske endda som en form for auto-sabotage, hvor jeg inderst inde ville vide, at jeg strammede skruen så hårdt, at jeg til sidst ville presse mig selv til at give op.

Men jeg gjorde det ikke. Fedt!

Hjemmepraksis

Jeg har altid været en smule bekymret for at prøve yoga derhjemme; uden spejl, i en uvant setting uden med-yogier og ikke mindst uden instruktør og den musik, instruktøren har valgt til at understøtte min yogapraksis. Bekymringen for ikke at kunne se om jeg lavede mine asanas korrekt og uden en instruktør til at guide mig på rette vej, en stemme der husker mig på mit åndedræt og får mig til at holde ud fordi der er en skønhed i at tage 2 åndedrag til inden jeg skifter stilling.  Idag prøvede jeg - næsten. Jeg fandt en youtube-instruktør og en halvtimes yoga for begyndere. Tanken var at jeg var sikker på at kunne alle stillingerne og på den måde kunne fokusere på mit åndedræt og på at gå ind i stillingerne med bevidsthed, selvom mine omgivelser var anderledes end de plejer. Det gik forholdsvis godt. Jeg havde desværre valgt en underviser, der var lidt for glad for at rette på sit tøj (og sagde det som en del af undervisningen; a little clothes adjustment - it's important to look presentable) i stedet for at huske mig på mit åndedræt. Ipad'en stod ved forenden af min yogamåtte og i de liggende stillinger var det svært for mig at høre hvad han sagde og gennemskue, hvornår jeg skulle skifte side; jeg endte med at måtte løfte hovedet og åbne øjnene for at se, hvad der gik for sig. Men det ville måske også gøre sig gældende, hvis jeg prøvede en ny yogainstruktør i fitnessworld - alle instruktører har deres egen stil og godt det samme! Jeg havde lagt mig ud i vores udestue fordi der er et dejligt lys og jeg havde forestillet mig at oplevelsen af at have naturen tæt på ville give god energi; men det blæser meget i dag og det er gråt og ret koldt - så udestuen var ikke helt så vellykket som jeg havde håbet.  Jeg håber og tror at det er muligt ved gentagelse og lette justeringer at etablere en god hjemmepraksis til de dage, hvor det er bedre end at skulle ud af døren, hvor tiden ikke er der eller hvor fitnessworld kun udbyder sene timer; det har jeg oplevet giver mig alt for meget energi og efterfølgende en dårlig søvn. Næste gang vil jeg prøve en anden instruktør - og håbe på lidt bedre vejr.

Yoga-juice

Jeg var til yoga med to veninder her til formiddag og inviterede dem efterfølgende med hjem i haven til en (selvudnævnt) yoga-juice.

Kim og jeg har fået en Philips saftpresser i bryllupsgave og jeg har lavet en godt lager af ingefær, æbler, agurker, rødbeder, citrusfrugter og bladselleri – så er der til spændende kombinationer.

Jeg kom til at tænke over, om den kombination vi drak idag, bare var en yoga-juice, fordi vi havde været til yoga – eller om den faktisk havde særlige positive kvaliteter; så min trofaste ven google blev aktiveret og her er hvad jeg fandt.

Til 3 personer

2 agurker –  fordi der er så meget vand i agurker (95%) er de ideelle at bruge, som base i en juice; væsken hjælper kroppen til at skylle de affaldsstoffer, som de yogiske øvelser har frigivet, ud af kroppen. Giver strålende hud, hår og negle.

1 rød grapefrugt – bitterstoffet naringin, der findes i grapefrugter en antioxidant og kræfthæmmer og kan sænke kolesteroltallet. Derudover indeholder grapefrugt også store mængder C-, B1 & B2, samt A-vitamin og forstærker enzymerne i leveren.

2 limefrugter – Masser af C-vitamin og flavonoider hjælper huden til at stråle og bekæmper infektioner og begrænser ubehagelig kropslugt. Lime hjælper på fordøjelsen, styrker nyrerne og indeholder stoffet limonin, der er en kraftig antioxidant.

4 æbler – styrker knoglerne og immunforsvaret, hjælper leveren med at afgifte kroppen; og er der så noget æbler ikke kan?

1 stor rødbede – renser blod, lever og nyrer, hjælper på fordøjelsen og styrker knoglerne

6 cm ingefær – fuld af antioxidanter og stoffer, der bekæmper betændelsestilstande i kroppen. Ingefær hjælper også kroppen til at slippe af med luft i maven!

Mind over matter

Jeg havde en dårlig dag igår.

Jeg startede dagen med yoga og fik en skade, som gjorde, at jeg resten af dagen følte mig tung og kluntet.

Jeg havde en følelse af at miste kontrollen og at have spist for meget. Jeg var oppustet og pruttede hele tiden. Ucharmerende, jeg ved det. Og ikke bare små fise, nej. Store, langvarige prutter, der lød som et helt batteri af kanoner.

Da jeg kom hjem, var jeg frygteligt lækkersulten. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at min lækkersult som regel, er ægte sult i forklædning, så jeg snackede et par stykker groft knækbrød og en håndfuld jordbær. Det hjalp ikke en døjt. Jeg drak vand med citron for at få en følelse af at være fyldt op. Jeg ved, jeg traf de gode valg og kunne mærke, at jeg havde tråd i mig selv mentalt. Jeg gav ikke efter for det indre pres og dropped udrensningsdiæten - og det er jeg rigtig stolt af.

Men jeg ved også, at jeg er nødt til væbne mig for fremtiden. Nok varer udrensningsdiæten kun til fredag, hvorefter jeg kan re-introducere æg, fisk, mælkeprodukter - og kød; men den gode vane, der er fulgt med udrensningsdiæten (opmærksomhed ift madvaner) skal bibeholdes.

Jeg må nok også forvente, at min motivation med tiden (henover de 4 måneder, der er min initielle fokusperiode, hvor vanerne gerne skulle blive integrede i min livsstil) vil falde i perioder. Det er svært at holde motivationen aktiv hele tiden. Og det er heller ikke meningen. Hele ideen med vaner er, at man ikke behøver at fastholde motivationen; man agerer på vaner.

Men selvom vanerne bliver stærke og selvom jeg træffer gode valg, så kan jeg gøre det nemmere for mig selv, ved at sikre, at jeg også har mulighed for at træffe nemme, gode valg.

Rent madmæssigt er knækbrød min redningsplanke. Knækbrød som snack, når jeg er småsulten, som mellemmåltid; som erstatning (når alle de andre spiser kage/chips/chokolade/is og andre søde sager, der på intet tidspunkt i løbet af de 4 måneder vil være et godt valg) og som sikkerhedsbælte.

Men selvom der er mange gode knækbrød og selvom jeg bager noget, som er fabelagtigt - så kunne jeg forestille mig, at monotoniteten kan ende med at presse mig til at træffe et mindre godt valg og lukke øjnene for mit bedre vidende og spise noget, jeg godt ved, er skidt for mig.

Jeg er ikke der endnu, hvor jeg har det godt med at tillade mig selv at vælge noget, der er dårligt for mig og for min målsætning. Det håber jeg er noget, der kommer - hvor jeg er sikker på at et aktivt tilvalg af noget jeg har lyst til, selvom det ikke er godt for mig, ikke vil føles som en synd eller som om alt er tabt.

Imellemtiden skal jeg have arbejdet med at finde nogle gode løsninger, som kan bruges, når jeg er ægte lækkersulten eller som alternativ til knækbrødet i al almindelighed.

Et positivt udbytte af udrensningsdiæten er, at jeg ikke dulmer min krops signaler ved at fodre den, når den giver den mindste lyd. Jeg mærker efter; er det ægte sult; er det kedsomhed; er det tristhed; er det fordi jeg har ægløsning eller menstruation; er det fordi jeg har sovet dårligt eller fordi jeg har haft hård yogatræning de sidste mange dage og kroppen prøver at restituere sig selv?

Der er så mange muligheder, som jeg vanligvis ikke ville have overvejet - jeg ville bare have reageret på lækkersultsignalet og gjort noget ved det.

Ikke mere. Det er bedre og rarere at mærke efter og træffe de gode valg.

Yoga på godt og (lidt mindre) godt

Jeg vil starte med at slå fast, at jeg er vild med yoga – selv når jeg ikke er vild med det.

Jeg er vild med den kropslige udfordring og forandring, og jeg er endnu mere vild med, at når kroppen slår bremsen i eller kludrer, så rammer yogaen også ind i psyken og hjælper kroppen på vej til at kunne mere eller prøve igen.

Jeg har ikke på noget andet tidspunkt haft den følelse af at være i udvikling, når jeg har brugt min krop. Hvis jeg har etableret en løberutine, så er jeg aldrig nået dertil, hvor jeg kunne mærke et overskud, en forandring til det bedre – eller en begejstring. Det har været hårdt og jeg har givet op så mange gange. Jeg ved godt nu, hvad problemet har været. Det hjælper ikke at starte på noget nyt, hvis man ikke arbejder både med krop og hjerne. Når kroppen giver op skal hjernen tage over og fortælle kroppen, at det nytter, og at den kan. Eller stryge den med hårene og sige, ’ok, så var det ikke idag det lykkedes – vi prøver igen imorgen’.

Her er det fantastisk med yoga, fordi der er så stor variation i løbet af en praksis, fra gang til gang og fra instruktør til instruktør. Det tiltaler mig (min veninden bryder sig ikke om det – hun elsker den kendte rutine, og at kroppen ved lige præcis, hvad den skal, fordi hun så kan koncentrere sig om at blive bedre til de enkelte asanas) fordi jeg altid bliver bekræftet i, at der er noget jeg allerede er god til (stræk) – men altid kan blive bedre til; og at der er noget jeg gradvist arbejder på at blive bedre til, men som nok altid vil være en udfordring (styrke). Men bekræftelsen i ’lette’ asanas er med til at få mig til at fortsætte med at udfordre mig, selv i de svære asanas.

Jeg har dyrket yoga i nogle år – men har haft flere gange hvor min praksis er gledet ud i sandet.

Første gang jeg prøvede yoga havde jeg et klippekort til det yoga studie, hvor min veninde gik til yoga. Det var meget intimt, meget intenst og mere meditation end jeg havde forventet eller var klar til.

10-turskortet blev aldrig brugt op. Jeg følte mig hverken tilpas i salen, i øvelserne, med instruktøren (der var kun én) eller med at tilbringe 5 minutter med at lave vekselåndedræt og stirre ind i en flamme fra et stearinlys.

Det er mange år siden og muligheden for at dyrke yoga er blevet mere varieret og tanken om at yoga for mange er en motionsform mere end en livsstil er blevet mere udbredt.

Jeg meldte mig i sin tid ind i fitness world for at tabe mig og fik lagt et program for, hvordan det skulle ske ved hjælp af maskiner – jeg skulle ro, så og så længe, benpresse, cykle, løfte vægte osv. Jeg lavede faste aftaler med mig selv og havde i en periode en oplevelse af, at jeg havde fundet en motionsform, der kunne hjælpe mig til mit mål, som alene var at veje mindre. Ikke at komme i form eller få bedre kropskontrol og forståelse. Ikke at nyde oplevelsen af kroppen i aktivitet. Ikke at have en god vane med at dyrke motion. Besøgene var alene for, at jeg kunne tabe mig. Og det gik jo, som jeg i bagklogskabens lys kunne have sagt mig selv, slet ikke.

Hovedet var ikke med og motivationen var ikke på plads. Tal på vægten er desværre bedrageriske; de stemmer sjældent overens med de følelser, der rør sig i kroppen – og træning giver en falsk tryghed af at gøre noget (så man kan tillade sig noget andet...drinks, chips, smøger, flødekartofler og en ekstra portion aftensmad).

Men hvis jeg ikke lytter til min krop og min psyke og behandler dem som en medspiller, så kan jeg kun presse dem indtil en vis grænse; så står enten den ene eller den anden del af – eller dem begge to; og så er det jeg holder lange pauser fra fitness centeret.

Først gang jeg var til yoga i fitness world åbnede der sig en verden for mig; hvor jeg fik at vide, at jeg var god nok, fordi vi alle var gode nok; at vi alle havde vores niveau og at kroppen ville blive udfordret uanset om vi gik dybt eller mindre dybt i en stilling.

Instruktøren fortalte hver gang, at vi skulle lytte til vores krop, for den ville fortælle os lige nøjagtig hvor langt vi kunne tage den. For hver gang er forskellig og tit er udviklingen to skridt frem og et tilbage.

Jeg har den seneste uge forsøgt mig med kragen en del gange. Den første gang kom jeg ikke engang op på mine underarme med knæene. Mine håndled fortalte mig at jeg skulle tage den med ro – de ville hellere trænes lidt langsommere op. Så jeg accepterede at jeg ikke kunne presse en krage igennem.

Forleden stod jeg i kragen i 10 sekunder. En vakkelvorn fugl, der ikke var særligt behagelig – men mine håndled spillede med og balancen var der og jeg kunne læne mig frem uden at stoppe mig selv i bekymring eller angst (for smerte eller stå på næsen); så min psyke spillede også med.

Idag ville jeg genindtage kragen – men kunne på ingen måde genfinde balancen. Mine håndled klagede efter 15 sekunders forsøg og jeg måtte sætte mig tungt på måtten og begræde, at jeg bare ikke kunne. Min krop ville ikke dét min hjerne ville – og hjernen ville ikke lytte til kroppen.

Da min instruktør gennemgik hovedstand (som jeg aldrig har vovet mig ud i) ville jeg have revanche for den mislykkede krage. Jeg stillede mig på hovedet med armene bøjet vinkelret og i skulderbreddes afstand og stillede mig på tæerne. Al vægten på hovedet. Min rygsøjle blev mast. Mine arme vaklede. Jeg insisterede. Og endte med at skade mig selv. Jeg sidder med en nerve i klemme i nakken og har svært ved at dreje hovedet.

Så hvad er det jeg skal forstå? Jeg skal forstå kroppen og psyken skal spille sammen. Og at mit overjeg skal lytte. Nogle gange er det godt at presse sig selv, for så er det man flytter sig – overrasker sig selv. Men nogle gange skal man ikke presse noget overhovedet. Jeg vidste jo godt, at jeg var træt, at det var en helt ny stilling, som jeg ikke havde overskud til at arbejde med på en tilstedeværende måde og at jeg ville have haft bedre af (fysisk) at lægge mig i barnets stilling og give min krop en tiltrængt pause. Min hjerne var høj på at kunne noget nyt og skuffet over ikke at kunne gentage det – og den ville simpelthen ikke acceptere ikke at være den, der bestemte.

Det kan jeg så sidde her med min skade og minde mig selv om at lære noget af. Og overveje om det at holde en pause i morgen, hvis jeg stadig har ondt, er godt og hensyntagende overfor min krop – eller om det istedet ødelægger det momentum, jeg føler jeg er afhængig af for at sikre yogaen som den gode vane.

Der er måske en tredje mulighed. At tage til yoga og kun lave det kroppen kan og vil – uanset hvad den plejer at kunne – uanset hvad de andre kan og gør; det er nemlig en af de vigtigste lektier i yoga; vi er alle unikke og vi skal prise det særlige i os selv og i andre (på og udenfor yogamåtten).